Kan en smart kaffemaskine opfylde drømmen om friskbrygget morgenkaffe, som står klar, uden du skal løfte en finger for det? Vi testede tre smarte kaffemaskiner
Helt almindelige dagligting har fået nyt liv takket være trådløs teknologi, apps og smartphones. Det gælder ikke mindst kaffemaskinen, som nu tager sine første spæde skridt mod en tilværelse som medlem af det intelligente hjem. Men har den smarte teknologi overhovedet noget at gøre i en kaffemaskine?

Her tester vi tre kaffemaskiner, og succeskriteriet er, om de kan lave en kop friskbrygget kaffe om morgenen – eller meget gerne flere – uden du skal røre en finger for det. Det må være lidt af et drømmescenarie for de fleste kaffedrikkere. Men et scenarie, der viser sig vanskeligere at opfylde end forventet.
Læs også: Uret vækker dig med friskbrygget kaffe - Vær barista på mobilen - Smart krus holder kaffen varm og oplader din mobil - Den ved hvordan du kan lide din kaffe


Helt almindelige dagligting har fået nyt liv takket være trådløs teknologi, apps og smartphones. Det gælder ikke mindst kaffemaskinen, som nu tager sine første spæde skridt mod en tilværelse som medlem af det intelligente hjem. Men har den smarte teknologi overhovedet noget at gøre i en kaffemaskine?

Her tester vi tre kaffemaskiner, og succeskriteriet er, om de kan lave en kop friskbrygget kaffe om morgenen – eller meget gerne flere – uden du skal røre en finger for det. Det må være lidt af et drømmescenarie for de fleste kaffedrikkere. Men et scenarie, der viser sig vanskeligere at opfylde end forventet.

Den dyreste brygger bedst

De tre kaffemaskiner er vidt forskellige typer. Smart Coffee er en ”almindelig” filterkaffemaskine, dog med en kværn til bønner, så man kan vælge, om man vil bruge formalet kaffe eller hele bønner. De to andre, Nespresso Prodigio og De’Longhi PrimaDonna, er espresso-baserede maskiner, den ene til kapsler, den anden til bønner. Et helt afgørende valg du som det allerførste må træffe – inden du begynder at spekulere i apps og smarte funktioner – er, hvilken type du er til.

Nespresso har fået hug, fordi de bidrager til miljøskadeligt emballagespild, binder dig til et begrænset udvalg af kapsler (som dog er vokset en del efter det blev tilladt for alle, at producere kapsler til maskinerne), og fordi man efter nogens mening, ganske simpelt ikke får så god en kop kaffe, som hvis man bruger tid og kærlighed på at lave den helt fra bunden. Det hele kan der sådan set være noget om, men ikke desto mindre får du dog en helt hæderlig kop kaffe fra kapslerne; og det på stort set ingen tid og med et minimum af besvær. Netop det kan afgøre, om man rent faktisk når at få en kop, inden man skal ud af døren om morgenen.

Filterkaffe er en kategori for sig, og er man glad for denne type, så laver Smart Coffee en glimrende kande. Som det viste sig i løbet af testen, så har filterkaffe også visse fordele, når det gælder smart kaffebrygning. Prisen for den bedste kop kaffe går dog til PrimaDonna. Det skulle også være mærkeligt andet, når maskinen koster fem gange mere end den næstdyreste i testen. Her får du en espresso, næsten som fra hånden af en garvet italiensk barista, med rig mulighed for at få den helt rette blanding af kaffe og mælk.

Nem men ikke særlig smart Den Bluetooth-baserede Nespresso Prodigio er nem at sætte op og komme i gang med. I appen kan du bestemme, hvilken størrelse kaffe du vil lave og sætte maskinen i gang. Sagen er blot, at for hver kop du vil lave, skal der en ny kapsel i og gøres en ny kop klar.

