I løbet af to måneder skal Rasmus Kragh bestige verdens højeste bjerg. Alene, uden brug af kunstig ilt og fra den ufremkommelige nordside gør han forsøget. BT følger ham hele vejen.

En tidlig martsmorgen i 2013 klatrede Rasmus Kragh på den lodrette norske klippe Lofotvæggen lidt nord for polarcirklen.

Med en mindre knæskade, en økse i hver hånd, ski på ryggen og en nybegynders kådhed begyndte han opstigningen kl. fem om morgenen. Et forkert skridt eller et øjebliks ubeslutsomhed ville sende ham flere hundrede meter ned.

»Halvvejs oppe indså jeg, at jeg ikke kunne klatre ned igen. Der var kun én vej, og det var op.«

Rasmus Kragh fortsatte – skridt for skridt.

»Jeg fandt en afsats på en halv kvadratmeter. Her stod jeg og tænkte ’Shit, hvad har jeg rodet mig ud i?’ I det øjeblik var der noget, der brændte sammen i mig. Jeg kunne jo dø af det her.«

Men han fandt modet og nåede toppen. Det blev hans første bjergbestigning i en lang karriere af bjerge.

Lofotvæggen markerede begyndelsen på et liv som professionel bjergbestiger.

»Det var en kæmpe sejr. Det var fandeme farligt, men jeg følte også, jeg var det helt rigtige sted.«

Siden da har 27-årige Rasmus Kragh besteget flere af verdens højeste bjerge. Hans næste mål er at nå toppen af Mount Everest, men han vil bestige bjerget fra den mest ufremkommelige nordside, alene og uden brug af kunstig ilt.

Den første dansker

Den 30. marts vinkede Rasmus Kragh farvel til sin kæreste i Kastrup lufthavn. Med tasken pakket og fokus rettet mod Mount Everest, der strækker sig 8.850 meter op i atmosfæren og med en gennemsnitlig temperatur på -20 grader.

At nå toppen af verdens højeste bjerg er i sig selv en præstation. På verdensplan har næsten 4.500 mennesker besteget bjerget. Færre end 200 har gjort det uden kunstig ilt. Færre end 30 har gjort det alene og uden kunstigt ilt. Og færre end 10 mennesker, deriblandt ingen danskere, har endnu gjort det alene, uden kunstig ilt og fra nordsiden. Rasmus Kragh begiver sig ud på en farlig, enestående og historisk ekspedition, og BT følger ham hele vejen.

Mount Everest er mange bjergbestigeres drøm. En drøm der kræver hård og målrettet træning både fysisk og psykisk. Rasmus Kragh har arbejdet målrettet for at blive klar til sit livs eventyr. Sidste år besteg han verdens sjettehøjeste bjerg, Cho Oyu, og verdens ottendehøjeste bjerg, Manaslu. Kun for at blive klar til at lægge arm med Mount Everest dette forår.

Han skal selv bære sin bagage til toppen, men på trods af at han er i sit livs bedste form, har han ikke arme af granit eller brede skuldre som en vægtløfter.

Inden afrejsen var hans største problem at indtage kalorier nok.

»Jeg har svært med at tage nok på,« forklarede han, da BT mødte ham et par dage før afrejsen.

»Oppe på bjerget vil jeg bruge tre gange så meget energi, men jeg får mindre appetit og får ikke lige så meget mad og væske ind. Mine muskler bliver nedbrudt, og jeg bliver svagere og svagere i den periode, hvor jeg samtidig forbereder mig på at yde mit maksimale. Det er en udfordring at holde mig klar til kamp før topforsøget.«

Selvom der kun er få dage til, at ekspeditionen sættes i gang, er Rasmus Kragh rolig. Han ved, at når først han har besluttet sig for at gøre noget, så gennemfører han det. For han er drevet af at opleve nyt – både ude i verden og inde i sig selv.

»Det er lidt ligesom spaghetti og kødsovs. Hvis man virkelig har arbejdet fysisk hårdt en hel dag og kommer hjem til et godt måltid, så smager det bedre, end hvis man har ligget på sofaen hele dagen. Arbejdet, der går forud for måltidet, gør, at man har fortjent det.«

Han er motiveret af udsigten og arbejdet, men også af noget så ukonkret som følelser.

