Moden er fyldt med blomster. Og blomster er moderne. Fordi de giver os håb og tro på, at uanset hvor streng vinteren er, kommer foråret.
Der er blomster alle vegne. De er i moden. Da Chanel holdt haute couture show i januar, foregik det som alle Chanels shows i Grand Palais i Paris, men catwalken var udsmykket som en rosenhave. Da Moschino viste sin seneste kollektion, var den fyldt med blomster, ja, en enkelt model var såmænd iført en kreation, så hun var en levende blomsterbuket. Der er blomstermønstre her og der og alle vegne, fra Kenzo til Ganni, fra Goya til Miu Miu og retur via Dolce & Gabbana og Valentino. Guccis nyeste parfume hedder såmænd Bloom.
Men blomster i sig selv er også moderne. På Nivaagaards Malerisamling vises netop nu en stor udstilling af blomstermaleren J. L. Jensen. Abonnement på blomsterbuketter er blevet vanvittigt populære de senere år, blomsterbutikker sælger favnfulde af grøftekantsbuketter, livsstilsbloggere som Emily Salmon og Cathrine Nissen, der blogger under navnet Rockpaperdresses, skriver næste lige så meget om blomster som om pæne sko (og sprødt bagværk).
Instagram bugner af blomsterbilleder, og det skabte nærmest folkevandring, da Københavns Kommune sidste sommer tilbød fri plukning af blomster på Selinevej på en mark yderst på Amager.
En modemand går i blomsterne
Et af de allerbedste eksempler på, at blomsterne virkelig er moderne, finder man i Uffe Buchards nyeste bog, »Blomst«. Manden, der har brugt de sidste 25 år i dansk modes tjeneste og holdt skarpt øje med trends og tendenser både herhjemme og i udlandet, har simpelthen lavet en bog, hvor han har bundet smukke buketter og fået dem fotograferet nøjagtigt, som var de mode.
»Der er jo blomster alle vegne. Når Signe Wenneberg (forfatter og haveekspert, red.) lægger en buket på Instagram, vold-liker folk det. Jeg har selv lavet pop-up-lancering for IKEA, hvor vi integrerede en blomsterbutik for at få gæsterne til at føle sig godt tilpas. Vi trænger til blomster. Jo mere vi alle sammen bor i byerne og på lidt plads, jo mere har vi brug for en bid af naturen. Det giver en smuk buket os. Den er en hilsen fra der, hvor blomsterne kommer fra,« siger Uffe Buchard.
Hans egen interesse for blomster er nu ikke ny. Han er opvokset i Sønderjylland, og da hans forældre blev skilt, overtog seksårige Uffe forhaven.
»Det skulle se ordentligt ud,« siger han, og så gik, hvad han selv kalder »lille tykke Uffe« ellers i gang med rive, blomsterfrø og hakkejern og endte med en have, som forbipasserende stoppede op for at beundre. Så kærligheden til blomster er ikke ny, selv om han blev frisør, så makeupartist og siden kreativ chef i firmaet Darling Creative Studio, et kreativt konsulentbureau, som arbejder med danske og udenlandske brands. Han har altid lavet buketter privat og til helt særlige kundearrangementer.
»For mig er det at lave en buket et frirum. Der er intet, der forstyrrer mig. Det har man brug for i en tid, hvor vi alle sammen løber lidt for hurtigt. Vi har brug for et helle. Vi burde alle sammen binde nogle flere blomsterbuketter.«
Til bogen har han og floristen Leif Sigersen bundet i alt 105 buketter. Hver buket er lavet på den årstid, hvor blomsterne var i sæson, og hver buket er fotograferet i en ny vase, fundet på loppemarkeder, i Uffe Buchards egne skabe og hos danske firmaer.
»Vi har fotograferet nøjagtigt, som når vi fotograferer mode til magasinet Dansk. Det må ikke blive for pænt. Jeg morer mig over, at alt, jeg gør, er forkert i forhold til alle de grundprincipper, der findes. Jeg kender dem, men jeg følger dem ikke. Jeg synes, de buketter, der ser ud, som om de er bundet af et blindt barn, er smukkest.«
Ekstremt mange besøgende til blomsterudstilling
På Nivaagaard Malerisamling i Nordsjælland oplever man også interessen for blomster.
Museet har netop nu en udstilling af guldaldermaleren L.J. Jensen, der også kaldes »Blomster-Jensen«, fordi han malede blomster hele livet. J.L. Jensen levede fra 1800 til 1856, og udstillingen er den første i nyere tid af hans værker og den største udstilling af hans værker nogen sinde, fortæller Nivaagaards direktør Andrea Rygg Karberg, og gæsterne strømmer til:
»Der er ekstremt mange besøgende. Blomster er en trend, som rører noget vigtigt i os.«
Det er nu ikke derfor, den hænger på Nivaagaard i disse måneder og frem til agust, for udstillingen har været planlagt i mange år.
Den forskningsbaserede bog »Blomstermaleren J.L. Jensen«, der er udkommet op til udstillingen, skrevet af Marie-Louise Berner og Mette Thelle, har været 14 år undervejs, men alligevel mener Andrea Rygg Karberg ikke, det er tilfældigt, at udstillingen gør indtryk på gæsterne netop nu:
»Vi har brug for den slowness, som blomsterne har. De gror langsomt og de forandrer sig hele tiden. Der er noget livsbekræftende over blomster. Se bare, hvordan små erantis lige nu skyder alle steder. De kommer igen hvert år. Blomster er små men stærke.«
Det er der mange gæster, som gerne vil se. Udstillingen er på populær på Nivaagaard.