Du må derfor bevæge dig hen til maskinen, og når du alligevel skal derhen, er det nemmere bare at trykke på de par knapper, der skal til for at brygge fremfor at tage mobilen op af lommen, låse skærmen op, åbne appen og klikke ”start”. I princippet kan maskinen således indfri løftet om friskbrygget kop kaffe om morgenen, men det kræver, at du gør forberedelserne aftenen før: Fylder vand på, sætter kapsel i og en kop under. Så kan du klikke ”start” på mobilen, når du vågner, og en enkelt kop vil stå klar til dig, når du kommer ud af dynen. En kop der vel at mærke havde taget et halvt minut at lave på gammeldags manér.

Til gengæld gør appen det nemt at købe nye kapsler og få leveret hurtigt, gøre brug af særlige tilbud osv. Den ”smarte” del af Nespresso Prodigio virker således mest som et salgstrick for at få solgt noget mere kaffe end noget, der reelt gør kaffebrygningen nemmere. Den største bonus er, at du tjekker kaffemaskinens tilstand og får besked og instruktioner om vedligeholdelse, så den forhåbentlig får en længere levetid.

Samme problem gælder i princippet med PrimaDonna. Du må gøre de samme forberedelser for at få en kop kaffe. Dog klarer maskinen to kopper ad gangen, og så har appen nogle helt andre fordele. Her kan du nemlig indstille præcis, hvordan du ønsker din kaffe. Og det gælder ikke bare for dig selv, men også for seks andre personer, som hver har mulighed for at oprette en profil.

Således kræver det bare et par klik, for at maskinen brygger din helt særlige cortada – også selvom den lige for et par sekunder siden bryggede konens cappuccino. Maskinen kan desuden programmeres til at lave kaffe på specifikke tidspunkter. Eksempelvis når du kommer hjem fra arbejde, eller når du står op om morgenen. Du er derfor nødt til at hælde bønner, vand og mælk på samt stille kopper klar aftenen før, men du behøver ikke tage mobilen frem for at få din friske morgenkaffe.

Filtermaskinen har fordele

Forberedelserne, du må gøre for at få en frisk kop morgenkaffe, er færre med Smarter Coffee. Det skyldes ganske enkelt, at der er tale om en filterkaffemaskine, der brygger kaffen i en kande. Således er der mulighed for at fylde rigelig vand og bønner på og så brygge, hvad man har behov for løbende.

I appen kan du indstille, hvor mange kopper der skal brygges. Skal du selv og konen have en kop hver om morgen, stiller du den derfor bare på to kopper. Og så kan du tidsindstille den til at starte, når du står op. I løbet af dagen kan du brygge videre, hvis der er vand og bønner på. Problemet er blot, at filtret skal tømmes hver gang – også selvom du kun har brygget en halv kande – så du slipper ikke for at tage en tur forbi maskinen, hver gang der skal brygges.

Maskinen byder dog på mange interessante funktioner, heriblandt muligheden for via gps-tracking at aktivere brygningen, når du træder ind af døren. Det virkede dog ikke ordentligt, da vi testede maskinen. Men det bliver forhåbentlig fikset i en opdatering, ligesom de andre flere småfejl, vi stødte på undervejs, også gør det.
For lige nu føles Smarter Coffee som et lidt ufærdigt produkt.

For at kaffebrygning skal blive rigtig smart, er man først nødt at gentænke måden at konstruere maskinerne på. Man må lave dem sådan, at man ikke er nødt til at bevæge sig hen til dem for at hælde vand og kaffe på eller tømme filter, hver gang der skal brygges. For når man alligevel skal derhen, kan man ligeså godt betjene dem direkte på maskinen og så ryger en del af ”smartheden”. Mulighederne for at programmere maskinerne, gemme indstillinger osv. betyder dog, at der er visse fordele, så der er helt klart håb for de smarte kaffemaskiner, men vi er der altså ikke helt endnu.

Smart Coffee er den maskine, der er tættest på, og den vinder derfor testen, om end man får den mest velsmagende kaffe med PrimaDonna.