»Ude på bjerget er det bare så simpelt. Man spiser, arbejder og sover. Bum. Alene i stilhed med en fantastisk udsigt ... det er ... en følelse i kroppen, som er alt arbejdet værd. Det er en følelse af frihed.«

Rasmus Kragh skal bestige Mount Everest. Alene. Uden ilt og fra Nordsiden. Det har ingen dansker gjort før.
Rasmus Kragh skal bestige Mount Everest. Alene. Uden ilt og fra Nordsiden. Det har ingen dansker gjort før.
Vis mere

De færreste kan forestille sig følelsen af at nå toppen af verden. Topmålet af sine drømme. Rasmus Kragh har selv problemer med at sætte ord på den følelse, han får, når han står på toppen af et bjerg.

»Jeg har mange gange forestillet mig scenariet, hvor jeg står på Mount Everest. Efterhånden fylder den tanke faktisk ret meget. Jeg ved, hvilket arbejde jeg har foran mig, men når jeg har nået toppen, er jeg lykkedes og skal ikke gå mere. Det bliver en følelse af forløsning, som er svær at beskrive.«

Motiveret fra barnsben

Rasmus Kragh har altid været drevet af hele tiden at søge højere og længere.

»Siden jeg var helt lille, har jeg altid taget tingene så langt, som jeg kunne. Når jeg klatrede i træer, var det aldrig højt nok, før grenene knækkede under mig. Min nysgerrighed og mit behov for at udfordre mig selv har altid været der.«

Som 13-årig dyrkede han sport som mange andre drenge. Men han løb hurtigere end sine jævnaldrende, var mere ambitiøs og vandt først danmarksmesterskaberne for juniorer i 3.000 meter løb på bane, senere kom han på landsholdet i orienteringsløb.

Rasmus Kragh skal selv sørge for mad og vand. Han har kogegrej med, så han kan koge vand og tilberede sin frysetørrede mad. Vand får han ved at smelte sne i sin gryde. Det er vigtigt, at få masser af kalorier, så morgenmaden er en hjemmelavet havregrødsblanding med mandler, sødmælkspulver og rosiner.Maden har et ekstremt højt energiindhold, men det også vigtigt, at han har lyst til at spise det. I højden mister man nemlig appetitten. I løbet af dagen spiser han energibarer f.eks. Rawbites.
Rasmus Kragh skal selv sørge for mad og vand. Han har kogegrej med, så han kan koge vand og tilberede sin frysetørrede mad. Vand får han ved at smelte sne i sin gryde. Det er vigtigt, at få masser af kalorier, så morgenmaden er en hjemmelavet havregrødsblanding med mandler, sødmælkspulver og rosiner.Maden har et ekstremt højt energiindhold, men det også vigtigt, at han har lyst til at spise det. I højden mister man nemlig appetitten. I løbet af dagen spiser han energibarer f.eks. Rawbites.
Vis mere

Som ung blev han sergent i forsvaret, og så gik han hurtigt videre til Jægerkorpset, hvor han kom igennem optagelsesprøverne.

»Jeg har altid udfordret mig selv og skubbet til mine mentale og fysiske grænser. Nogle vil sige, at de ting, jeg gør, er ekstreme, men jeg VIL derud, hvor jeg ikke har været før. Det er vejen til målet, mere end det er målet i sig selv.«

Efter en kort karriere i forsvaret søgte Rasmus Kragh mod naturen og flyttede til Norge. I de norske fjelde blev hans fascination af klatring vakt.

»Drømmen om bjerge opstod i Norge. Jeg brugte alle mine erfaringer fra elitesport og forsvaret og kogte det sammen til klatring på bjergene. Jeg har altid villet se, hvad der befandt sig på den anden side af horisonten og oppe i alperne.«

Han er alene på bjerget, så udstyret skal være i orden, og han skal være klar til at løse alle problemer selv. Med sig har han sele og reb, som er spændt rundt om livet. På de passager, hvor han er ekstra udsat, kobler han selerne fast på et reb. Han bruger sine isøkser til klatre med og som sikkerhedsforanstaltning, hvis han glider.
Han er alene på bjerget, så udstyret skal være i orden, og han skal være klar til at løse alle problemer selv. Med sig har han sele og reb, som er spændt rundt om livet. På de passager, hvor han er ekstra udsat, kobler han selerne fast på et reb. Han bruger sine isøkser til klatre med og som sikkerhedsforanstaltning, hvis han glider.
Vis mere

Siden han besteg sit første bjerg i 2013, har Rasmus Kragh været i alt, fra Kaukasus i Rusland til Manaslu i Nepal. Bjergene er blevet hans levevej. På flere ture har den yderste konsekvens af et forkert fodtrin været et langt skred i døden. Til trods for at han konstant balancerer på en knivsæg, er det ikke adrenalinsuset, der igen og igen kalder på ham, men mere den filosofiske tanke om, at alle handlinger har en konsekvens.

