Medarbejderne hos DR Nyheder har tirsdag eftermiddag fået at vide, at 49 stillinger vil blive nedlagt.

Det skriver Fagbladet Journalisten.

Ifølge Journalisten vil 20 til 25 af de 49 stillinger komme som afskedigelser.

Der vil også være nedlæggelser af 40 til 45 stillinger hos DR Kultur, Børn og Unge. Om der vil være afskedigelser der, nævner mediet ikke.

Flere anonyme kilder siger til mediet, at den 6. september vil blive dagen, hvor ledelsen fortæller medarbejderne, om de skal afskediges eller ej.

Medarbejderne hos DR Nyheder og DR Kultur, Børn og Unge har netop fået beskeden på to forskellige stormøder, hvor de er blevet briefet om 'aktuelle udfordringer ved den digitale omstilling', lyder det fra Journalisten.

Strategiplanen for den digitale omstilling går ud på, at DR skal omstille sig til medieforbruget, der i højere grad er gået fra at se flow-tv til, at flere lytter til podcast, får nyhederne digitalt og streamer deres tv.

Nyhedsdirektør i DR, Sandy French, har ifølge Journalisten fortalt medarbejderne, at der i fremtiden skal investeres mere i DR Lyd og DR TV.

'Sammen om det vigtige', kaldte man strategien, da den i sin tid blev præsenteret. Det betød, at flere medarbejdere blev rykket.

Maria Rørbye Rønn, som er DRs generaldirektør, fortalte den gang, at strategien ikke ville resultere i afskedigelser.

Der skal nu ifølge Journalisten bruges flere digitale designere, kodere og it-udviklere for at nå mod den digitale omstilling.