Efter en kølig sommer kan efterårets varme, krydrede hyggeretter bare komme an. Prøv den krydrede indiske linsegryde dahl. Spicy ’comfort food’, der skal spises fra en skål med ske - og med lækker topping på.

Er du alene, så fold tæppet ud, træk benene godt op under dig og læn dig tilbage i sofaen med en dejlig varm og krydret skål dahl i hånden. Er I en familie, så stil den rygende varme gryde på bordet og gå løs på de lækre sammenkogte linser. Indisk dahl er rendyrket hyggemad.

”Dahl forbinder jeg med ’comfort food’. Mad du spiser fra en skål med ske på mørke aftener. Med andre ord hyggemad. Genialt til den koldere tid vi går ind i nu,” siger BT’s grøntsagskok Anna Bartels.

Daal, dahl eller dal – kært barn har mange stavemåder - er en central basisret i det indiske køkken. Tilberedt af linser, der koges sammen og krydres med typiske indiske krydderier som spidskommen, koriander og ingefær. En vegetarisk ret ja, men i al sin spicy-hed også en ret, der tilfredsstiller kødelskeren.

”Vegetarisk linsegryde lyder måske ikke i sig selv særlig lækkert. Men når jeg bliver spurgt af venner, hvad de skal lave af billig, nem og lækker aftensmad, så siger jeg næsten altid dahl. Og jeg får altid positive tilbagemeldinger. Det er både noget for kød- og ikke kød-spisere,” siger Anna Bartels.

Årsagen til, at de fleste kan lide dahl, er ifølge BT’s grøntsagskok, at retten er fuld af gode krydderier. Topper man den desuden op med lækker knas og creme, får man endnu flere med på dahl-holdet.

”Det er min erfaring, at dahl er en ’crowd pleaser’ – alle kan lide det. Det er perfekt gæstemad på en hverdag. Kombinationen af tomat og kokosmælk med krydderier som karry, spidskommen og chili og så toppingen, der sætter prikken over i’et. Den lidt spicy, cremede linsegrød sammen med en klat kølende skyr og lidt knasende mandler er bare godt,” siger Anna Bartels om sin yndlingsversion af dahl, som du får opskriften på i denne uge.

Selvom det lyder eksotisk, er dahl faktisk ikke svært at lave, lover hun. Ingredienslisten er måske en smule lang, men mange af ingredienserne er krydderier, som du formentlig har i skabet i forvejen.

”Det handler egentlig bare om at snitte lidt grøntsager, stege det i lidt krydderier og så koge det hele sammen. Det tager ikke specielt lang tid og kræver ikke et specielt talent for madlavning,” siger Anna Bartels.

Indisk dahl med skyr, koriander og ristede mandler (3-4 pers)

  • 2,5 dl røde linser
  • 1 squash
  • 6 cocktailtomater
  • 250 g cherrytomater
  • 1 løg
  • 1 hvidløg
  • 3-4 cm ingefær
  • 1 spsk kokosolie/olivenolie
  • 2 store tsk karry
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 1/2-1 tsk chiliflager
  • 1/2 tsk gurkemeje (kan undlades)
  • 2,5 dl kokosmælk
  • 3,5 dl vand rørt med 1 grønsagsbouillonterning
  • limesaft, salt og peber
  • ristede mandler
  • skyr
  • friske koriander

Sådan gør du:

Start med at halvere alle tomater, hak løg og hvidløg, skær squash i tern og hak en håndfuld frisk koriander. Skræl ingefær og hak det fint. Kom olie i en gryde ved middelhøj varme og tilsæt cocktailtomater (gem cherrytomater til senere), squash, løg, ingefær, hvidløg, krydderier, salt og peber og steg et par minutter. Skyl linserne, fx i en si og kom dem derefter op i gryden sammen med bouillonvand og kokosmælk. Lad det simre i cirka 20 min., til linsegrøden er tyk og cremet og tilsæt så resten af tomaterne, de hakkede koriander, en smule limesaft og giv det 2-3 minutter mere. Smag til sidst til med salt, peber, limesaft og evt. chili (som fx sambal oelek) for et større kick. Server din dahl med skyr, ristede mandler og frisk koriander til toppen.