LEVENDE HELE LIVET: Danskerne lever i gennemsnit fire år længere end for bare 15 år siden. Men kan alder overhovedet gøres op i tal eller er det mere en følelse, som afhænger af livssyn og antallet af skavanker? BT undersøger i en ny serie danskernes forhold til alder. Hvornår er man gammel? Hvornår føler vi os unge? Hvor mange år forventer vi at leve? Og hvor langt vil vi gå for at kunne sætte 100 lys i lagkagen - og samtidig være i stand til at puste dem ud?

Nutidens ældre smækker ikke bare bagen i en lænestol. Efter et langt arbejdsliv kaster ‘seenagerne' sig ud i nye udfordringer med en sund økonomi og livslang erfaring i bagagen.

Bølgerne bider faretruende i den isfrosne sandstrand. I ly af bådhusene forsøger 70-årige Finn Jorsal at fyre op under sin gule engangslighter. Venstre hånd lykkes med at skærme af for vinden, men den stivfrosne højre tommeltot lystrer ikke. Flammen for enden af lighteren udebliver. Naturen på Vestkysten er rå og ubarmhjertig - sætter sine spor - ligesom alderen, der med tiden indhenter en. Men i Cold Hawaii ignorerer de den slags. Smider surfbræderne på taget og sætter bilspor i den nyfaldne sne på vej mod dagens bedste spot - af de i alt 32 på den 100 kilometer verdenskendte kyststrækning.

Til BT. Finn Jorsal. Vis mere

Manden i de mørkebrune læderbukser, denimskjorte og lange lyse hår er præsident for det hele. I hvert fald for foreningen Friends of Cold Hawaii, som siden 2010 har trukket 32 af verdens bedste windsurfere op i dansk farvand, når Worldcuppen i september måned hvert år runder den vestjyske pynt.

For fem år siden blev Finn Jorsal pensioneret efter 20 år som rektor på Thisted Gymnasium. Og siden har han haft rigtig travlt. For det kræver sit at indsamle de 2,3 mio., der skal til, for at afholde Worldcuppen. For to år siden fik han ekstra travlt, da han med kort varsel rejste til OL i Rio for at underskrive en samarbejdsaftale med den brasilianske millionby om bæredygtig surfturisme, der samtidig hev verdensmesterskab i Stand Up Paddle hjem i dansk hav.

»Det var fandeme stort,« konstaterer Finn Jorsal.

Til BT. Finn Jorsal. Vis mere

Vi flygter fra februars frostgrader ind i surfernes klubhus Hummerhuset, hvor man gennem ‘sandblæste’ ruder har udsigt til det Klitmøller Rev - surfernes foretrukne legeplads. I klubhuset udstyret med skummadrasser på et par paller, bordtennis dominerende midt i rummet og skateramper på taget har Finn Jorsal brugt en stor del af sin pensionisttilværelse.

»Da jeg var ung, var én på min alder, sådan én, der sad i sin lænestol og læste avis. Men sådan er det ikke længere,« siger han.

Den tendens kommer ikke bare til udtryk i det stærkt dalende avissalg. Den yngre del af alderdommen er under voldsom forandring, forklarer etnolog og postdoc ved Center for Sund Aldring på KU Aske Juul Lassen. Billedet af, hvem vi er, når vi kommer op i 60erne er anderledes end tidligere. Måden mange lever deres liv på, hvad de er i fysisk stand til - også i forhold til tilbagetrækning fra arbejdspladsen - ændres.

68erne, som i 1970erne var blandt de første til at udfordre havets bøger med bræt og sejl - til stor hovedrysten blandt de lokale fiskere - vender nu tilbage til det vestjyske surfparadis. Dengang havde de fattige unge medbragt alt med fra udenlandske grænsekiosker og efterlod ikke byen andet end skrald. I dag kommer 68erne rullende i store autocampere med børn og børnebørn, og en økonomi, som holder de små spisesteder kørende.

I reklameverdenen kalder man dem seenager - en sammentrækning af ‘senior’ og ‘teenager’, forklarer fremtidsforsker Mette Sillesen.

»De har alle de samme fordele som teenagere: de kan gøre, hvad de vil, har friheden til at have det sjovt, tage ud i naturen, score eller date. Samtidig er de meget klogere og har mere livserfaring og økonomi at trække på,« siger hun.

Opfattelsen af, at man som pensionist er gammel, grå og på vej mod døden, lever ikke længere. I det hele taget oplever fremtidsforskeren et opgør med alderen.

»Der er stor fokus på skønhed og sundhed, så rigtig mange gør meget for at se unge ud og dermed bryde med alderen. Vi vil ikke være gamle. For at alderen ikke skal blive en negativ ting, så fjerner man den bare fuldstændig og lever, som man vil, uanset hvor gammel man er,« siger hun.

Derfor er der stor aktivitet på både golfbaner og i bridgeklubber. Kroppens muskler og de små grå skal holdes i gang.

»Man læner sig ikke bare tilbage men træner de egenskaber, der er nødvendige for, at man kan fastholde sine interesser,« siger Mette Sillesen.

Til BT. Finn Jorsal. Vis mere

Ellers var Finn Jorsal nok heller ikke at finde i en gymnastiksal hver onsdag sammen med 48 kvinder og 4-5 mænd - godt kamoufleret på bagerst række. Idræt var aldrig hans yndlingsfag i gymnasiet -  slet ikke efter han brækkede en lilletå i et forsøg på at snyde sig under bukken.

»Jeg hader det. Men jeg ved, jeg har godt af det,« siger han.

Det er da også mest fra land, at hans bidrag til den spirende surfkultur i Cold Hawaii foregår.

