'Bone's Restauranter er amerikansk BBQ efter alle kunstens regler,' skriver den populære danske restaurantkæde på sin hjemmeside. Men det er Politikens madanmelder bestemt ikke enig i.

I sin anmeldelse 'Bone's serverer elendig mad til utrolig mange penge' saver Joakim Gundahl Bone's midt over og kvitterer med et hjerte ud af seks - og det til trods for at konceptet med at servere masser af kød, fritter og softice ifølge anmelderen burde være ret så skudsikkert.

»Bare spise kød og softice, som var det sidste dag på dødsgangen. Hvor galt kunne det gå? Så galt, at vi ikke gad spise op. Som sultne hyæner, der lader kadaveret ligge,« skriver han blandt andet i anmeldelsen af Bone's restaurant på Amagerbrogade i København.

Bone's på Amagerbrogade i København, som anmelderen besøgte. Vis mere

Restaurantkædens 'Giant Fries' smagte ifølge Joakim Grundahl af 'den luft, der måtte være tilbage i kernens kompakte masse af melet kartoffel'. Aioli-dippen var 'syntetisk' i smagen. Kyllingebrystet med vinge kalder madanmelderen 'tørt og fersk', mens oksespidsbrystet var 'reduceret til en knastør knude af kød'. Bearnaisesovsen smagte ifølge Joakim Grundahl så kunstigt, at den mindede ham om en 'kemitime uden frikvarter'.

Regningen for madanmelderen, hans kæreste og deres datter løb op i 1.284 kroner - og til den pris skal man ifølge Joakim Grundahl kunne forvente en helt anden kvalitet, end det den populære restaurantkæde bød på.

Kun betjeningen og softicen får positive ord med på vejen af den kritiske anmelder.

Den første Bone's åbnede i 1990 i Herning, og siden har kæden haft enorm succes. I dag er der 23 Bone's-restauranter over hele Danmark og en enkelt i Grønland.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Bone's' direktør, Jan Vinther Laursen.