Sådan har det ellers ikke altid været. J.L. Jensen har ikke været betragtet som helt så vigtig en maler som sine samtidige, hverken i Guldalderen, hvor han malede, eller i eftertiden.
»Kongen købte hans værker, og han udsmykkede to prinsessers spisestuer, men blomstermaleri blev betragtet som mindre væsentlig kunst end portræt- eller landskabsmaleri, det var mest noget, kvinder malede« siger Andrea Rygg Karberg.
For J.L. Jensen var blomstermalerier andet end noget dekorativt, han malede ikke bare det smukke, han malede drømmen om det evige liv:
»For Jensen var det religiøst begrundet, når han malede blomster. Han viste Guds skaberværk og på den måde Guds ånd, når han gengav de vidunderligt smukke blomster, der findes. Det var en hyldest til det skønne Vi har kaldt udstillingen »En Duft af Evighed«, for J.L. Jensens billeder udtrykker en drøm om evigt liv. Hos ham er der aldrig en eneste visnet blomst, her er kun perfektion og et ideal. Han har standset tiden og viser os drømmen om den evige ungdom. Vi fascineres af blomsterbillederne, fordi vi længes efter ikke selv at forgå.«
På museet har den nutidige kunstner Rebecca Louise Law netop færdiggjort en blomsterinstallation, der fylder et af udstillingens rum.
»Hun arbejder helt anderledes. Hun bruger kun tørrede blomster og altid de samme blomster igen og igen, når hun laver installationer. Men på samme måde som Jensen ønsker hun at stoppe tiden. Hos hende forandrer blomsterne sig heller ikke. Hun har bare en anden økologisk bevidsthed om blomsterne.«
Blomster giver håb
Modemæssigt blev blomster først udbredt efter industrialiseringen, der finder sted fra midten af 1700-tallet, forklarer Jo Turney, designhistoriker med særlig interesse for tekstiler. Hun forsker på universitet i Southampton og er blandt andet forfatter til en bog om blomstrede kjoler, »Floral dresses«.
For dampdrevne maskiner gjorde det muligt at fremstille tøj i større mængder – og måske ikke altid helt perfekt, så print var en nem måde at skjule småfejl i vævningen, og små blomster var et nemt mønster at printe på store flader.
Men blomsterudsmykning havde også en anden fordel, nemlig at den lignede de kostbare broderier, overklassen tidligere havde båret. Med et begreb fra den franske sociolog Pierre Bourdieu havde blomsterprintet »social kapital« med sig. Det så simpelthen finere ud, end det var – og samtidig var der det indbyggede paradoks, at det så naturligt ud, men at blomsterprintet kun var muligt på grund af teknologien.
Og da blomster først blev en del af moden, forsvandt det aldrig igen.
»Det er der flere grunde til,« siger Jo Turney.
»Blomster er nemme at sælge til et bredt publikum, for de er naturlige og fornærmer ingen. Samtidig er forskellige blomster forbundet med forskellige årstider, så i moden, hvor sæsonerne skifter, er de oplagte at bruge til at markere nye sæsoner, tulipaner, kirsebærblomster og påskeliljer om foråret, eksotiske blomster om sommeren og juleroser om vinteren.«
Men når så de lige nu er alle steder, skyldes det, at blomster altid er populære i krisetider – og det kan godt være, at økonomien i disse år har det godt, men samtidig står vi over for en klimakrise, der truer vores arts overlevelse, og med jævne mellemrum meldes der om fare for atomkrig, der hurtigere end klimaforandringerne kan true vores overlevelse. I en sådan situation har blomster et budskab til os, siger Jo Turney.
»De tilbyder os en historie om sejr over det, der er svært. Uanset hvor hård vinteren er, blomstrer de stadig i foråret. De tilbyder os et håb.«
Vi kan være både feminine og maskuline
Netop håbet – og behovet for at have et i disse år, er også forfatter og haveekspert Signe Wennebergs bud på, hvorfor blomster igen er populære.
»Blomsterne er der, hvor naturen gør sig allermest umage – der, hvor vi bliver mest imponeret over skaberværket. Og det har vi brug for at fokusere på i svære tider, hvor klimakrise, overbefolkningskrise og sundhedskrise truer os. Det er helt klassisk. Historisk har vi mennesker haft en tendens til at blive fokuseret på blomster, buketter og dyrkning, hver gang vi står i nogle uoverskuelige krige eller kriser. Vi har set det ved begge verdenskrige, hvor der udkom rigtig mange blomster- og havebøger.«
Så længe har hun ikke selv været med, men hun har skrevet havebøger og lavet TV-programmer om emnet i årevis, den første af hendes havebøger udkom i 2002, hvor det at gå op i sin have var nørdet, og hvor det ikke var smart at lave sine egne buketter. Det har været en utilsigtet konsekvens af kvindefrigørelsen, mener hun, for før 1960erne kunne kvinder godt dyrke deres have og deres ambitioner.
»Pludselig blev det reaktionært og grinagtigt at lægge en nystrøget dug på bordet, bage sine egne småkager og sørge for en frisk blomsterbuket fra haven hver dag. Det blev set som 1950er-husmor-agtigt, og det blev set ned på helt op i min tid, for jeg har også oplevet det selv.«
Sådan er det ikke længere. Det er smart at holde have, at gå op i blomster, siger Signe Wenneberg.
»Jeg tror, at vi igen er kommet til en tid, hvor vi forstår, at vi gerne både må have en maskulin karriere og være selvforsørgende og samtidig være feminine og blomsterdyrkende. Det er ikke enten eller.«
Man kan godt gå op i blomster, selv om man er frigjort. Eller bare gå med blomster.
