Annegrethe Rasmussen om at luge ud i ukrudtet og dyrke de vilde blomsterbede – også på nettet.

KLUMME: Forleden dag løb jeg ind i en gammel veninde på gaden i USA. ­­Det måtte fejres på en fortrinlig belgisk chokoladecafe i nærheden. Der sad vi så, og selvom vi sidst sås for tre-fire år siden, var der ikke behov for den store opdatering, for både hun og jeg er generøse med at opdatere på Facebook om såvel vort professionelle liv, som hvad vi foretager os privat. Så vi talte både om mere private sager og dykkede ned i emner, som har vores faglige interesse, herunder sociale medier, hvor Danmark har rekord: 3,3 millioner danskere har en facebookprofil, og det er populært at slå løs på netop den debat, der foregår her.

LÆS OGSÅ: Kvinder, livet stopper ikke ved de 40

Groft sagt lyder kritikken enten at tonen er alt for hård, perfid og grov, og at Facebook gør én både miserabel og mere bekymret, end man var, før man tændte for skærmen. Eller også det stik modsatte: at tonen er alt for pyssenysset og ­ligegyldig. En strøm af kattevideoer, babybilleder og perfekte middagstallerkner ­konkurrerer med løbebilleder og glade børn i skovkanten. En tidssluger af de helt store, som gør alle lidt dummere. Det diskuterede vi lidt og kom så frem til en modsat konklusion, som jeg gerne vil dele med ALT for damernes læsere. For I er gode til at reflektere over tingene, ved jeg fra de spændende mails, som jeg ­modtager fra mange af jer.

Så voila: Facebook er en have, som skal passes. Man skal luge benhårdt ud i ukrudtet, og det kræver knofedt på digital maner. De mennesker, der sviner andre til, skal man bede holde op, og hvis de ikke makker ret, skal de ud af din digitale vennekreds. Det betyder ikke, at du kun skal have facebookvenner, som du er enig med. At leve i et digitalt ekkokammer er nøjagtig lige så kedeligt, som det lyder. Jeg elsker selv debat, kritik og meninger, der brydes. Det skal bare ske med udgangspunkt
i holdninger.

Men hvad så med alle dem, der kun bruger deres Facebook til opdateringer om sovseopskrifter, løbetøj eller lille Antons kolik? Her skal du benytte dig af de ret fintunede sorteringsmekanismer, som Facebook stiller til din rådighed, men som mange ikke bruger. Du kan nemlig dele dine venner op i grupper: Du kan have "nære venner", som du vælger at følge – så ser du alt. I den anden ende af spektret har du de venner, som du anbringer i gruppen af "bekendte". Det er folk, du ­ikke følger, men som gerne må ­være med inde på din side og kommentere og ­følge dig – du følger blot ikke med hos dem. Og vær kun rolig. De kan ikke se, at du har anbragt dem i den kasse.

Fordelen for dig er, at I forbliver venner, men du ser ­aldrig deres kedelige opdateringer. I mellemkategorien befinder resten af dine ­venner sig. Det er standardindstillingen på ­Facebook, og der behøver du ikke selv foretage dig noget. Lyder det lidt omstændeligt? Måske – men gevinsterne er enorme. Du får en vedkommende, farverig debat. Og du ­forbliver opdateret om mennesker, der betyder meget for dig, men som du ­ikke har mulighed for at se ofte. For mig som udlandsdansker har Facebook betydet, at jeg er mere velorienteret om både ­danske samfundsforhold og mine venners liv, end da jeg selv boede i Danmark tilbage i 2002. Så herfra skal der lyde en stor tak til Mark Zuckerberg og co. Jeg har ­intet imod at være ude med riven som modydelse.

LÆS OGSÅ: "Mange af os lever et firkantet konformt liv præget af småborglige principper"

LÆS OGSÅ: "Jeg nægter at tæmme min lyst"

LÆS OGSÅ: 7 mænd jeg under ingen omstændigheder vil date

Artiklen er oprindelig bragt på alt.dk