Jordbær skal spises med chokolade, mener BT’s dessertkok og chokoladeekspert. Så skynd dig ud og køb de friske danske jordbær, der er i butikkerne lige nu. Du kan bruge dem til is, tærte og mousse – alt sammen med chokolade naturligvis.

Der er sommersøde danske jordbær på markerne og i butikkerne lige nu. Husk nu at nyde dem, mens de er her, lyder opfordringen fra BTs dessertkok Anne Moltke Dahl, der i denne uge giver dig opskriften på en klassiker: Jordbærtærten.

»Danske jordbær er nemme at få fat i lige nu. De kan spises på mange måder, men de får for alvor lov at brillere - både visuelt og smagsmæssigt - i en jordbærtærte,« mener hun.

Jordbær kan spises som de er, for eksempel med fløde på. Men som chokoladeekspert er Anne Moltke Dahl ikke i tvivl om, hvad der klæder jordbær rigtig godt.

»Jeg er vild med at toppe min chokolademousse med friske jordbær. Eller at komme hakket mørk chokolade i jordbærisen for eksempel. Og ja, så er det altid lækkert at dyppe jordbær i smeltet chokolade«.

Når jordbær og chokolade er en klassiker sammen, er det fordi, at jordbærrets sødme passer rigtig godt sammen med den intense chokoladesmag. Det gælder også, når jordbær og chokolade kombineres med jordbærtærtens andre lækre smagsindtryk.

»Jordbærtærte består af en smørsprød mørdej, aromatisk mazarinfyld, et lag mørk chokolade og en silkeblød kagecreme. Samt selvfølgelig masser af jordbær på toppen. Det er bare en fantastisk kombination,« siger Anne Moltke Dahl, også kendt under sit bloggernavn Anne au Chocolat.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Selvom jordbærtærte består at tre opskrifter i én – du skal både lave mørdej, kagecreme og mazarinbund – er det ikke svært, lover hun:

»Det er ikke spor kringlet at lave, hvis bare du følger opskriften«.

Ugens opskrift på jordbærtærte hylder alt det velkendte ved dessertklassikeren – men skiller sig også lidt ud i detaljen. For eksempel er de fleste jordbærtærter lavet med et lag gelé på toppen. Men:

»Det har jeg aldrig været fan af. Jeg synes, at det fjerner for meget fokus fra jordbærrene - både visuelt og smagsmæssigt,« forklarer Anne Moltke Dahl, der også har lavet en tilføjelse::

»De fleste bruger en almindelig kagecreme. Men jeg synes, at cremen bliver lige det friskere og luftigere, når man vender lidt letpisket flødeskum i til sidst«.

Anne au Chocolats jordbærtærte (6-8 pers)

Mørdej:

  • 140 g mel
  • 40 g flormelis
  • 1 knivspids salt
  • 70 g smør, koldt
  • 1 æggeblomme

Mazarinfyld:

  • 60 g marcipan
  • 50 g sukker
  • 50 g smør, blødt
  • 1 æg
  • 1 spsk mel

Kagecreme:

  • 180 ml sødmælk
  • korn af 1 vaniljestang
  • 2 æggeblommer
  • 15 g maizena
  • 50 g sukker

Ekstra:

  • 70 g god mørk chokolade
  • 1 dl piskefløde
  • 1 bakke danske jordbær

Sådan gør du:

Mørdej: Kom mel, flormelis og salt i en røremaskine. Skær det kolde smør i små tern, og kom det i røremaskinen. Rør indtil det ligner revet parmesan. Saml hurtigt dejen med æggeblommen til en kugle. Dæk dejen til, og lad den hvile på køl i 30 min. Rul den ud mellem to stykker bagepapir og kom den i tærteformen (20 cm i diameter).

Mazarinfyld: Riv marcipanen på et rivejern og rør godt sammen med sukker. Tilsæt derefter smør og dernæst æg. Vend til sidst mel i. Fordel mazarinfyldet på tærtebunden og bag tærten ved 175 grader varmluft i ca. 25 min., indtil den er fint gylden. Køl den af på en bagerist.

Kagecreme: Varm mælken op til kogepunktet sammen med vaniljestangen, som du har tømt for vaniljekorn. Pisk æggeblommer godt sammen med sukker, vaniljekorn og den sigtede maizena. Fjern vaniljestangen og hæld mælken over i æggemassen og pisk godt imens. Hæld cremen tilbage i gryden, og kog det godt sammen under kraftig piskning, til cremen tykner. Hæld cremen over i en skål, og køl den af. Dæk skålen med film og opbevar den på køl i en times tid inden brug.

Samling af tærten: Smelt den mørke chokolade i vandbad i en gryde eller i mikrobølgeovnen ved medium effekt. Rør i chokoladen undervejs. Fordel den smeltede chokolade på den afkølede tærte, og lad chokoladen størkne. Pisk fløden til skum og pisk kagecremen op med en elpisker, så den bliver dejligt cremet og silkeblød igen. Vend forsigtigt fløden i kagecremen. Fordel cremen oven på laget af chokolade. Pynt tærten med jordbær, og lad den gerne sætte sig en times tid på køl inden servering, men den kan også sagtens nydes med det samme.