Bed din lokale slagter om at skære t-bonesteaken dobbelt så tyk. Så får du kæmpebøffen, der i USA er kendt som en ’porterhouse steak’. Saftig, mør og fuld af smag. Og perfekt at dele med din Valentinsdate på onsdag.

En bøf er normalt det modsatte af ’delemad’. Et herligt stykke kød anrettet på hver jeres tallerken. Men sådan behøver det ikke være. Du kan faktisk få fingre i bøffer, der er så store, at de skal deles. Og hvilket bedre tidspunkt end på Valentinsdag – på onsdag.

»I Danmark kender vi bedst t-bonesteaken. Men beder man slagteren om at skære den dobbelt så tyk, så får man en ’porterhouse steak’. Den er så stor, at den nemt kan deles af to. Derfor er den oplagt til Valentinsdag,« siger BTs slagtermester Peter Steen fra gourmetslagterbutikken Gourmandiet.

T-bonesteaken er i forvejen en gedigen steak på 300-350 gram. Et stykke kød, der har fået navn efter den t-formede knogle, der deler bøffen i en tyndstegsfilet på den ene side og en mørbrad på den anden.

»Mørbraden er selvsagt super mør og tyndstegsfilet er mindre mør, men meget velsmagende på grund af fedtmarmoreringen. Og benet i midten giver masser af smag og saft til kødet,« forklarer Peter Steen om t-bonebøffen, som altså blot ved at blive skåret dobbelt tyk og dermed veje 600-800 gram bliver til en porterhouse steak.

Kun tykkelsen til forskel

»Det er kun tykkelsen, der afgør, om det er en t-bone eller en porterhouse. Kødet er lige mørt og velsmagende,« siger Peter Steen.

Er du usikker på, hvordan I deler en bøf, så fat mod. Det er meget enkelt, forklarer Peter Steen.

»Når bøffen er stegt, skærer I de to steaks ud på hver side af knoglen. Så ender I med en mørbradbøf og det, der hedder en New York Strip-steak i USA. Derefter skærer I de to bøffer ud i skiver og anretter dem sammen med benet på et fad, som I tager fra«.

Er du loren ved at spise t-bone, fordi du stadig kan huske de 14 år, hvor t-bonesteaken var forbudt i Danmark, så kan du bare tage det med ro, forsikrer slagtermesteren.

»T-bonesteaks blev forbudt af EU på grund af kvægsygdommen BSE også kaldet kogalskab. Men der er ingen risiko længere. Faktisk har der aldrig været et problem med BSE hos økologiske køer,« forklarer Peter Steen, der udelukkende sælger økologisk kød i sin slagterbutik.

T-Bone.
T-Bone.
Vis mere

T-bone med stegte kartofler, tomatsalat og bearnaisesauce (2 pers)


Det skal du bruge:

  • 1 stor t-bonesteak á 600 g (økologisk og krogmodnet)

Stegte kartofler:

  • 600 g små kartofler
  • 3 store skrællede rødløg
  • 100 g timian
  • Olivenolie
  • Salt/peber

Tomatsalat:

  • 1 stor håndfuld små tomater
  • 100 g pinjekerner
  • 100 g frisk timian
  • 2 store håndfulde spæde salatblade
  • Olivenolie
  • Salt/peber

Bearnaisesauce:

  • ½ dl tør hvidvin
  • 1 spsk. hvidvinseddike
  • 1 hakket skalotteløg
  • 1 spsk. hakket estragon
  • 1 æggeblomme
  • 100 g klaret smør
  • saften af en 1/4 citron
  • salt
  • friskkværnet hvid peber

Sådan gør du:
Stegte kartofler: Vask kartoflerne og put dem i en bradepande med løg, timian, olie, salt og peber. Vend det godt rundt og steg dem i en forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 1 time.

Tomatsalat: Vask tomater og salat i koldt vand, og dup det tørt. Skær tomater i halve og læg dem i en skål. Riv salatblade i grove stykker og bland salat, tomater, frisk timian med olivenolie, salt og peber. Rist pinjekerner på en tør varm pande, køl dem ned og top dem på din salat.

T-Bone.
T-Bone.
Vis mere

Bearnaisesauce: Start med at lave klaret smør. Varm langsomt smørret op i en gryde og lad det simre i 30-45 min. Tag smørret af blusset. Når smørret er delt i 2 lag – hvidt mælkestof i bunden og klart, gult fedt i toppen – hælder du langsomt det klarede smør over i en skål for sig, uden at den hvide del ryger med. Lad det klarede smør køle af. Varm hvidvinen op i en gryde sammen med hvidvinseddike, skalotteløg og halvdelen af estragonen. Reducér, til der kun er 1-2 spsk. tilbage. Passér det gennem en sigte.
Hæld det i en kasserolle placeret over et vandbad. Pisk herefter æggeblommen i. Fortsæt med at piske, til sovsen er blevet jævn og cremet. Tilsæt nu det klarede smør under stadig piskning. Smag sovsen til med citronsaft, salt og peber og resten af estragonen.

T-bone: Tag kødet ud af køleskabet 10 min. før, du skal bruge det, så det ikke er iskoldt. Opvarm ovnen til 190 grader. Sæt en grillpande af støbejern på komfuret på fuld varme. Når panden er varm, hold bøffen på højkant med fedtkanten nedad, så du får brunet fedtkanten først, og så der smelter stegefedt af til panden. Læg nu bøffen ned på panden og giv den ca. 2 min. på hver side. Stil derefter grillpanden med kødet i ovnen i ca. 8 min. På den måde får du kød, der er fint rødt uden er være gennemstegt. Skær kødet ud i skiver og anret det sammen med benet på et fad, som I deler.

T-Bone.
T-Bone.
Vis mere

Gourmandiets ejer Peter Steen
Gourmandiets ejer Peter Steen
Vis mere