Fra 20. maj vil du udelukkende kunne høre nye podcast-episoder af 'Sara & Monpolet' på DRs lyd-app DR Lyd.

DR har besluttet, at deres egen lydplatform for fremtiden skal være lytternes hovedindgang til DRs podcast, og derfor vil flere af deres podcast i fremtiden ikke udkomme på kommercielle podcast-tjenster som eksempelvis Podimo og Apple Podcast.

Tine Godsk Hansen, chef for DR Lyd, udtaler i en pressemeddelelse, at der er to vigtige grunde til, at de tager dette skridt nu:

»Den første er, at vi fremover får svært ved at løse vores public service-opgaver, hvis vi som i dag er afhængige af at udkomme på kommercielle podcast-platforme. De favoriserer i stigende grad betalingsindhold, der gør det svært for lytterne at tilgå indhold fra DR, som de jo allerede har betalt for.«

Hun fortsætter:

»Den anden grund er, at vi i DR Lyd kan præsentere danskerne for DRs samlede lydunivers, som de ellers ikke ville opdage på de kommercielle platforme.«

De har valgt at starte med at gøre 'Sara & Monopolet' eksklusiv til DR Lyd og derudover vil flere følge efter.

»Vi har ikke lagt os fast på, hvor mange af vores podcast der fremover skal ligge eksklusivt i DR Lyd, og hvornår det sker. Men det er den vej, det kommer til at gå,« udtaler Tine Godsk Hansen.

Hun forventer, at det til at starte med vil føre til at fald i lyttere, men at det vil rette sig i løbet af forholdsvis kort tid baseret på erfaringer fra Norge og deres statsfinansierede medie NRK.

»Efterhånden som vi samler flere og flere podcasts eksklusivt i DR Lyd, vil nye brugere også begynde at lytte til andet public service-indhold i DR Lyd, som dermed vil få endnu flere lyttere.«

I forhold til 'Sara & Monopolet' vil liveudsendelsen fortsat kunne høres på P4 hver lørdag formiddag.

DR oplyser til B.T., at de pågældende podcasts bagkataloger fortsat vil kunne høres på de kommercielle platforme.

Herunder kan du høre seneste udgave af B.T.s podcast 'Det vi taler om':