And eller flæskesteg? Sild eller leverpostej? Træf sunde valg, når du rækker ud efter julemaden.

Julen er ikke sund som i kålkur og kostråd. Men den kan blive sundere – også uden at du skal undvære de gode sager.

Hverdagens måltider er fulde af valg – pizzaslice eller salat til frokost? Chokolade eller nødder til aftensnack? Men julemaden er modsat. Vi skal have sild, flæskesteg, brunede kartofler og risalamande. Hvert år. Og vi skal have det hele. Sådan er det. Men det er muligt at træffe sunde(re) valg – også i julen.

Det er ikke nødvendigt at træffe de store, radikale valg som at skifte andestegen ud med veganerbøffer. Tværtimod skal vi selvfølgelig mæske os i ’dejlig sprødt andeskind’.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om hvordan du træffer de rigtig valg omkring julens lokkende mad-traditioner. Selvom du vælger en sundere jul, kan du sagtens mæske dig i and, marcipan og en masse andre juleklassikere. Læs guiden og bliv klogere på dine til- og fravalg i julehøjtiden ...


And eller flæskesteg? Sild eller leverpostej? Træf sunde valg, når du rækker ud efter julemaden.

Julen er ikke sund som i kålkur og kostråd. Men den kan blive sundere – også uden at du skal undvære de gode sager.

Hverdagens måltider er fulde af valg – pizzaslice eller salat til frokost? Chokolade eller nødder til aftensnack? Men julemaden er modsat. Vi skal have sild, flæskesteg, brunede kartofler og risalamande. Hvert år. Og vi skal have det hele. Sådan er det. Men det er muligt at træffe sunde(re) valg – også i julen.

»Man hører altid, at det ikke er det, du spiser i julen, der gør dig tyk, men alt det, du spiser resten af året,« siger klinisk diætist Charlotte Hartvig, der driver Kostklinikken Immanuel og står bag en række kostbøger som ’Spis maven flad’ og ’Stop yoyo-vægten’.

»Men jeg kender folk, der uden problemer tager fem kilo på mellem jul og nytår. Så selvfølgelig gør det en forskel,« slår hun fast.

Spis bare meget

Det er ikke nødvendigt at træffe de store, radikale valg som at skifte andestegen ud med veganerbøffer. Tværtimod skal vi selvfølgelig mæske os i ’dejlig sprødt andeskind’.

»Det er ingen synd at spise meget. Man hører tit, at problemet er mængden af mad, vi spiser i julen. Men vi må gerne spise meget. Så længe det er meget af det sunde,« forklarer Charlotte Hartvig og fremhæver netop anden.

»And og andeskind er fyldt med proteiner og fedtstof, som gør os godt mætte,« forklarer hun.

Problemet er, når vi, uden at tænke over det, kører en masse af julens tomme kulhydrater ind. F.eks. stivelse i kartofler og sukker i slik.

»Det er først, når du skovler en masse kulhydrater ind, at der går kludder i det hele. Kulhydrater giver en insulinrespons, som rydder blodbanen for blodsukker og gør, at din appetit stiger alt for hurtigt igen, og så er den onde cirkel i gang,« forklarer Charlotte Hartvig om reaktionskæden, der får os til at ’crave’ efter mad og sødt i én stor vekselvirkning – hele julen.