»Vi lever i en beskyttet verden, men flere og flere søger væk fra tryghed. Jeg har altid haft behov for at gøre op med trygheden, for det er en fed følelse, når man selv er herre over sin skæbne. Det er en mental rejse, hvor man gennemlever følelsen af, at hver gang man klikker sin sikring fast, har man overlevet endnu en meter.«

Tanker før toppen

Til dags dato er mere end 282 døde i forsøget på at nå toppen af Mount Everest. Rasmus Kragh ved godt, hvilken risiko han løber, når han bevæger sig ud på en ekspedition alene. Når man presser sig selv til det yderste og vil så meget, som han vil – er døden aldrig langt væk.

»Uden at blive for filosofisk – for hvad er livsfare egentlig? Hvad er så et liv uden risiko? Jeg tager en kalkuleret risiko, når jeg bestiger Mount Everest. Jeg ser det ikke som at bringe mig selv i livsfare. De ting, jeg selv er herre over, har jeg trænet i en uendelighed. Jeg har klatret i to bjerge på over 8.000 meter inden for det sidste år. Det eneste, jeg ikke er herre over, er vejret.«

Rygsækken vejer 25 kg. Han medbringer bl.a. to soveposer. En til Basecamp, hvor der er minus 10-15 grader, og en til toppen af bjerget, hvor der kan være helt ned til minus 35 grader. Derudover har han to liggeunderlag med for at isolere mod den kolde sne, som han sover på.
Rygsækken vejer 25 kg. Han medbringer bl.a. to soveposer. En til Basecamp, hvor der er minus 10-15 grader, og en til toppen af bjerget, hvor der kan være helt ned til minus 35 grader. Derudover har han to liggeunderlag med for at isolere mod den kolde sne, som han sover på.
Vis mere

»Jeg står med ansvaret for mit eget liv, så jeg skal kunne fortælle mig selv, at bjerget også er her en anden gang, hvis forholdene ikke er til det. Jeg skal være ærlig overfor mig selv, ellers kan det blive mine sidste tanker.«

Men han er selvsikker og mener, at hans udgangspunkt er langt bedre end for de fleste andre, der giver sig i kast med bjerget. De sidste fem år har han besteget mere end ti bjerge – med en succesrate på 100 pct.

Der er ét kriterie for at nå toppen – på bjerget må der ikke herske tvivl.

»Jeg skal være overbevist om at nå målet – hele vejen. Jeg må ikke placere muligheden for at fejle eller vende om i mit hoved, for så kan jeg finde den frem, når jeg er 200 meter fra toppen og har det allerværst.«

Selvom han skal ud på sit livs ekspedition, hvor hans fysik og psyke bliver presset til det yderste, har Rasmus Kragh ingen overtro med i bagagen. Ingen kaninfod eller hestesko – kun mod og vilje. Men selvom man er pragmatisk helt ind til marven, sker der alligevel noget på bjergene.

»Man kan blive helt religiøs på et bjerg. Jeg har været derude, hvor jeg har tænkt, at der måtte være en højere magt eller en gud over mig. Måske bare en usynlig ven. Nogen eller noget der holdt hånden over mig, når det var værst.«

På bjerget er Rasmus Kragh alene, men det betyder ikke, at han kan klare alt selv. Opbakningen fra hans familie og kæreste er altafgørende for hans succes. For når han er på vej til verdens højeste bjerg, kan han ikke tage overflødig stress med sig. De valg og fravalg, som Rasmus Kragh tager for at udleve sin drøm, kræver en forståelse fra hans nærmeste. For han holder aldrig op med at drømme.

»Jeg har mange drømme, lige nu er Mount Everest min drøm. En stor og ambitiøs drøm. Jeg kan ikke tænke ud over den, før jeg har gennemført turen.«

Rasmus Kragh skal bestige Mount Everest. Alene. Uden ilt og fra Nordsiden. Det har ingen dansker gjort før.
Rasmus Kragh skal bestige Mount Everest. Alene. Uden ilt og fra Nordsiden. Det har ingen dansker gjort før.
Vis mere