Københavnerne bliver de første herhjemme, der kan prøve kræfter med tapas i omgivelser, der minder om et cirkus.

Det sker, når den svenske restaurantkæde Pincho Nation fredag slår dørene op i Fiolstræde tæt ved Nørreport Station i det indre København.

Men ambitionerne bliver ikke ved det, skriver dagbladet Børsen tirsdag.

Der er nemlig allerede flere restauranter på vej med kulørte lamper og røde velourstole, som giver en stemning, der leder tankerne hen på cirkus og Moulin Rouge.

»Vi regner med, at de første fire skal ligge i København. Den første åbner på fredag, men vi er allerede i gang med at finde lokaler til nummer to, som vi regner med at åbne her til efteråret,« siger kædens danske direktør Flemming Christophersen til avisen.

På blot fem år har Pincho Nation åbnet 44 restauranter i Sverige og enkelt i Oslo.

På alle restauranterne bestiller gæsterne de tapas-inspirerede retter via en app på mobilen og henter dem derefter selv i baren. Også betalingen foregår i appen. Der er ingen egentlige tjenere på Pinchos Nation, men i stedet nogle værter, der skal sørge for, at gæsterne får en god oplevelse.

Pincho Nation er blot en af flere udenlandske restaurantkæder, der har gjort sit indtog på det danske marked. Tidligere på året åbnede den tyskbaserede kæde Vapino sin anden restaurant i København - også tæt ved Nørreport.