21-årige Nicklas Vincent har været spillefri siden februar i år.
Det gibber ikke lige så meget i ham længere at spille, men når han taler med personer, der stadig gambler, er der én bestemt følelse, der rammer ham.
Misundelse.
»Jeg ved, at der stadig er nogen, der kan se det som et underholdende produkt. De kan smide 50 kroner og tabe og sige ‘det var det.’ Det ville jeg rigtig gerne have kunnet. Det har jeg kæmpet for flere gange,« fortæller han.
Men ligesom rygere ikke altid kan holde cigaretterne til fester, så kan Nicklas heller ikke bare spille for sjov.
For den unge mand har haft en hverdag, der udelukkende handlede om spil. Og det har han netop beskrevet i bogen 'Ludoman – Alt på spil' sammen med Marcus Mossalski.
De vil sætte fokus på sygdommen og være et spejlbillede for andre unge, der er på vej ned af samme rute.
Gymnasisegambling
Ludomanforeningen skriver på deres hjemmeside, at personer under 25 år med spilleproblemer var cirka syv procent i 2009. I 2020 var andelen steget til 48 procent.
Det er altså gået stærkt, når det drejer sig om unge mennesker, der bliver afhængige af spil. Og her spiller gymnasiet en central rolle for Nicklas.
»At komme ind i klassen i gymnasiet, var ligesom at komme ind på et kasino,« skriver han i bogen.
Det var et fællesskab, som næsten alle drengene var en del af. Du var en konge, hvis du vandt. Men du var næsten også adelig, hvis du tabte et større beløb – for så var du modig.
»Man taber, men så går der ikke lang tid, før man vinder igen. Og bliver forelsket i spillet på ny,« fortæller han.
Drengene sad på den bagerste række i undervisningen med deres computere fremme, som resten af klassen. Forskellen var bare, at de ikke sad inde på Lectio eller tog samfundsfagsnoter. De sad på spillesider.
I starten var det mindre beløb, som blev gamblet væk, mens engelsklæreren stod og underviste. Men der gik ikke længe før, at flere tusinde kroner kunne være væk inden frokostpausen.
De gejlede hinanden op i skolen. Det skulle være vildere og større beløb. Der var flere gange, hvor han blev nødt til at låne flere tusinde kroner fra sine klassekammerater for at kunne spille videre.
Der gik heller ikke lang tid, før spillet skulle med hjem. Det var ikke nok kun at få et fix mellem klokken 8 og 15.30. Han blev forelsket i spillene.
»Jeg fik et særligt forhold til de her kasinospil. Forskellige oplevelser – både positive og negative – gjorde, at jeg blev ved med at vende tilbage til dem,« fortæller Nicklas, og tilføjer:
»De har jo deres helt egne layout og melodi, som tilfældigvis rammer min smag. Det er grunden til, at nogle spil siger mig mere end andre.«
Han beskriver, hvordan de her spil blev som hans bedste venner. Han huskede kun de gode oplevelser, de mange sus og adrenalinkicksne.
Prisen for fællesskab
Kort tid efter at Nicklas blev 18 år, sad han på sit drengeværelse og gamblede i et af hans yndlingsspil. Og endda på sin egen konto, som han havde glædet sig mere til at få, end han havde glædet sig til lovligt at kunne købe en øl.
Han vandt 24.000 kroner på en udenlandsk hjemmeside.
Da han dukkede op i skolen dagen efter, havde rygtet hurtigt spredt sig. Drengene klappede ham på skulderen. Folk, han aldrig havde udvekslet et ord med, kom forbi og lykønskede ham. De ville have opskriften til succesen.
Han blev pludselig set og anerkendt af sin omgangskreds. Noget han aldrig var blevet før. Han blev populær.
Men prisen for fællesskabet var altså stor. Nicklas tænkte ikke på andet end at spille. Han forsøgte flere gang at få bugt med sin afhængighed selv ved at melde sig ind i Rofus, der er Spillemyndighedens register over frivilligt udelukkede spillere. Når man er med i Rufus, kan man derfor ikke spille på danske hjemmesider eller i kasinoer.
Det kunne ikke holde ham tilbage fra at gamble alligevel. Han lånte en konto af en ven eller spillede på ulovlige hjemmesider for at få sit fix.
»Jeg var jo dagligt omgivet af ludomaner, der forstod hvorfor jeg havde brug for et fix. Det var ofte nemt at låne en konto fra en klassekammerat velvidende om, at jeg var tilmeldt Rofus i forsøget på at afdæmpe mit spilforbrug,« forklarer Nicklas, og tilføjer:
»Det var en del af miljøet. Vi kunne også få noget ud af at se på hinanden spille. Det gav stemning og fællesskabsfølelse.«
Det det var allerværst, kunne Nicklas ikke engang gå i bad uden at have et spil igang. Han blev nødt til at indbetale penge, vælge en maskine og sætte det i gang, før han kunne vaske sit hår.
Men erkendelsen af afhængigheden skulle komme en dag. Og det skete altså efter, han så en YouTube video med Marcus Mossalski i. Han kunne nemlig nikke genkendende til alt, der blev fortalt i videoen. Nicklas var også ludoman.
Nicklas er i dag spillefri, men mange af hans kammerater spiller stadig. Nogle af dem spiller ‘mere end, hvad godt er.' De fleste af dem startede med at spille i gymnasiet.
Gymnasiegambling er blevet et fast indslag for mange unge, særligt drenge, gennem skoletiden. Det er fællesskabet og stemningen, der gør, at de bliver ved. Nogle kan godt håndtere det og spiller en enkelt gang eller to, andre falder i. Ligesom Nicklas gjorde.
Ludomaniforeningen anslår, at 155.000 danskere mellem 18 og 74 år havde et problem med spilafhængighed i 2022 i mere eller mindre grad. De skriver også på deres hjemmeside, at cirka 48 procent af ludomaner det samme år i Danmark var under 25 år.
