Lyt til artiklen

Hovedstadsområdet bliver ramt, når vedligeholdelse af sendenettet går i gang.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Dermed kan folk omkring Gladsaxe 14.-16. august ikke være sikre på, at de kan høre radio, hvis de får lyst til at tune ind på FM- eller DAB.

Vedligeholdelsen skyldes, at man har besluttet at udskifte hindringslys i radiosendemaster, der er over 100 meter høje.

Ifølge DR er det nødvendigt at udskifte sikkerhedslysene, da de efterhånden er 30 år gamle og har fået driftsmæssige udfordringer.

Fra søndag 14. august til tirsdag 16. august er det Gladsaxe-senderen ved København, der vedligeholdes.

Det betyder, at der i perioder lukkes for radiosignalet. Det vil berøre FM-dækningen i store dele af hovedstadsregionen samt DAB-dækningen i og omkring Gladsaxe.

Derfor anbefaler DR, at man i stedet tilgår radioen via nettet i de berørte dage.

I tilfælde af behov for at udsende meddelelser af beredskabsmæssig karakter afbrydes arbejdet på masten, og i løbet af ganske kort tid vil signalet være tilbage.