Egentlig vil han helst ikke kaldes for maskinstormer. Men faktum er følgende: Professor i filosofi, Vincent F. Hendricks, er ikke på Facebook. Han er heller ikke på Twitter, Instagram eller andre sociale medier. Modsat mange af hans fagfæller og de unge studerende, der sidder lige der uden for døren med laptops og smartphones og iført, hvad professoren selv kalder et »blåt underansigt«.
Først undslår han sig med et professionelt argument. Når man som Vincent F. Hendricks forsker i, hvordan sociale medier påvirker os, og hvilke adfærdsmønstre vi agerer med på nettet, skal han ikke forstyrre og potentielt forurene selve forskningsobjektet. Den private del af ham lever dog også fint uden.
»Det er sikkert bare mig, der er gammeldags og dydsdragon-agtig, men jeg har aldrig savnet at være på. Og så længe jeg ikke har haft et savn, har jeg heller ikke behovet. Folk spørger mig altid om, hvorfor jeg ikke er på. Især nu hvor jeg studerer det. Mit svar er altid det videnskabsteoretiske, som jeg lige har givet dig. Og personligt indtil jeg får et behov for at være på, kommer jeg ikke på. Lige så lidt som jeg har haft behov for at have en gud i mit verdensbillede. Men det kan være, at det kommer på et tidspunkt.«
Vincent F. Hendricks har hørt mange argumenter for at være på. At det er godt for åbenheden i samfundet. At man lærer nye mennesker at kende. At man kan se, hvordan det går med ens gamle venner. Sidstnævnte stejler han særligt over.
»Privat begræder jeg ikke, at jeg ikke får etableret kontakt til gamle folkeskolekammerater eller ekskærester. Jeg lever i det liv, jeg lever nu. Jeg vil hellere have mine venner analogt end digitalt. Og mine venner brokker sig ikke over, at jeg ikke er på. Men jeg er heller ikke ud af en generation, hvor de sociale medier er den ekstra sans, som man navigerer efter.«
Til hverdag er han leder af Center for Informations- og Boblestudier på Københavns Universitet (CIBS), hvor han blandt andet undersøger informationsbobler og tonen på de sociale medier. Til maj udkommer hans bog »Spræng boblen«. De fleste kommunikationsrådgivere ville nok ellers give filosoffen det råd at oprette en Facebookprofil. Tænk engang, hvor mange meninger han kunne berige verden med. Men det preller også af på professoren.
»Mit liv er simpelthen ikke tilstrækkeligt interessant til at broadcaste til alle. De fleste af os lever et gennemsnitligt liv. Vi har gennemsnitshøjde, gennemsnitsindkomst og gennemsnitsbegavelse. På de punkter adskiller jeg mig jo ikke væsentligt fra andre mennesker. Jeg ligger i det store, fede midterfelt, og der er livshistorierne gennemsnitlige. Og hvem gider sælge det normale? Vi oversælger os selv ofte på de sociale medier. Man laver reklamesøjler for én selv, hvor virkeligheden ikke altid kan følge med. Det er den fælde, vi alle kan falde i,« siger han.
Når studerende møder ind til undervisning med professoren, møder de en underviser, der helt bevidst kun bruger tavle og kridt. Han underviser aldrig med slides, der efterfølgende kan downloades. Det tvinger de studerende til at bruge papir og blyant. Til at koncentrere sig.
Vincent F. Hendricks ser det hele tiden. Folk, der glor ned i deres mobiltelefon, samtidig med at de har en samtale med en person siddende over for dem. Han har også set det ske til middagsselskaber.
Hvordan koncentrationen langsomt siver ud af samtalen, fordi den anden part lige skal online.
»Det er pinball-effekten. Det er ordet for den kognitive tilstand, når du hele tiden bliver sparket rundt i flere forskellige rum. Vi to sidder i et samtalerum nu. Hvis jeg også var på mobiltelefonen, ville der også være et andet rum. Som en lille bold i en flippermaskine bliver man kastet mellem det offentlige og det private rum, og det forvirrer hjernen. Hvis man bliver forstyrret, kan det faktisk tage op til 20 minutter at komme tilbage på sporet. Koncentration kan godt gå hen og blive en mangelvare i vores samfund, hvis vi ikke finder en måde at afbalancere den måde, hvorpå vi er private, offentlige, semi-offentlige osv. Vi bliver nødt til holde justits med det, så vi ved, hvilken grund vi er på og på hvilke tider.«
Konsekvensen af den såkaldte pinball-effekt kan også være, at vi konstant kopierer hinandens adfærd. Det svækker vores evne til at tage fornuftige beslutninger baseret på god, gammeldags viden.
»Når vi skal tage en beslutning, har vi en tendens til at se os omkring og se, hvad andre mener. Nogle gange kan man tappe af andres erfaringer, men hvis folk er i tvivl på samme måde som én selv, gør det ikke én mere beslutningsdygtig. Og hvis alle de mennesker også har deres opmærksomhed rettet mod ti andre steder ligesom dig selv, skaber det ikke mere viden.«
For nyligt introducerede Facebook emoji-knapperne. Ifølge professoren et forsøg på at gengive det menneskelige følelsesregister. Men vi skal ikke bilde os selv ind, at samtalen på de sociale medier tilnærmelsesvist er lig dialogen og den sociale kontakt ude i virkeligheden, der er langt mere kompliceret end Twitters 140 tegn.
