En af dessertkøkkenets hippeste kombinationer i disse år er karamel og havsalt. Men faktisk er der intet nyt i, at salt og sukker mødes. Salt er en vigtig ingrediens i alt fra Snickers til cookies og brownies.

Salt er nok ikke det første, du tænker på, når der skal laves søde sager. Men salt er en afgørende ingrediens i mange desserter, is og kager. BT’s dessertkok forklarer hvorfor:

»Når du tilfører salt til desserter eller kager, får du en mere balanceret smag, som gør, at kagen ikke fremstår helt så sød. Det gælder for desserter, der for eksempel indeholder karamel, men salt er også med til at fremhæve chokoladesmagen i både chokoladeis og chokoladekager,« siger dessertkok og chokoladeblogger Anne Moltke Dahl.

Salt kan både indgå som almindeligt salt i opskriften, men det kan også indgå som saltet smør eller saltede peanuts. Det sidste er især en kendt kombination i Snickers-baren - og går igen i den chokoladekage med karamel og peanuts, som BT’s Madskole bringer opskriften på i denne uge.

»Kagen er saltet med peanuts, men hvis det blot havde været en chokoladekage med karamel ovenpå, havde jeg også smagt karamellen til med lidt ekstra havsalt,« fortæller Anne Moltke Dahl.

Særligt saltkaramel er blevet meget populært inden for de seneste år - både i is og kager og andre desserter. Men du kan med fordel tilføje et nip salt til stort set alle kager – især dem med chokolade og nødder.

Man har dog altid puttet salt i for eksempel chocolate chip cookies og også i den klassiske brownie, fortæller Anne Moltke Dahl.

»Så salt i desserter er ikke nyt, men det er alligevel forholdsvist nyt, at saltkaramellen har opnået stor popularitet i køkkenerne hos de glade hjemmebagere rundt om i landet,« siger hun.

Det er ikke kun kombinationen af salt og sødt, der giver en god dessert. Også forskellige konsistenser er gode at kombinere, som i denne uges peanuts-karamel-chokokage.

»Knas er generelt godt til bløde og fudgy kager. Den knasende sprødhed fra peanuts tilføjer en ekstra sanselig dimension til chokoladekagen,« forklarer Anne Moltke Dahl.

Chokoladekage med karamel og peanuts (10-12 pers)

Chokoladekage:

  • 200 g god mørk chokolade
  • 200 g smør
  • 250 g sukker
  • 5 æg
  • 1 spsk mel

Karamel:

  • 160 g sukker
  • 200 ml piskefløde
  • 40 g smør
  • 100 g peanuts

Sådan gør du:

Dag 1, chokoladekage: Kagen helst skal bages dagen i forvejen, men den kan også godt laves om morgenen og blive serveret til dessert sammen aften. Hak chokolade. Smelt smør i en gryde. Tilsæt den hakkede chokolade. Rør rundt, indtil chokoladen er smeltet. Tag gryden af varmen og rør sukker i. Køl lidt af, pisk æggene let sammen og tilsæt dem lidt ad gangen i chokolademassen. Vend til sidst mel i. Bag chokoladekagen i en rund form (22 cm i diameter) beklædt med bagepapir i ca. 25 min ved 180 grader varmluft. VIGTIGT: Kagen skal føles lidt ubagt. Den sætter sig til dagen efter. Opbevar den på køl indtil servering.

Dag 2, karamel: Smelt sukker til en lysebrun karamel i en stor tykbundet gryde, så sukkeret ikke ligger i et alt for tykt lag. Opvarm imens fløden i en anden gryde eller i en skål i mikrobølgeovnen. Tag sukkeret af varmen, tilsæt den varme fløde og rør for fuld kraft imens – brug gerne et piskeris for at undgå sukkerklumper. Tilsæt straks smørret derefter og rør godt rundt. Tilsæt til sidst peanuts og lad karamellen køle af. Opbevar den på køl i en lille times tid, til den tykner let. Så er den nemmere at styre på kagen.

Anretning: Fordel karamellen på kagen og server den straks eller opbevar den på køl, til den skal serveres. Kagen er perfekt til eftermiddagskaffen eller som dessert sammen med en kugle god vaniljeis.