Sådan bager du en nem og lækker julekringle selv

Det er slet ikke kringlet, lover BT’s dessertkok, der i denne uge vil have dig til at bage din egen julekringle. Det er nemmere, end du tror. Og når du selv gør det, kan du servere den helt frisk og lun.

Der er under en måned til juleaften. For nogle er det længe, for andre er det lige oppe over. Er du typen, der skal nå at pynte op, lave pakkekalender og bage småkager, ja, så er der ingen grund til at vente længere. Og vil du prøve noget nyt år, så giv dig i kast med en julekringle.

»Det er nok hos de færreste, at julekringlen er en del af det faste bagerepertoire. Mange bager julens småkager selv, men julekringle er nok noget, mange vælger at købe hos bageren,« siger BT’s dessertkok Anne Moltke Dahl.

Men ligesom med julens småkager, er der heller ikke med julekringlen grund til at gå til bageren, hvis du selv er typen, der hygger dig med mel, smør og julekrydderier.

»Det er vitterligt ikke spor kringlet at bage en julekringle selv,« lover Anne Moltke Dahl.

Julekringlen er i familie med bagerens andre kringler. Nogle er fyldt med remonce, nogle med rosiner, andre med marmelade eller frugter. Og så er nogle kringler lavet på wienerdej, andre på gærdej.

»Man kan lave julekringlen på begge slags dej. Jeg har valgt gærdej, da den er hurtigere at lave og knapt så fed. Kombinationen af sprød og blød gærdej og saftig remonce samt knasende perlesukker og mandler er et hit, som emmer langt væk af hygge,« mener Anne Moltke Dahl.

Når kringlen er ’julet’ skyldes det kardemomme i dejen og appelsinskal i fyldet.

»Men man kan sagtens bage kringle året rundt og eventuelt undlade appelsinskallen i remoncen,« forklarer Anne Moltke Dahl, der også her på siden giver tre bud på alternative typer fyld til kringlen.

Når du bager kringle, er der særligt én ting, du skal være opmærksom på, hvis bageprojektet skal lykkes godt.

»Husk at lukke gærdejen godt om remoncen, så den ikke flyder ud under bagningen,« lyder rådet fra dessertkokken.

Når det er gjort, og du kan tage den rygende varme, sprøde og bløde kringle ud af ovnen, forstår du, hvorfor du skal bage den selv, og ikke lade bageren gøre det.

»En hjemmebagt julekringle er altid lækrere end den, man køber hos bageren. Alene fordi, du kan nyde den lun og nybagt,« slutter Anne Moltke Dahl.

Julekringle (6-8 pers)

Dej:

  • 15 g gær
  • 75 ml mælk
  • 1 æggeblomme
  • 15 g sukker
  • 1 tsk salt
  • 1/2 tsk stødt kardemomme
  • 275 g mel
  • 140 g blødt smør

Remonce:

  • 100 g marcipan
  • 100 g sukker
  • 100 g blødt smør
  • Fintrevet skal af 1 øko appelsin
  • 40 g rosiner

Pensling og pynt:

  • 1 æggehvide
  • 20 g perlesukker
  • 30 g mandler

Sådan gør du:

Dej:
Rør gæren godt ud i mælken i en skål og tilsæt sukker, salt, kardemomme og æggeblomme (gem hviden til pensling af kringlen senere). Tilsæt det bløde smør og derefter mel lidt ad gangen og ælt dejen sammen – enten i hånden eller på røremaskine. Dæk skålen til med et rent opvredet viskestykke - det holder dejen så lækker og fugtig som muligt uden at tørre ud i overfladen. Lad dejen hvile lunt i 45 min.

Remonce:
Rør marcipan, sukker, smør og appelsinskal sammen i en skål.

Samling af kringlen:
Rul dejen ud på et meldrysset bord til en størrelse på ca. 90 cm x 15 cm (gerne længere, hvis muligt). Fordel remoncen midt på dejen, ca. 3-4 cm bredt. Drys med rosiner. Fold dejen ind over remoncen, så den er samlet på midten og pres let dejen sammen, så den lukker. Form den til en kringle på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl kringlen med æggehvide og drys med perlesukker og hakkede mandler. Dæk kringlen med viskestykke, og lad den hæve i 1,5 time. Bag kringlen ved 200 grader varmluft i 15-20 min.