Har citronfromagen været ude af dit liv, så bring den tilbage nu. Den er lysegul og let og derfor et perfekt match til forår og påske. BT’s dessertkok står bag en nem og lækker opskrift på klassikeren.

Mormor lavede den. Farmor sikkert også. Og nu også de trendy restauranter. Citronfromagen har i de senere år fået et comeback, som den lyse, gule, lette og friske dessert i den grad fortjener.

»Flere og flere restauranter har i de senere år serveret citronfromage som dessert i forskellige variationer. Så det ser ud til, at for alvor er tilbage på danskernes dessertmenu,« siger Anne Moltke Dahl, også kendt som Anne au Chocolat, BT’s dessertkok.

I hendes familie og omgangskreds har den aldrig været ude, citronfromagen. Den er ofte blevet serveret i årenes løb. Af den simple grund:

»Den er sød men dejligt forfriskende og altså en noget lettere måde at afrunde et måltid på end med en tung chokoladekage,« siger Anne Moltke Dahl.

Selvom citronfromage er lavet med husblas, som driller nogen, er det ikke en svær dessert at lykkes med, lover hun. Så længe du følger opskriften, går det ikke galt.

»Citronfromagen er ret nemt at lave og så kan den forberedes i fin tid i forvejen. Lav den gerne om morgenen, hvis den skal serveres som dessert om aftenen,« lyder rådet fra Anne Moltke Dahl.

En klassiker

Når fromagen er lavet, bringer den glæde hos de fleste.

»Citronfromagen er indbegrebet af en dessertklassiker. Den vækker ofte minder fra folks barndom. For eksempel spiste de altid citronfromage som dessert nytårsaften i min fars barndomshjem,« fortæller BT’s dessertkok, der har endnu et godt argument for, at du bør genoplive citronfromagen netop nu:

»Citronfromagens lethed og fint lysegule farve passer både godt til påskens farver og til forårsstemningen.«

Påskedessert: Citronfromage (6 pers)

  • 4 æg
  • 100 g sukker
  • ½-1 øko citron, skal
  • 4 blade husblas
  • 2 øko citroner, saft
  • 3 dl piskefløde

Pynt:

  • friske brombær
  • hvide chokoladeperler fra Valrhona

Sådan gør du:

Del æggene i blommer og hvider. Pasteuriserede æggeblommer og -hvider kan også bruges. Pisk æggeblommer, sukker og fintreven citronskal godt sammen i en skål. Brug et rivejern, der river citronskallen helt fint. Alt efter hvor skarp citronsmagen skal være, kan du vælge skallen af en halv eller en hel citron. Udblød husblas i koldt vand i 5-10 min. Vrid husblasen fri for vand og smelt husblasen i en skål over et vandbad. Pres saften af to citroner og hæld straks citronsaften i den varme husblas og rør godt, så der ikke dannes klumper. Hæld blandingen af citronsaft og husblas i æggeblommerne, og pisk mens du hælder. Stil æggemassen på køl i 5 min. Pisk æggehviderne stive i en skål, og pisk to dl af piskefløden til en let flødeskum. Vend først flødeskummet forsigtigt i æggemassen, og vend derefter forsigtigt de stiftpiskede æggehvider i. Fordel fromagen i seks portionsskåle eller glas og stil dem på køl i mindst to timer. Pisk den resterende fløde til flødeskum inden servering og pynt fromagerne med små flødeskumstoppe. Brug gerne en sprøjtepose med en tylle til dette. Pynt også med brombær, hvide chokoladeperler samt lidt mere revet citronskal.