Tivoli havde sidste år den bedste sommer- og julesæson nogensinde, når man ser på resultatet.

På trods af en rekordvåd sommer havde Tivoli en omsætning sidste år, der var højere end nogensinde før.

Forlystelsesparken omsatte for mere end 1,2 milliarder kroner.

Det viser Tivolis årsregnskab for 2023.

Derudover slog forlystelsesparken også flere omsætnings- og resultatrekorder i løbet af året. Blandt andet havde Tivoli den bedste sommer- og julesæson, når man ser på resultatet.

På bundlinjen havde Tivoli et overskud på 86,3 millioner kroner.

Susanne Mørch Koch, der er direktør i Tivoli, glæder sig over årsregnskabet.

- 2023 blev et år med besøgsvækst og finansielle resultater, der dels vidner om et Tivoli i fremgang, dels muliggør omfattende og nødvendige investeringer i både Tivolis brede kulturudbud, vedligehold og i udvikling af nye tiltag til glæde for Tivolis gæster, siger hun i en pressemeddelelse.

Sidste år var der over 4 millioner besøgende gæster i Tivoli. Det svarer til en stigning på fem procent sammenlignet med året forinden.

I år regner Tivoli med at få en omsætning på 1,2 milliarder kroner og et resultat på linje med sidste år.