Restauranterne Den Røde Cottage og Den Gule Cottage i Klampenborg er snart historie.

I hvert fald i deres nuværende form. Forpagteren, Anita Klemmensen, har drevet restauranterne de seneste otte år og vil nu nyde at have mere tid til sig selv. De seneste seks år har Den Røde Cottage haft en Michelin-stjerne.

»Jeg trænger til at prøve noget nyt. Jeg er blevet 40, og hvis jeg skal prøvet et andet liv, er det nok ved at være nu. Jeg har haft otte skønne år her, men jeg trænger virkelig til noget nyt. Jeg kan også mærke, jeg er blevet ældre, fysisk kan jeg ikke holde til det samme, og det er hårdt at drive to restauranter, som det her jo er. Ikke på den måde, som jeg synes, det skal gøres,« siger hun til Berlingske.

I løbet af de seneste otte år har Anita Klemmensen arbejdet hver eneste dag, og hun har ikke villet reducere antallet af åbningsdage. I en pressemeddelelse understreger hun, at det handler om hendes selv og ikke om driften.

’Lidt skørt vil nogen måske sige, ikke mindst da vi har drevet en meget sund forretning gennem alle årene’, skriver hun.

Anita Klemmensen ved endnu ikke, hvad fremtiden byder på efter 18. december, hvor restauranterne har sidste åbningsdag.