'Man skal ikke pille ved noget, der allerede fungerer, som det er,' sådan skriver en på Facebook.

Sådan er det dog ikke for fastfoodkæden McDonald's.

Fra i dag har burgerkæden nemlig lanceret ændringer på blandt andet to af de helt klassiske burgere: Cheeseburgeren og Big Mac.

Ændringer, der kommer, fordi fastfoodkæden mente, det var tid til en opdatering af deres klassikere – og det var nu.

Men hvad er det, der bliver ændret?

»Vi steger bøfferne lidt anderledes – blandt andet kommer løgene på under stegningen. Og så har vi forbedret opskriften på burgerbollerne. Flere små ændringer, der tilsammen skal løfte kvaliteten,« skriver Marie Hürdum, markerintgsdirektør hos McDonald's, til B.T.

Valget faldt på de to klassikere, fordi begge indeholder bøffer, der fra tirsdag bliver stegt anderledes og blandt andet har Big Maccen den klassiske burgerbolle med sesam.

Kæden anerkender dog, at man skal træde varsomt, når de kommer til klassikere.

»Man skal altid tænke sig godt om, før man ændrer på en klassiker,« skriver hun.

I 2004 fik den opsigtsvækkende dokumentar 'Super Size Me' – hvor dokumentarens instruktør Morgan Spurlock spiste McDonald's i 30 dage – premiere og satte fokus på, hvor meget kædens mad påvirkede Spurlocks fysiske og psykiske helbred.

Derfor kunne man også fristes til at spørge, om ændringerne betyder en sundere burger.

Og her lyder svaret: »Nej«.

Da lanceringen først er kommet tirsdag, har kæden endnu ikke fået mange reaktioner fra deres kunder. Men overordnet har modtagelsen indtil videre været positiv, lyder det fra Marie Hürdum.

På Facebook er kunderne dog ikke helt op at ringe.

'Synes faktisk kun, at Cheeseburgeren er blevet dårligere gennem årene,' skriver en.

'Man skal ikke pille ved noget, der allerede fungerer, som det er,' skriver en anden.

Fastfoodkæden forstår godt de mange kunder holdninger – men understreger, det blot er kvaliteten som er øget.

»Rigtig mange danskere har i mange år elsket vores klassikere. Men vi stoler på, at de vil kunne lide vores ændringer. Vi har ikke ændret i smagen – blot understreget dem, øget kvaliteten.«