I 159 år har der været dyrskue i Ribe.
Men nu må det sydvestjyske dyrskue aflyse årets afholdelse fredag d. 26. juli.
Det skyldes, at dyrskuepladsen, kaldet Hovedengen, er blevet så oversvømmet af weekendens massive regnskyl, at man ikke kan nå at få den tør igen med kun halvanden uge til start.
Det skriver Ribe Dyrskue på deres hjemmeside.
'Ribe Dyrskue 2024 er desværre aflyst. Store dele af dyrskuepladsen står under vand, og det er ikke muligt at afholde dyrskuet i år. Vi ses igen 25. juli 2025, hvor dyrskuet fylder 160 år,' lyder meldingen.

Derfor bliver der altså hverken bedømt og fremvist landbrugsdyr, afholdt maskinudstilling eller VM i Gummistøvlekast i år til den nu aflyste familiebegivenhed.
Overfor TV Syd fortæller Ribe Dyrskues tovholder, Jens Christiansen, at man håbede på at kunne afholde årets dyrskue lige til det sidste.
»I fredags troede vi stadig på, at Hovedengen kunne blive klar til dyrskue, men weekendens store mængder regn skyllede de sidste forhåbninger væk,« siger dyrskuetovholderen.

Ribe Dyrskue havde ellers rekordmange dyr tilmeldt til årets afholdelse, og dyrskuets nye og hidtil største udstilling om maskiner var ligeledes allerede meldt udsolgt.
Men nu må årets dyrskue altså aflyses på grund af regnen, og billetindehavere vil automatisk få deres biletter refunderet, melder Jens Christiansen til TV Syd.