Der er få dage til åbning, og 'Bryggen'-dronningen kan så småt begynde at mærke nervøsiteten.

Havnefronten på Islands Brygge er skiftet ud med solskin, palmetræer og ”den hvide by” Mijas på Costa del Sol i Spanien. Linse Kessler har gjort det, rigtig mange aldrig får gjort: Hun har gjort sin drøm til virkelighed og åbnet ‘Linses Bed & Breakfast’ (eller ‘Linses Oase’, som hun også ynder at kalde det) på den spanske solkyst.

Nu er der efterhånden meget få timer til, at Linse modtager sine allerførste gæster. Linse åbner nemlig op i morgen lørdag den 24. marts.

LÆS OGSÅ: Linse om flytningen til Spanien: Sådan reagerede Geggo

– Vi er klar til de første gæster på lørdag! Rengøringspersonalet har brugt to døgn på at komme helt i bund med rengøringen. Det er bare så lækkert, og det dufter virkelig skønt! De går til den, de tøser dér. Det er jo det vigtigste, fortæller Linse, da Realityportalen snakker med hende for at høre, hvordan det står til i Spanien frem mod åbningen.

Meget tyder på, at Linse får travlt, for der er ingen ledige værelser tilbage i den første uge.

– Vi er fuldt booket den første uge. Der kommer ni på lørdag, og så kommer der fem mere om mandagen, fortæller Linse.

Linse: Jeg har myrer i maven

Den ellers altid så selvsikre ‘Bryggen’-dronning kan efterhånden godt mærke, at nervøsiteten begynder at melde sig.

– Jeg er nervøs. Jeg er ikke nervøs, fordi jeg ved, at tingene spiller, men der kommer altid uforudsete ting. Vi er ikke hjemme i Danmark; Vi er i Spanien, ikke? Jeg har virkelig myrer i maven over det, fortæller Linse.

LÆS OGSÅ: AFSLØRING: Linse optager nyt program

Der er en helt særlig årsag til, at de mange myrer har indfundet sig i Linses mave.

– Jeg vil så gerne gøre det så godt som muligt. Folk skal virkelig have en super fed oplevelse. Det er vigtigt for mig, at folk, når de tager afsted, siger: “Hold kæft, Linse. Vi har bare hygget os!” Det vil bare gøre mig så glad, siger Linse.

Ingen overskudsforretning

Linse har tidligere fortalt, at åbningen af den spanske oase er en drøm, og at det er dét, der er hendes drivkraft. Det er det stadig, og på trods af, at det ser fint ud med bookinger, så er der ikke udsigt til, at hun kommer til at tjene penge på foretagendet.

– Det bliver ikke en overskudsforretning. Selvom vi blev fuldt booket, så ville vi lige gå i nul. Der kommer et underskud, men det bliver ikke kæmpestort, siger Linse og fortsætter:

– Vi har en masse bookinger før og efter højsæsonen. I sommeren er der booket noget, men det er ikke overbooket. Vi håber, og jeg tror på, at der kommer flere, siger Linse.

LÆS OGSÅ: Linse i Spanien: Jeg ville have haft Mopper med

Lige nu glæder hun sig til, at hun skal hygge om sine gæster.

– Jeg forventer og bestræber mig på, at folk får det rigtig hyggeligt her. Det er så vildt at sidde her på min private terrasse og tænke: “Nu skal jeg ned til min Bed&Breakfast, hvor det vælter med mennesker”. Jeg kan slet ikke forestille mig det. Jeg synes, at det er så spændende.

Realityportalen har besøgt Linse i Spanien, og du kan se billeder fra turen HER.