Musiker Tomas Raae er om nogen hverdagsekspert ud i den sammenbragte familie. Han har fire børn med tre forskellige kvinder og navigerer uge efter uge i logistik, eks'er og madplaner. Vi har bedt om hans gode råd til dem, der går med familie-fusionsplaner.

»Hold da kæft! Det er da vildt nok.«

Den sætning falder hver eneste gang, han i en samtale er nået til, hvor mange børn han har.

Fire børn med tre forskellige kvinder er facit.

Tomas Raae er så vant til reaktionen, at han har indøvet nogle standardformulerede svar, som han sætter på repeat.

»Folk møder mig altid med en forestilling om, at mit liv er mega hårdt. Folk har ondt af mig. Men det skal de ikke have. Jeg kender én, der har syv børn. I forhold til hende har jeg det faktisk let.«

Tomas Raae er min ven. Jeg har kendt ham længe og har fra sidelinjen set, hvordan hans liv har udviklet sig med det ene barn efter det andet, eks-kone, eks-kæreste og pap-børn.

Lad os lige ridse det op: I dag bor han sammen med Kamilla, som han har etårige Agnes Cecilie med. Det er deres lejlighed på Nørrebro, vi mødes i.

I den er der et værelse til Max Emil på syv år og Maia Pil på fire år, som han har fra et tidligere ægteskab med Sara. Der er også et værelse til 13-årige Mina My, som han i sin tid fik sammen med Matilde.

Ude i stuen står den store kontrabas og de andre strengeinstrumenter, han som musiker og komponist lever af at spille på.

Det stort sammenbragte liv med dig, mig og alle vores børn synes han altid at have navigeret ret utvungent og tjekket i.

Derfor ringer jeg på denne dag i februar for at få hans gode råd til, hvordan man som moderne menneske overlever familieformen.

Jeg konfronterer ham først med en klumme skrevet af kultur- og debatredaktøren på denne avis, hvori budskabet er, at »sammenbragte familier er helvede på jord«. Er det sandt?

»Det handler ekstremt meget om ens indstilling. Det lyder lidt hippieagtigt. Jeg har altid tænkt det som en mulighed for, at man lærer mere om sig selv. Man bliver presset ud i krogene, men man vender også stærkere tilbage. Set i det lys er den sammenbragte familie ikke helvede på jord. Den er lærerig at være i. Jeg fik selv Mina med Matilde, som i forvejen havde Alma. Det var ikke svært for mig at favne hende og jeg ser hende stadig.«

Han vil godt erkende, at han bruger mere tid på logistik, når han den ene uge skal hente fire børn på fire forskellige skoler og institutioner i det indre København. To timer bruger han på den disciplin.

Spontanitet er der heller ikke meget af. Sommerferien og alt det andet bliver med hård hånd planlagt allerede før jul, så alle parter er glade.

Ellers insisterer Tomas på, at hans liv ikke er så meget anderledes end eksempelvis mit eget med to mindre børn og mand.

Gennem årene har jeg undret mig over, hvordan det er lykkes for ham at bevare roen i det, der udefra synes at være et kaotisk liv med fire børn og tre mødre.

Ja, der er dage uden meget søvn. Ja, der er få penge med mange munde at mætte, siger han.

Han ser bare ikke delefamilien som en væsentlig hårdere tilstand at være i end den oldschool kernefamilie.

»Jeg ved godt, at det lyder totalt utroværdigt. De fleste omkring mig tænker måske, at det må være et opslidende liv. Jeg har det helt oprigtigt sådan, at antallet af børn ikke betyder det store. Om du skal bage boller til ét barn eller fire børn, går ud på ét. Selvfølgelig er der meget arbejde i at have fire børn. Det kan bare også være vanvittigt at have ét barn, fordi det fylder så meget i ens hoved. Mit store privilegium er, at jeg ikke har tid til at være konstant navlepillende. Jeg ved, at jeg er en god forælder.«

Det fleksible liv får det til at gå op

Det havde ikke været muligt at få det her liv til at fungere, hvis Tomas havde haft et corporate-job fra klokken otte til 18.

Det er også det fleksible liv som musiker, der får det hele til at gå op. Hans egne forældre byder ind med pasning af børnene og relationen til eks'erne er god. Alle hverdage kører også efter et stramt, tilrettelagt system.

»Jeg er vant til, at der er tre kvinder med i puljen, og bag ved dem er der også nogle nye kærester, der måske også har børn. Det bliver til mange mennesker, men jeg er så rutineret i det, at jeg ikke tænker over det. Jeg kan godt høre, at mit liv lyder fuldstændigt sindssygt. På en eller anden måde fungerer det bare,« griner han til mig.

Hvis der her ved spisebordet og kaffekopperne sammen med os også sad et nyforelsket par med børn på hver sin side, ville Tomas give dem det gode råd at opsøge en parterapeut, inden kærligheden fik ny postadresse på en fælles, ny matrikel.

