Charlotte Dalgaards verden brød fuldstændig sammen, den dag hendes mand fik konstateret uhelbredelig kræft. Det irriterer ham. Læs lige sætningen igen … 

Esben Dalgaard har kræft i stadie fire. Han ved, at han muligvis vil dø af det. Alligevel er han ikke konstant ulykkelig. Det, at se døden i øjnene, har skærpet skuespillerens sanser og gjort livet mere intenst:

»Det meste af tiden har jeg lyst til at stå og trutte med en kazoo i munden, mens jeg jonglerer med tre fucking bolde,« siger han og tilføjer:

»Men det bliver lidt trist, når jeg er den eneste, der i dagligdagen har nytårshat på. Charlottes sortsyn er røvsygt.« 

På trods af sygdommen arbejder Esben Dalgaard stadig både som foredragsholder og skuespiller. Senest har han været med i TV 2-serien 'Dansegarderoben' og DRs påskeserie 'Troldehjertets hemmelighed'.
På trods af sygdommen arbejder Esben Dalgaard stadig både som foredragsholder og skuespiller. Senest har han været med i TV 2-serien 'Dansegarderoben' og DRs påskeserie 'Troldehjertets hemmelighed'. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Charlotte Dalgaard reagerer nemlig komplet modsat. Hos hende flyttede en altoverskyggende angst og bekymring ind sammen med sygdommen. Nogle dage kan hun være så 'overvældet af de dårlige følelser', at hun kan have svært ved noget så basalt som at tale. 

Vi sidder i parrets stue. Udenfor banker regnen vredt mod ruden, men indenfor er stemningen lun og humoren tør. Charlotte og Esben Dalgaard har netop udgivet bogen 'Mærket', der handler om, hvordan de insisterer på at holde fast i kærligheden, selvom sygdommen har kilet sig ind mellem dem. 

Deres meget forskellige måder at angribe krisen på, skaber problemer mellem dem, og bogen er en påmindelse om, at man ikke altid ved, hvad man selv vil gøre, men at man slet ikke kan forudsige, hvordan ens nærmeste reagerer – under pres.

En forårsdag i 2021 fik skuespilleren Esben Dalgaard besked om, at den modermærkekræft, han første gang stiftede bekendtskab med i 2012, var tilbage og havde spredt sig ukontrollerbart i hans krop. Kort efter besluttede han, at sygdommen, der lige nu holdes nede med medicin, ikke måtte tage pusten fra ham: 

Charlotte og Esben Dalgaard har skrevet en bog om deres krise, mens de står midt i den. 
Charlotte og Esben Dalgaard har skrevet en bog om deres krise, mens de står midt i den.  Foto: nilskrogh v/clienti a/s/ Mofibo
Vis mere

»Mit verdensbillede er, at det går godt! Vi har fået et vink med en vognstang, der har skærpet vores sanser, men vi bor i et trygt og sikkert land, vores børn har det godt og vi har det godt. Jeg ved, at Charlotte tænker: ‘Du har en stadie fire kræftdiagnose….’ Men det glemmer jeg lidt, for jeg VIL have en fest, fokusere på det positive og være glad.«

Han synes, det er ærgerligt, at de ikke sammen kan nyde livet til fulde:

»Jeg ved jo godt, at der er en risiko for, at tiden bliver kortere, end vi havde ønsket os.«

Det kan godt være, at hans ønske om truthorn og konfettikanoner vækker genklang i Charlotte Dalgaard, men efter fødslen af parrets datter for 11 år siden fik hun en depression. Da kræften for to år siden meldte sin tilbagekomst, genvakte den de angste og bekymrede tanker i hende. Men i hendes øjne, er det ikke kun negativt:

»I angsten ligger, der noget pessimisme, men jeg føler, at jeg forbereder mig, når jeg bekymrer mig. Jeg tænker, at det hærder mig til det næste svære, der vil komme,« siger hun. 

Begge er de beviste om, at hans positive sind får flere pluspoint fra omverdenen end hendes tendens til sortsyn:

»Det er som om min måde at se verden på ikke er god nok,« siger hun. Andre har svært ved at turde spørge til eller kigge ind i hendes mørke. Det har hos hende pustet til en følelse af ensomhed. 

»Men jeg vil påstå, at samtalen nogle gange kan blive lysere, hvis man først tør gøre den mørk,« siger hun.

