Den danskeejede sushikæde Sticks'n'Sushi kan bryste sig af en ganske velkørende forretning efter at have åbnet en række nye restauranter i både København, London og Berlin. Nu er flere på vej.

Det skriver Finans.dk.

Ifølge mediet viser et nye årsregnskab nemlig, at Sticks'n'Sushi senest omsatte for 449 millioner kroner, og det er 6 procent mere end året forinden og 80 procent mere end omsætningen for bare fem år siden. Dermed tjener restaurantkæden igen penge, viser årets regnskab.

De gode resultater betyder nu, at kæden har i sinde at åbne nye restauranter, fortæller adm. direktør og medejer af Sticks'n'Sushi, Kim Rahbek, i en pressemeddelelse.

»Vi forfølger en klar vækststrategi og tog i 2017 endnu et skridt på den rejse, da vi med åbningen af en restaurant i Berlin gik ind på det tyske marked. Vi bruger lige nu rigtigt mange kræfter på at optimere vores driftsplatform og få de nye restauranter op at køre. Det indebærer betydelige investeringer, som selvfølgelig påvirker indtjeningen på den korte bane, men vi ser det som en vigtig investering i fremtiden.«

Sticks'n'Sushi åbnede sin første restaurant på Nansensgade i København og har i dag 11 restauranter i Storkøbenhavn, fem i og omkring London og en enkelt i Berlin. Kæden har desuden mere end 1100 mennesker ansat.