Lyt til artiklen

Radioværten Alex Nyborg Madsen må sige farvel til DR efter 38 år.

Det skriver Se og Hør, og overfor B.T. bekræfter Alex Nyborg Madsen de triste nyheder.

»Jeg er selvfølgelig ramt, det er klart. Men jeg er ikke overrasket, jeg har haft det på fornemmelsen, siden fyringsrunden blev offentliggjort. For jeg er nok ikke så mainstream, så jeg passer ikke ind i den vej, som det er tydeligt, at DR har bevæget sig imod,« siger radioværten til B.T.

Alex Nyborg Madsen har delt ud af sin store viden om musik på flere forskellige formater og platforme i Danmarks Radio gennem tiden, og i den seneste tid som vært på sit eget P5-program 'Madsen'.

Men ifølge radioværten er musikken røget i baggrunden på DR.

»Jeg har godt vidst, at ledelsen ikke er fan af det, jeg står for, og jeg har i de senere år benyttet mange lejligheder til at tale imod, at musikken mere og mere bliver betragtet som mellemlægspapir, for jeg synes, man glemmer rollen som public service-institution, når man ikke understøtter den musik, der ikke er på hitlisterne endnu.«

Blandt andet var et af tegnene ifølge ham, da hans P5-program 'Madsen' blev rykket fra bedste sendetid til ud på aftenen.

Men nu er det altså endegyldigt slut for Alex Nyborg Madsen på DR, efter han tirsdag middag modtog sin fyreseddel.

Hvad der så skal ske nu, skal han 'lige slikke sårene' først, før han finder ud af.

»Jeg har tilbragt nærmest hele mit voksenliv i DR. Det bliver en del af ens identitet, så det skal jeg lige have rystet af mig. Men jeg er nødt til at tro på, at der venter noget på mig, for jeg skal jo betale husleje,« siger Alex Nyborg Madsen og kommer til at grine.

Han har også sideprojekter som både musiker og fotograf, så der er flere strenge at spille på, når han skal finde sin fremtidige indkomst.

Alex Nyborg Madsen delte først nyheden om sin fyring på sin private Facebook-profil ifølge Se og Hør.

'Det er hårdt at skulle forlade et hus, der har været en væsentlig del af mit voksne liv og svært at acceptere, at jeg ikke skulle kunne bidrage med noget fremadrettet', skrev radioværten her.