»Jeg ville klart bruge nogle penge for at få snakket nogle ting igennem hos sådan én, inden man kaster sig ud i familieprojektet. Man kunne få talt de potentielle udfordringer igennem inden og blive enige om, hvad det kræver. Sådan en slags god, gammeldags forventningsafstemning.«

Det andet gode råd er, at man finder et sted med plads. Banalt ja, men stadig vigtigt. Børn og voksne skal have mulighed for at lukke døren ind til deres eget. Uagtet kvadratmeterantallet.

Det tredje gode råd er, at de voksne under hinanden noget, der er vigtigt for dem hver især. Sove længe søndag, gå ud tirsdag eller trække vejret alene på en gåtur.

Hvad gør man, hvis den anden har et barn, som man ikke kan med?

»Jamen, det sker jo. Man skal tage en dyb indånding og huske på, at man ikke er barnets forælder. Du kan træde ind i deres liv som en cool legeonkel eller en slags voksenven. Gør dig selv den tjeneste at have interesse i børnene og forsøg at forstå deres verden. Det kommer man langt med. Man skal ikke byde ind på at være en slags ny mor eller far.«

En følelsesmæssig udfordring

Fra onsdag til onsdag i den ene uge har han Max Emil og Maia Pil. Torsdag eftermiddag til tirsdag eftermiddag kommer Mina.

De uger, hvor han kun hører Agnes Cecilies barnestemme, er stadig den største følelsesmæssige udfordring.

De uger lukker han døren ind til særligt de to mellemstes værelse, så han ikke bliver mindet om deres fravær.

Tomas var helt børnefri den ene uge og farmand for fuld skrue i den anden, før den mindste kom til verden. Den skizofreni føltes alt for stor, og i dag er han glad for, at Agnes Cecilies små, buttede ben skaber mere ligevægt i ugerne.

»Den dag, hvor børnene tager afsted og den dag, hvor de ankommer, er altid overvældende. Det er en stor del af ens liv, der pludselig er væk. Jeg savner mine børn. Det hele føles lidt mere meningsløs og ligegyldigt i de uger uden dem. Det er jo rart at tage sig tid til en kop kaffe, men den kop kaffe er egentlig ikke vigtig. Omvendt går man fra nul til hundrede på en halv time, når de er her, hvor det vælter ind med flyverdragter og madkasser.«

Hvis nogen i sin tid havde ridset et liv op for ham med fire børn og tre forskellige kvinder, ville Tomas nok ikke have troet på det. Han er selv skilsmissebarn og pendlede mellem mor og far i to forskellige kollektiver på samme tid.

En barndom, der ifølge ham selv har givet ham en næsten uhyggelig tilpasningsevne og et dybfølt ønske om at skabe en stabil kernefamilie med én kvinde.

»Helt sådan blev det ikke. Jeg voksede selv op i de lange brysters land og skulle forholde mig til en hel masse voksne i kollektiverne. Det har jeg trods alt forskånet mine børn for. Jeg anstrenger mig meget for at fortælle mine børn, hvad der helt ærligt foregår inde i mig. De skal ikke gætte sig til en masse. De skal ikke bruge den samme tid på at analysere de voksne – på samme måde som jeg gjorde det.«

De bistre dyk er, når der opstår konflikter. Han kan være uenig med særligt moren til sit ældste barn om opdragelsen og der har været hårde diskussioner undervejs. Det har lært ham, at en sejr ikke er at få sin  vilje. Sejr er, når forældre står sammen.

»I store, brede træk har vi dog alle været enige om børnenes liv. Mine eks'er er gode til at hjælpe, når det hele er ved at brænde på. Vi hjælper hinanden.«

Den der »Hold kæft, hvor er dit liv vildt!«-reaktion, når han fortæller andre mennesker om antallet af børn, kan til tider godt krybe under huden.

Vi er jo primært interesseret i egne behov

Et blik udefra, der stempler ham som en kliché: Musikeren, der har fire børn med tre forskellige kvinder.

En kliché, han i praksis lever langt fra i det veltilrettelagte liv med madplaner og fælles kalender, der er hans, lyder det.

Kaffen er drukket, klokken nærmer sig tre om eftermiddagen, og lige om lidt skal han ned på gaden for at låse Christiania-cyklen op og hente lille Agnes Cecilie i vuggestuen.

Jeg spørger ham om, hvor duelig vores generation egentlig er til at indgå i en sammenbragt familie. Os, hvoraf mange er vokset op som skilsmissebørn.

»Generelt er vi jo primært interesseret i egne behov. Jeg kender både til gode og dårlige eksempler med sammenbragte familier, og når det er gået galt, er det altid på grund af indstillingen. Man skal ikke gå ind i det og sige til sig selv: Hvad tager det her fra mig? Man skal i stedet spørge: Hvad giver det her mig som menneske? Hvis man ser sådan på livet, kan man jo faktisk holde ud at være i de fleste situationer.«