»Da jeg blev spurgt, om jeg ville være med, var mine eneste betingelse, at jeg ikke selv skulle på vandet,« siger han.

Som vinterbader, er det ikke Vesterhavets kolde gys, der afskrækker ham, men bølgerne. Balancen er ikke, hvad den har været. Det fik han første gang at mærke en februaraften for fire år siden. Nervebanerne i rygsøjlen var kalket til, og Finn Jorsal faldt pludselig om. I tre kvarter lå han på jorden i frostgrader. Først var han bevidstløs, og da han vågnede op, kunne han ikke engang løfte sin mobiltelefon. Han blev heldigvis fundet og sidenhen opereret i nakken. I dag mærker han stadig til smerterne. Lever med dem. Men bølgerne passer han på.

»Man er her kun så længe, man passer på sig selv,« siger han.

Til BT. Finn Jorsal. Vis mere

Én gang har han dog været på vandet. Det begyndte som en spøg, da Finn Jorsal under et interview i Cafe Hack gav radioværten Søren Dahl et gavekort til et surfkursus. Radioværten havde ikke tænkt sig at springe i bølgen alene, så et par måneder senere ringede han til Finn Jorsal:

»Skal vi ikke prøve… om vi kan komme i den våddragt?«

Og da de to ølmaver var på plads under den sorte neopren, kunne de jo ligeså godt gå ned i vandkanten og få taget nogle billeder. Men så let slipper man altså ikke i Klitmøller. De blev sendt i bølgerne, klamrende til hver deres surfbræt - ud hvor de ikke kunne bunde. De kom aldrig op at stå, kan vi godt afsløre. Men de fik lov at mærke suset -  liggende på maven med et fast greb om brættet, skød bølgerne de to body-surfere mod land.

»Den fornemmelse...« siger Finn Jorsal og leder efter det rigtige ord til at færdiggøre sætningen, men finder det aldrig.

»Skal vi prøve... om vi kan komme i våddragten,« udfordrede radioværten Søren Dahl Finn Jorsal. Og så vare der eller ingen vej udenom. Vis mere

Finn Jorsal og radioværten Søren Dahl prøver kræfter med bølgerne. Vis mere

I stedet bortforklarer han straks det mislykkede forsøg på at komme op at stå med en historie om kronprinsen, der i 2013 også prøvede kræfter med disciplinen, da han var i Klitmøller for at åbne World Cuppen.

»Frederik var pisse sur  - ikke på os andre - men på sig selv,« siger Finn Jorsal.

Konklusionen blev, at Kronprinsen måtte have Christian med med næste gang, så prinsen kan lære det fra barns ben.

»Når man starter som voksen, er chancerne ikke så store - ikke engang for en kongelig,« siger Finn Jorsal.

Surfdiciplinen er udfordrende - selv for en tidligere frømand, undskylder Finn Jorsal sine egne mislykkede forsøg i bølgerne med. I forbindelserne med Worldcuppen i 2013 prøvede Kronprins Frederik kræfter med diciplinen i Cold Hawaii. Vis mere

I stedet har Finn Jorsal en ide om, at skulle i gang med at stand up paddle. Det kan man nemlig gøre på fladt vand, uden bølger, fordi man selv padler sig frem.

Og en af hans tidligere gymnasieelever, verdensmester i stand up paddle Casper Steinfath, har allerede tilbudt ham et kursus: »Når du er klar, siger du bare til!«

Men så var det, at Finn Jorsal fik travlt i Cold Hawaiis Venner.

»Jeg blander mig i lidt meget, hvis jeg ellers synes, det er spændende,« siger han.

Nu har præsidenten dog taget nej-hatten på. I marts trækker han sig efter fem år i front for Friends of Cold Hawaii. Ikke for at læse avis i en lænestol. Han skal skrive en bog. Kontrakten med Gyldendal har ligget klar i årevis.

»Så går jeg på pension for anden gang i mit liv,« siger han.

Et helt klassisk overgangsritual, når man skifter identitet fra at være sit arbejds-jeg til pensionist, forklarer etnolog Aske Juul Lassen.

»Den dannelsesrejse, som vi kender fra tiden efter gymnasiet, tager mange nu, når de bliver pensioneret. Hiver et halvt år ud af kalenderen, kommer tilbage og bygger en ny hverdag op,« siger han.

Nogle rejser ud. Andre restaurerer ødegården, bryder personlige grænser, bliver skilt eller får en surfkultur til at vokse.

»Bruddet med arbejdslivet kan for nogle være voldsomt. Derfor har de brug for en overgangsperiode, før de skaber en ny struktur i hverdagen,« siger Aske Juul Lassen.

Til BT. Finn Jorsal. Vis mere

Tilbage på stranden fanger den iskolde østenvind Finn Jorsals lange lokker - symbolet på hans overgangsritual.

»Folk tror, jeg har surferhår. Men det er i virkeligheden min pensionistfrisure. Jeg er ikke blevet klippet siden, jeg blev pensionist,« siger han.

Det kunne være fristende at konkludere, at pensionistlivet indtil nu har været så travlt, at han slet ikke har haft tid til et smut forbi frisøren. Men sandheden er nok nærmere, at håret er blevet en del af hans nye identitet. Ligesom fingerringen på den hånd, der skærmer cigaretten for vinden. En kraftig sølvring, hvor hans kone har indgraveret Cold Hawaiis bølgende logo.

Endelig lykkedes det ham at få fyret op under sin Røde Kings. Han har forsøgt at stoppe, men det var ikke umagen værd.

»Jeg ved godt, at man kan dø af det. Men man kan også dø af dårligt humør. Velvære er noget, man lever længe på.«