»Det er at sammenligne æbler og appelsiner, når man sammenligner samtalen i det analoge rum og i det digitale rum. Både appelsiner og æbler er runde, men derfra stopper sammenligningen jo. Det er ikke de samme betingelser, der gør sig gældende for de to måder at kommunikere på.«
Smædekampagner, slut-shaming, shitstorms og digital mobning viser med al tydelighed, at hvis vi kollektivt kan blive galt afmarcheret analogt, kan vi det også digitalt. Første gang, Vincent F. Hendricks så skyggesiderne af de sociale medier, var tilbage i 2012, hvor sagen om Amanda Todd rullede. Den amerikanske teenager, der begik selvmord efter seriel mobning via de sociale medier.
»Jeg hørte dengang også om en af min papdatters veninder, der blev udsat for vederstyggelig digital mobning. Jeg blev forfærdet over den digitale mobnings muligheder. Specielt iblandt de yngre.«
Skyggesiderne inkluderer også, at vi alle har en mening. Om alt. Hele tiden. Meninger, hvis konstante strøm ikke nødvendigvis giver merværdi til demokratiet, lyder hans udlægning.
»Hvis du angiver, at du stemmer Liberal Alliance, og jeg siger, at jeg stemmer Enhedslisten, er det først interessant, hvis du fortæller mig, hvorfor du stemmer, som du gør. Den slags er der ikke så meget plads til på de sociale medier. Der er studier, der viser, at folk ikke er så interesserede i at give et argument for deres mening. De vil bare gerne have den ud. Man ved også, at folk ofte kun læser de tre-fire første kommentarer i en post, og så danner de en mening ud fra det, hvis de ikke har den i forvejen.«
Nogle ting mener Vincent F. Hendricks, at han selv har en velkvalificeret mening om. Men meget har han ikke en nævneværdig mening om. Han refererer til figuren Katrine i Matador, der siger til grisehandleren i samme serie: »Alt med måde er godt.«
»Nogle gange er det måske ikke så tosset at lade meningerne holde en pause. Det at have meninger er jo nærmest i dag ligesom at have tøj på. Hvor tit siger du selv: »Det ved jeg faktisk ikke noget om.« Og hvor tit hører du en politiker sige det? Vi er alle tvunget op i et højt informationsmæssigt gear. Jeg har talt med Henning Dyremose om det. Da han i sin tid var finansminister og pressen ringede, kunne han godt tillade sig at sige: Det vil jeg godt lige undersøge først. I dag skal de have en mening med det samme. Det slår igennem til resten af befolkningen. Tænkepauser er godt. Det bliver man tit klog af.«
Skåltalerne om eksempelvis Facebook lyder ellers, at det fremmer demokratiet?
»Jeg er helt med på, at udbredelsen af sociale medier har været med til at stikke til magthavere verden over og højne informationsniveauet. Men samtidig er der også nogle skyggesider. Vi skal have helhedsbilledet med, hvis vi skal forstå de sociale medier og tage det hele med. Du kan oplyse med internettet, og du kan også bygge uhensigtsmæssige bobler, hvor folk får hidset hinanden op uden fundamental værdi eller kendsgerninger.«
Det er ikke fordi, Vincent F. Hendricks er kritisk overfor de sociale medier i sig selv. Han opfordrer os snarere til at tilgå dem kritisk. Vi skal se vores forhold til de sociale medier som en kontinuerlig proces, hvor vi erkender, at der stadig er mere at lære. I stedet for at læne os tilbage i det blå lys fra den lille skærm og konkludere, at alt er godt.
»Der er rigtig meget godt at sige om de sociale medier og om Facebook. Og der er meget godt sige om, at folk kan komme i kontakt med nogle, som de ikke kunne komme i kontakt med før. De sociale medier har været med til at demokratisere information og nolge gange også udbredelsen af viden. Men til den meget positive succeshistorie hører også nogle mørkere sider.«
Hvis vi skal gøre regnskabet op, hvor er vi så henne nu?
»Jamen, det er alt for tidligt at sige. Vores erfaring med de her medier er stadig i sin begyndelse, og de sociale medier udvikler sig hele tiden. Man kan ikke stoppe op og sige, at nu laver vi regnskab. Medierne bliver hele tiden forfinet og raffineret. Regnskabet er kontinuerligt.«
Han har også iagttaget den. Den lidt opgivende stemning over for de sociale medier, hvis ordlyd lyder noget i retning af »Jamen, sådan er udviklingen. Vi skal jo være på. Det ændrer sig nok ikke.«
»Tænk, hvis vi havde det sådan med klimakrisen eller med ulighed i verden. Sådan er det bare. Så kan du jo godt se, hvor vi ville være på vej hen. Vi kan ikke tillade os det. Lige så lidt som vi kan tillade os ikke gøre noget ved flygtningekrisen og andre vigtige samfundsudfordringer.«