Esben Dalgaards indstilling er ifølge ham selv ikke udtryk for ‘lallende jubelidioti’. Den er derimod et ‘enormt bevidst valg’.

»Den er genetisk, givet af en opvækst, hvor min bror og jeg lærte at kigge på problemer og få noget positivt ud af dem. Men det er også en kynisk og bevidst beregning. En hjernebeslutning, som Charlotte og jeg traf sammen,« siger han, og fortæller om den dag, kort efter han havde fået diagnosen, hvor de stod i havestuen og blev enige om, at canceren mentalt fyldte ALT for meget i begges hoveder. 

Når Esben Dalgaard hver tredje måned skal scannes og får at vide, om den medicin, han har fået, stadig holder kræften i ro, eller om sygdommen har spredt sig, bliver forskelligheden tydelig. Han forklarer det med et eksempel:

»Jeg glæder mig til jul og ungerne er så småt begyndt at glæde sig til jul, men Charlotte kan ikke glæde sig – fordi der ligger en scanning i begyndelsen af december. Dét, synes jeg, er åndssvagt.«

Esben og Charlotte Dalgaard sammen med døtrene Alberte (forrest) og Olivia, som Esben Dalgaard fik i et tidligere forhold.
Esben og Charlotte Dalgaard sammen med døtrene Alberte (forrest) og Olivia, som Esben Dalgaard fik i et tidligere forhold. Foto: nilskrogh v/clienti a/s/ Mofibo
Vis mere

Både før og under scanningerne er Charlotte Dalgaard spændt som en fjeder. Bagefter er hun ‘fuldstændig flad’ og skal samle sig selv op igen. 

Bagefter har familien måske en måned med normalitet, før bekymringstankerne igen banker på, og hun begynder at forberede sig på den næste scanning. Selv bekymrer Esben Dalgaard sig kun om scanningen i den uge, hvor han venter på svar. 

Han forstår godt, hun er bange og bekymret, men han konfronterer først problemer, hvis de opstår, og gider ikke forberede sig på en situation, der måske aldrig bliver til virkelighed.

»For det er en ‘ongoing’ ting resten af mit liv, at der vil være situationer, hvor vi skal vente på svar, der vil tegne ‘den nye virkelighed’ …« 

Han bliver afbrudt af sin kone: »Hov kig lige her….,« hun fjerner forsigtigt en løs øjenvippe fra hans kind, før hun fortsætter: »Du må ønske!«

»Så ønsker jeg at det bliver et godt interview,« siger han med et grin, mens hun, der havde håbet på et svar i retning af: 'Jeg ønsker at blive rask', sukker irriteret.

Hun har brug for at klynge sig til alle håb. Men han udfordrer – ved enhver lejlighed – bekymringstankerne. For han har brug for at tro på, at to plus to altid giver fire, uanset hvor meget man ønsker, krydser fingre eller beder til Gud. 

»På mange måder er det mig, der er vores problem,« siger han:

»Hvis jeg var mere ligesom dig – eller mindre krævende – ville mange af vores problemer ikke eksistere. Jeg vil ikke lave dig om, men jeg ved, at du kæmper med at have det svært. Grunden til, at jeg ikke skrider fra det hele er, at jeg ser, at du arbejder helt vildt med det, men jeg savner en Charlotte, der har det bedre. «

Esben og Charlotte Dalgaard er hver især bevis på, at dét man er indpodet fra barnsben, titter frem, når man er i krise.

Kræften kalder de for ‘lorten’, men de har fra barnsben lært to vidt forskellige måder, at angribe en lort på. Mens Esben Dalgaard dissekerer den i forsøget på at finde det ene lille guldkorn, der kan ligge gemt i den har Charlotte Dalgaard lært, at lorte – dækker man med et pænt gulvtæppe. Det ærgrer hende, for hun er sikker på, at det er nemmere at skubbe alvorlige emner til side, hvis de er håndgribelige.

Derfor øver hun sig i at tale højt om det, der gør ondt. I at konfrontere frygten. Og i at tro på, at hun selv kan stå den dag – hvis/når det frygteligste sker. Som hun siger:

»Alle mennesker er bomber, der bare venter på at sprænge i døden, men i Esbens tilfælde er lunten blevet tændt.«