Guide til julens mad

  • And eller flæskesteg?
    »And. Fedtsyrerne i and er sundere, fordi flere af dem er monoumættede. Underhudsfedtet på en and er blødere end på en gris, hvor fedtsyrerne er mere mættede. For meget mættet fedt øger risikoen for en lang række livsstilssygdomme. Jo blødere fedtet er ved køleskabstemperatur, des mere umættet fedt indeholder det. Du kan sammenligne med fedtet på en fisk, som er det sundeste, vi overhovedet kan spise. Hvis ikke fiskens fedtsyrer var totalt umættede, ville den stivne i det kolde havvand. Klapper du en gris, kan du omvendt mærke, at fedtet er hårdt. Anden befinder sig et sted midt mellem fisken og grisen, men især gåsefedt er sundt. Det består udelukkende af monoumættede fedtsyrer og er sundhedsmæssigt på højde med olivenolie.«
  • Kogt eller rå rødkål?
    »Hellere rå med olie-eddike-dressing og valnødder end kogt og fuld af sukkerlage. Spalter du sukkermolekylet, får du et glukose- og et fruktosemolekyle. Fruktose omdannes til leverfedt og fedt om organerne. Begge dele er noget af det allermest usunde for en menneskekrop. (Det var dét, der gik galt med den amerikanske befolkning, da den amerikanske fødevareindustri fik lov til at bruge højfruktose majssirup.) I stedet for rødkål på glas, der er fuld af sukker, så lav en frisk rødkålssalat med olie-eddike-dressing. Olivenolien er super sund og modvirker hjerte-kar-sygdomme, inflammation og kræft. Det blå farvestof i rødkål – resveratrol – er smækfuldt af antioxidanter, som holder kræftsygdomme fra døren og er et af de bedste antiage-midler, der findes.«
  • Rødvin eller gløgg?
    »Vin, naturligvis. Gløgg er sukkerholdigt, og sukker omdannes til usundt leverfedt. Desuden er rødvin fuld af det samme sunde farvestof resveratrol, som findes i rødkål. Farvestoffet, som sidder i vindruers skal, er normalt meget svært at optage, fordi det er hårdt bundet i drueskallen. Selv hvis vi spiser masser af druer, vil det bare ende i toilettet, fordi skallerne kommer hele ud. Men når sukkeret i druerne omdannes til alkohol, presses cellevæggene i skallen åben, og farven kommer ud. Derfor er rødvin den allerbedste måde at få det sunde blå farvestof på. Selv hjertelæger anbefaler rødvin.«
  • Risalamande eller risengrød?
    »Her er der tale om pest eller kolera. Ris, sukker, kirsebærsovs og fløde er er det samme som stivelse med mættede fedtsyrer med sukker ovenpå. Hvad er der ikke at hade her? Du kan lige så godt servere en borgmesterstang...«
  • Sild eller leverpostej?
    »Vælg altid fisk før alt andet. Men lige præcis marineret sild indeholder faktisk 18 pct. sukker. Alene af den grund er sild mere usundt end leverpostej. Jeg fraråder alt, der giver bugfedt, hvilket skyldes sukker. Selv karrysild er sundere end marinerede sild, for her fylder mayonnaisen i det mindste også. Trækker du sukkermarinaden ud af billedet, er svaret, at fisk altid hitter. Derfor skal du vælge laks eller rejer før sukkersild.«
  • Æbleskiver eller marcipan?
    »Æbleskiver er fuld af stivelse fra hvedemel, som omdanner sig til sukker i blodet og fremkalder en insulinrespons, der rydder blodbanen for blodsukker og indleder den reaktionskæde, der får os til at ’crave’ efter mere mad og sødt. Marcipan er også fuldt af sukker, men har jo nogle heldige fedtsyrer fra mandlerne. Er der mørk chokolade med marcipanen, er det også fuldt af antioxidanter, så vælg dét. Men igen – sukker er altid skidt. Chokolade kan dog købes sukkerfrit, eller sødet med Stevia, som er et naturligt sødemiddel, der altid er at foretrække fremfor rigtigt sukker.«
  • Nødder eller svesker?
    »Nødder er supersund føde, fuldt af gode fedtstoffer, mens tørret frugt er lige så sukkerholdigt som vingummi. Men skal du absolut spise tørret frugt, er der faktisk forskel på de forskellige slags. Dadler og rosiner er højglykæmiske og giver derfor de voldsomste blodsukkerudsving, mens abrikoser og svesker er lavglykæmiske og derfor en sundere form for kulhydrater. Men vælg nødderne. Og helst de gode danske hasselnødder, som har et lidt højere indhold af sunde fedtsyrer end mandler.«
  • Frugt eller småkager?
    »Står valget mellem julens småkager og et par clementiner, er frugt selvfølgelig at foretrække, da småkager er fulde af sukker, og risikoen for overspisning alt andet lige er mindre med frugt. Men frugt i lange baner er heller ikke slankekost. Frugt er fuldt af sukkerarten fruktose, som omdanner sig til usundt fedt om organerne.«
  • Snaps eller øl?
    »Snaps. En øl koster ca. 150 kcal. pr. genstand. For den pris kan du få tre snapse af 2 cl. Og det gælder vel om at få størst fjer på for pengene, ikke.«