Det er ikke alle, der er lige begejstrede for Grøn Koncerts nye pantsystem.

For der er flere, der har misforstået de nye pantregler og er blevet både skuffede og rasende over over den turnerende endagsfestivals pantudbetaling.

En af dem er den 37-årige forretningsudvikler Louise Hartmann.

Hun var torsdag sammen med sin kæreste taget til Grøn Koncert i Tårnby.

Her drak og fornøjede de sig og gemte alt deres pant til sidst.

Men da panten skulle indleveres, blev parret noget overraskede over, at de så ikke fik de 20 kroner tilbage for kander og 5 kroner for glas, de havde betalt i pant, men i stedet kun 2 og 1 krone.

»I princippet er det jo et rigtig fint initiativ, at man skal genanvende al den plast, man køber i løbet af dagen. Men lige pludselig er panten devalueret til en brøkdel af det, man har givet, og som Grøn ellers skriver alle steder,« beklager Louise Hartmann sig.

»Når man afleverer det til sidst, så er det lige pludselig ikke pant længere. Man køber faktisk både kander og glas.«

Først når man kommer ind i baren - som her til Grøn Koncert-start i Tårnby - får man de rigtige priser på øl. Foto: Søren Lind.
Først når man kommer ind i baren - som her til Grøn Koncert-start i Tårnby - får man de rigtige priser på øl. Foto: Søren Lind.
Vis mere

For de 20 kroner, som Grøn Koncert reklamerer med, er kun penge man sparer, hvis man får genopfyldt sin kande øl.

Når den skal endegyldigt afleveres, så er kanden to kroner værd i pantboden.

Det står da også med småt, når man er kommet ind i de forskellige barer.

Og Grøn Koncert oplyser ligeledes til B.T., at de ikke oplever nogen misforståelser ved barerne.

Men den forklaring giver Louise Hartmann ikke meget for.

»Det er jo lidt selvmodsigende. For man skal selvfølgelig også huske, at i barerne får du reelt set din pant,« lyder det fra den 37-årige forretningsudvikler.

Misforståelserne sker nemlig særligt, når panten skal indleveres i pantboderne og ikke byttes til nye øl.

»De kunne jo bare tage betaling for de to kroner, som folk får i pant,« foreslår den 37-årige Grøn Koncert-gænger.

»Når jeg køber en sodavand i Føtex, så betaler jeg en krone i pant, som jeg får igen, når jeg afleverer den. På den måde afviger Grøns pantsystem også fra den opfattelse, danskerne har med det pantsystem, vi er opvokset med.«

For til Grøn Koncert koster en øl fra 49 kroner plus 5 kroner i pant for glasset.

Kommer man tilbage i baren for at få fyldt glasset op igen, sparer man så de 5 kroners pant og kan nøjes med at slippe de 49 kroner, en øl reklameres med at koste.

Men vil du helt aflevere dit pantglas i pantboden, så er det kun en krone, du får igen.

Louise Hartmann mener derfor bestemt, at Grøn Koncert kunne have gjort deres nye pantsystem mere gennemsigtigt.

»Jeg synes faktisk, det er lidt skjult og falsk prissætning. Hvis de gerne vil have 54 kroner for en øl, så skal de da bare skrive det!«

For særligt var det de børn, der i løbet af dagen havde samlet pant, som Louise Hartmanns hjerte sukkede for.

»Det går jo nok med os voksne, der samler panten, men der var også masser af børn, der brugte hele dagen på at samle pant, og så stod de og regnede med, at de havde tjent ind til en ny cykel, men ender med 52 kroner,« forklarer Louise Hartmann.

Inde i barerne kan pantreglerne ses - du betaler fx 49 kroner for øl og fem kroner for glasset. De fem kroner sparer du, når du afleverer glasset i baren og køber en ny øl, men vil du have pant for glasset, så får du kun en krone tilbage. Foto: Privat
Inde i barerne kan pantreglerne ses - du betaler fx 49 kroner for øl og fem kroner for glasset. De fem kroner sparer du, når du afleverer glasset i baren og køber en ny øl, men vil du have pant for glasset, så får du kun en krone tilbage. Foto: Privat
Vis mere

Hun har dog ikke personligt oplevet pantmedarbejdere, der blev direkte truet over det nye system.

»Men det var generelt tonen i køen, at folk ikke fik det tilbage, som de havde regnet med,« siger Louise Hartmann.

»Folk var utilfredse, og jeg nåede også at tænke, at det var synd for de frivillige, der blev skydeskive for det, for det har jo ikke været deres beslutning, de står der bare i den gode sags tjeneste. Så jeg kunne godt fornemme, at det ikke var rart at være dem. Så Grøn kunne jo bare fortælle det, som det er, når vi laver handlen – det er også et hensyn, festivalafholderne burde tage.«

Grøn Koncert forsikrer dog overfor B.T., at deres frivilliges ve og vel er allerhøjeste prioritet.

»Det er naturligvis på ingen måde acceptabelt for os, hvis nogen bliver truet på Grøn. Slet ikke vores frivillige,« siger Grøn Koncerts sikkerhedschef Christian Sejlund.

»For os kommer vores frivilliges tryghed og sikkerhed altid i første række, og vi har sikkerhedsfolk ved pantboderne og rundt på pladsen, som håndterer de episoder, der måtte opstå.«

Grøn Koncert forsikrer desuden, at der normalvis kun er god stemning til deres arrangementer.

»Generelt opfører vores publikum sig heldigvis godt og ordentligt, når de fester i den gode sags tjeneste,« slutter sikkerhedschefen.

Al overskuddet fra Grøn Koncert - herunder også panten - går til Muskelsvindfonden.