Ferie er lig med afslapning, alkohol og god mad, men hvor meget tager kroppen skade af en uges ferie?

Sommerferie, sol og sydlige himmelstrøg. Det er en cocktail, som mange danskere elsker. Men det er også en cocktail, der får mange til at hælde lidt mere vin i glasset, drikke et par ekstra øl og måske springe træningen eller løbeturen over.

Men en uges ferie med afslapning og drinks ved poolen på Rhodos eller vin i glasset på Mallorcas mange restauranter har betydning for kroppen og den træning, som mange har lagt så meget energi i.

Det mener professor fra Center for Sund Aldring på Københavns Universitet Jørn Wulff Helge.

»Det vil være rigtig skidt for ens træning, hvis man er vant til at træne, men ikke gør det på ferien. Der vil være en reduktion i træningstilstanden blot efter en uge på ferie. Det vil sige, at både ens styrke og kondition bliver forværret. Afhængig af ens træningsniveau hjemmefra, så vil der være en reduktion på helt op til 10 procent, måske endda mere,« siger han.

En tidligere undersøgelse har vist, at 62 procent af danskerne drikker mere alkohol på ferien i forhold til, hvad de gør i hverdagen. Og de, der drikker ekstra, drikker gennemsnitligt dobbelt så meget, nemlig 12 genstande på ferien.

Men Jørn Wulff Helge mener til gengæld ikke, at det er alkoholen eller den ’gode’-mad, der er synderen.

»Så længe man får nok proteiner i sin kost på ferien, så betyder det ikke det store for træningen, at man spiser federe mad eller drikker fire til fem genstande dagligt, fordi proteinerne er dem, der opbygger muskelmassen. Problemet opstår, hvis man ikke træner i den tid, man holder ferie,« siger han.

Men de danskere, der alligevel vælger at slappe af ved poolen og holde pause for træningen, kan ved hårdt arbejde komme tilbage til normalt træningsniveau, når de igen lander i træningscenteret i Danmark.

»Der skal bruges to til tre gangen så lang tid på at træne det op, som man har mistet. Så når man ikke træner en uge, fordi man prioritere at slappe af ved poolen, så kan man regne med, at man er tilbage ved normalt træningsniveau efter tre uger. De tre ugers træning skal vel og mærke være god træning med den rigtige intensitet,« siger Jørn Wulff Helge.

For dem, der ikke har lyst til at sættes tre uger tilbage i træningen, ved blot at slappe af i en uge med pool, vin og wienerschnitzler har Jørn Wulff Helge et råd. Man kan nemlig forholdsvis let undgå at falde meget i niveau.

»Hvis en gennemsnits dansker er af sted en uge, så er det en god ide blot at træne to gange på ferien. Dermed undgår man at blive sat langt tilbage i sin træning. Og så selv om man drikker mere alkohol og spiser federe mad,« siger han.

Og også Jette Heberg fra Hjerteforeningen har et godt råd til de danskere, der vil slå sig løs på ferien.

»Det bedste råd er, at undgå store mængder alkohol, fordi det er skadeligt for kroppens organer. Der er den akutte påvirkning på nervesystemet, når man drikker, men der er også skader på længere sigt som kræftsygdomme, hjertesygdomme, demens og leversygdomme eksempelvis,« siger hun.

Hun understreger dog, at det er med alkohol og kost som alt andet. Man kommer langt med et moderat indtag og sund fornuft.