Chokolade, blomster og røde romantiske hjerter. En gruppe mænd har fået nok af den pussenussede Valentines Day 14. februar. Som modstykke har de derfor indført den 14. marts som mærkedag for mændene, og her er der hverken stearinlys eller kærlige kort på programmet.

Konceptet er opstået i USA som ’Steak and Blowjob Day’, men er i Danmark kendt som Bøf og Blowjob-dag. Som navnet antyder, skal kvinderne denne dag servicere deres mænd med store røde bøffer og blowjobs.

På de sociale medier prøver flere forskellige grupper at udbrede kendskabet til mærkedagen. En af dem er restauranten BØF i København, der har et opslag på Facebook for at gøre opmærksom på dagen.

Facebookgruppen ‘Bøf og Blowjob en helligdag for mænd!’ har knap 3.000 medlemmer og et klart formål: ‘Lad os stå sammen som mænd og kræve, at vi engang for alle får indført en dag, vi kan huske!’

Forsker væmmes

Kønsforsker ved Roskilde Universitet Karen Sjørup kender ikke til konceptet, men synes, det lyder ‘ganske afskyeligt’.

»Det lyder næsten lidt luderagtigt, at kvinden på den måde skal betjene manden. Det er dybt mandschauvinistisk, at mænd føler behov for at hævde sig selv på denne måde,« siger hun:

»Jeg ser det som et forsøg på at genoprejse urmanden. Vi oplever i disse år, at nogle mænd føler trang til at hævne sig på selvstændige kvinder, der kan det meste selv. Det er et ynkeligt udtryk for selvdyrkelse og ikke en måde at opnå et jævnbyrdigt forhold.«

At Bøf og Blowjob-dagen er en amerikansk opfindelse, kommer ikke bag på Christian Groes, der er antropolog og kønsforsker ved Roskilde Universitet.

I USA lever ‘drengerøvskulturen’ i bedste velgående, og kønsrollerne er typisk mere stereotype: kvinder vil have kærlighed, mænd vil have sex.

»Hvis man kigger på high school-macho-sports-kulturen i USA, er det manden, der er den udøvende krop, som skal markere sig og tilfredsstilles. Pigen skal derimod stå til rådighed som cheerleader,« siger han.

Mærkedagen er dog ikke noget, der vil vinde indpas i Danmark, mener Christian Groes:

»Det er ikke noget, tilnærmelsesvis veludannede segmenter vil tage til sig i Danmark. Kønsrollerne er meget mere nuancerede her, og langt de fleste vil synes, det er plat. Det vil jeg næsten garantere,« siger kønsforskeren.