Telefonen ringer, og indbakken er fuld af vrede mennesker på Frederiksberg biblioteks kanaler.
Siden et arrangement på biblioteket er blevet omdrejningspunktet for en heftig debat, har det været konstant.
»Det har været meget voldsomt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, heldigvis for det,« siger Tina Pihl, der har været bibliotekschef i Frederiksberg Kommune i ti år.
B.T. og en række andre medier har tidligere beskrevet, hvordan arrangementet har affødt dødstrusler og beskyldninger om pædofili og grooming mod de to dragartister. Men også bibliotekarerne og andre medarbejdere på biblioteket får hadbeskeder, hadefulde opkald og endda også dødstrusler.
Det meget omtalte arrangement, der finder sted fredag, er inspireret af Renee Toft Simonsens børnebog 'Børnene på Sølvgade'. Bogen handler om fire forældreløse børn, der får hjælp Miss Nelly – en mand, der klæder sig ud i dametøj.
På den baggrund har biblioteket rakt ud til to dragartister, der skal synge og optræde for børnene. Og så brød helvede ellers løs.
»Det er primært hadbeskeder, men der er også trusler i det. Der var én, der sagde til en af mine medarbejdere: 'I burde skydes alle sammen',« fortæller Tina Pihl, der er yderst opmærksom på medarbejdernes velbefindende i det nuværende stormvejr, biblioteket er havnet i.
»Når nu det her er landet, så skal vi holde godt øje med vores medarbejdere, og hvordan de har det, hvis nu der kommer en efterreaktion,« siger hun.
Tina Pihl havde ikke ligefrem set reaktionen for sig. Og hun indrømmer også, at de har været naive.
»Vi har ikke opfattet det som kontroversielt. Vi har opfattet det som et arrangement, hvor man kan klæde sig ud og hygge sig. Vi har tænkt det som en del af, at vi er for alle,« siger hun.
Biblioteket havde ikke ænset den igangværende debat om dragqueens, der blev sat i gang, da staten Tennessee for nylig forbød dragshows i offentligheden. Fremover vil de være mere opmærksomme, men de vil heller ikke lade sig censurere.
»Vi vil ikke være mere påpasselige på den måde, at vi vil begynde at censurere os selv, i forhold til hvad vi mener er bibliotekspassende. Men vi vil være opmærksomme på, om der florerer en debat, som kunne blusse op i forbindelse med et arrangement. Det har måske været noget naivt af os.«
Tilbage står en forbavset bibliotekschef, der i sine ti år i branchen aldrig har set noget lignende.
»Det er helt, ja, jeg var lige ved at sige uhørt. Det er vanvittigt, at vi har fået den her reaktion på et børnearrangement,« siger Tina Pihl og forsætter:
En demonstration er også blevet meldt til politiet, og ifølge en begivenhed på Facebook vil demonstranterne slå ring om biblioteket for »børnenes uskyld«.
Københavns Politi oplyser, at de er opmærksomme på arrangementet og tager de nødvendige forholdsregler.