Den kendte influencer og youtuber Astrid Olsen har netop udgivet en vegetarisk kogebog - nu reklamerer hun også for kødpålæg fra K-salat. 

I videoen på Instagram kan man se Astrid Olsen lave mad med kyllingesalat, hønsesalat og æggesalat. 

Men det er ikke et problem, mener Astrid Olsen selv.

»Jeg spiser vegetarisk. Jeg har altid spist æg, trods min vegetariske kost. Det er forskelligt fra vegetar til vegetar, hvad man gør dér. Så jeg spiser naturligvis æggesalaten fra K-Salat,« skriver influenceren i en besked til B.T. 

Hun påpeger, at hun i sin vegetariske kogebog, 'Kogedagbog', også informerer om, at hun nogle gange spiser kød. 

»Derudover skriver jeg i min kogebog, at hvis jeg har lyst til at smage på retter med kød, gør jeg det – jeg er ikke hellig omkring det.« 

Ifølge Astrid Olsen gør hun det også klart i sin reklame, at produkterne også bruges til de venner, der besøger hende. 

Alligevel er der følgere af influenceren, der spørger ind til, hvordan reklamen giver mening, når hun ellers fortæller, at hun er vegetar. 

»Mit budskab med min vegetariske kost er netop, at du ikke skal være ultra hellig omkring det. Det er ikke realistisk for rigtig mange mennesker – så giv dig selv lidt plads til ikke at være perfekt. Det er jeg sgu heller ikke,« forklarer hun. 

Astrid Olsen er glad for kampagnen. 
Astrid Olsen er glad for kampagnen.  Foto: Henning Hjorth/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men kan du forstå, at der er nogle, der opfatter det som hyklerisk, at du reklamerer for kødpålæg, når du er vegetar?

»Jeg forstår det i og med, at vi mennesker elsker prædikater. Men altså, at jeg skal kaldes hyklerisk, er lig med uoplyst i mine øjne. Kig nu indad i stedet for og tænk over, hvor mange gange du har smidt plastik i din restaffalds-spand, eller hvor vegetarisk du selv lever? Det hele er sgu cool i mine øjne. Lad os nu heppe på hinanden i stedet for. Det tror jeg er vejen frem.« 

Jeg kan se, at de fleste spekulerer i, om det er grundet en god sponsoraftale – en god betaling – at du nu vælger at reklamere for kød? 

»Du kan jo også spørge mine andre kollegaer, hvad de er blevet betalt – jeg er blevet betalt det, jeg skal for mit arbejde. Og jeg har sagt ja fordi jeg reelt synes, det var en superfed kampagne.« 

»Jeg tror snart det hører til middelalderen at tro, man kan købe influenceres holdninger ved at vifte et stort pengebeløb foran vores næser. Hvis jeg gjorde det, og havde gjort det, så havde jeg ikke haft en karriere – netop fordi det bliver set ned på, naturligvis.« 

Astrid Olsen tilføjer, at hun ikke selv er blevet gjort opmærksom på kritik af sin reklame.