Der var lagt op til den helt store hestefest i Royal Arena i weekenden.

Men da flere gæster til 'Den Spanske Rideskole' dukkede op til arrangementet, var dørene lukkede, og et enkelt skilt på døren kunne fortælle, at showet var aflyst.

'Kære fan. De to show med 'Den Spanske Rideskole' fra Wien 9. og 10. december 2022 i Royal Arena bliver desværre ikke gennemført. TicketMaster afventer fortsat nærmere information fra arrangøren, TADC Denmark,' lød det på skiltet, som B.T. har fået tilsendt foto af fra en af dem, der dukkede op til det aflyste arrangement.

Skiltet var det eneste, der var ved weekendens show. Ingen var til stede for at svare på spørgsmål fra de gæster, der forgæves var taget til Royal Arena. Foto: Privat
Skiltet var det eneste, der var ved weekendens show. Ingen var til stede for at svare på spørgsmål fra de gæster, der forgæves var taget til Royal Arena. Foto: Privat
Vis mere

På TADC Denmarks hjemmeside skriver de selv, at de er gået konkurs.

»Vi er meget kede af at måtte meddele, at TADC Sweden AB vil blive erklæret konkurs, hvilket påvirker vores datterselskaber TADC Norge og TADC Danmark.«

»De sidste par dage har været meget hårde både for os og andre aktører i koncertbranchen. På grund af vedvarende effekter fra pandemien og kraftigt øgede omkostninger i kombination med reduceret billetsalg er situationen endelig blevet uholdbar. Af den grund bliver de resterende arrangementer i 2022 desværre aflyst.«

Men den information var ikke nået ud til mange af de gæster, der havde købt billet til showet.

Til B.T. fortæller Mathilde Lunderskov, at hun var dukket op til arrangementet med sin svigermor, og at de begge blev meget overraskede over, at det var aflyst.

»Vi fik en mail på dagen, da vi skulle af sted, at nu var der ikke længe til, og at arrangørerne håbede, vi ville få en dejlig oplevelse. Vi kommer derud til tiden, og der kan vi så se folk komme imod os, der siger, at showet er aflyst.«

»Vi bliver jo kede af det og forundrede. Vi står sammen med flere andre derude, og der er helt lukket, der er ingen ansatte, og vi kan ikke få svar på noget som helst.«

»Efterfølgende kan vi jo så se, at firmaet er gået konkurs, det meldte de ud på deres egen hjemmeside 28. november.«

Mathilde Lunderskov har ikke hørt noget fra TicketMaster om nogen eventuel refundering, men hun frygter, at pengene er tabt.

»Vi kan ikke få fat i dem. Hvad vi kan læse, så lader det til, at man ikke får pengene tilbage, hvis et selskab går konkurs, fordi så har TicketMaster ikke ansvaret.«

Hun undrer sig over, at man ikke har meldt noget ud tidligere.

»Jeg synes da, det er underligt, at de ikke har meldt noget ud, hvis de har vidst, at arrangørerne har været konkurs siden 28. november. Vi kommer selv fra København, så det var ikke så slemt for os, men nogle af dem, der stod derude, de var jo taget langt og havde sørget for overnatning for at kunne være der.«

På Facebook skriver flere gæster også, at de er frustrerede over den manglende information fra TicketMaster.

'Vi vil have vores penge tilbage. Det er ikke i orden ikke at melde noget ud,' skriver en.

'Hvordan får man pengene tilbage? Vi har købt syv billetter,' lyder det fra en anden.

'Vi har købt dyre billetter hos jer til 'Den Spanske Rideskole' 10. december klokken 15. Plus Kombardo-billetter. Hvornår refunderer I billetterne?' spørger en tredje.

B.T. har fået en kommentar fra TicketMasters direktør, Jakob Lund, der mener, at man har meldt ud rettidiget.

'Umiddelbart efter, at arrangøren har informeret os om, at disse events ikke vil finde sted, har vi underrettet alle billetkøbere. Så snart vi modtager yderligere information fra arrangøren formidler vi denne til de berørte billetkøbere.'

Der er dog ingen information om refundering af folks billetter.