Hvad er Katrine Fogel Thomsen og Markus Grigos største fiasko i køkkenet? Og hvilken kage er deres favorit?

Kom tættere på ‘Den store bagedyst’-dommerne Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo, når de besvarer 10 spørgsmål om kage, bagedyst og træning.

1. Har du haft en fiasko i køkkenet?

Katrine:

»Så sent som i weekenden lavede jeg en masse chokoladekager, som kom ud af ovnen alt for tidligt og derfor faldt sammen. De røg i skraldespanden. Når det sker, kan man ikke gøre noget for at redde dem.«

LÆS OGSÅ: Faren til Stine Kronborgs søn: Jeg er stadig i chok

Markus:

»Jeg har engang glemt at lave en bryllupskage. Jeg blev ringet op klokken 11 og spurgt, hvornår jeg kom med den, og den skulle bruges klokken 16, så jeg sagde, at jeg ikke kunne nå det. Men så kom jeg til at tænke på bruden og gommen… Så klokken 16 stod jeg der med en bryllupskage i fire etager.«

2. Hvad er din yndlingskage?

Katrine:

»En cremelinse. Den består kun af to ting; mørdej og creme, så hvis den er god, ved man, at bageren er god.«

Markus:

»Der er for mange til, at jeg kan vælge. Men jeg elsker en god kartoffelkage, og den er til at få alle steder.«

LÆS OGSÅ: Bagedyst-darlingen Rosa: Før bagte jeg aldrig

3. Hvem er din største inspiration?

Katrine:

»Jeg bliver meget inspireret af kunst, og jeg elsker den amerikanske maler, Edward Hopper. Når det kommer til mad, var det først min morfar, som var kok, og senere min læremester, Jørgen Søgaard. Han har også uddannet Mette Blomsterberg. Han er min mentor.«

Markus:

»Det skifter lidt, men når det kommer til mad, har jeg brugt meget tid på Gordon Ramsey. Han kan virkelig sit håndværk og har ikke bare det hele i munden, så han har været meget inspirerende for mig. Ellers er jeg meget frankofil, når det kommer til mad.«

LÆS OGSÅ: CHOK: Kærligheden brast efter ‘Landmand’-optagelserne sluttede

4. Har du interesser ud over kager?

Katrine:

»Kunst! Jeg går gerne på udstillinger, og jeg maler meget selv. Det er der, jeg henter energi i hverdagen.«

Markus:

»Kampsport er det, jeg bruger mest tid på. Lige nu Krav Maga, som er en israelsk kampsport. Jeg elsker også naturen og fisker gerne ved kysten eller fra kutter. Det er afslappende, og jeg elsker stilheden.«

LÆS OGSÅ: WOW! Så meget har ‘Bagedyst’-Ditte tabt sig på 10 uger

5. Hvorfor er du med i bagedysten?

Katrine:

»Det var en personligt udfordring til mig selv. Først havde jeg slet ikke lyst. Jeg kunne ikke se mig selv i det. Men så overtalte min mand og min kompagnon mig til at gå til casting. Det gik rigtig godt og var pissesjovt, så jeg skulle komme igen. Så blev jeg koblet med Markus, og vi havde bare en god energi.«

Markus:

»Jeg ansøgte selv! Jeg har, lige siden programmet startede, tænkt, at jeg gerne ville være med, så jeg talte en dag med Mette Blomsterberg og sagde, at hvis de blev trætte af det, ville jeg gerne. Hun sagde, jeg skulle sende en ansøgning til DR, så det gjorde jeg. Ugen efter stod der i avisen, at hun stoppede – men det anede jeg ikke. Men jeg kom til casting, og så gik det derfra.«

LÆS OGSÅ: ‘De unge mødre’-deltager reddede søn ud af brændende bil

6. Hvem ville du helst bage en kage til?

Katrine:

»Det skulle være min mor, for det fortjener hun bare. Hun er min evige inspiration, og hun er der altid for mig. Griber boldene for mig og bakker op, uanset hvad jeg har gang i. Vi startede forretning, da vi havde helt små børn, og hun hjalp så meget. Jeg ville bage en stor jordbærtærte i hjerteform.«

Markus:

»Da jeg rejste fra Tyskland som 18-årig, var mit mål at vende mit navn til noget godt. Vi var seks ”Grigo”-søskende, og vi fik tæsk i skolen og havde et dårligt ry, selvom vi ikke lavede ballade. Alle mine søskende ville af med navnet, men ikke mig. Så jeg ville bage en kæmpe kage til alle de tyskere, der var lede mod mig dengang, så de kunne smage, hvad jeg er blevet til. En stor bryllupskage-agtig kage. Og så ville jeg aldrig se dem igen.«

LÆS OGSÅ: ‘Bagedyst’-Jesper sælger lejligheden: Jeg vil have pladen fuld

7. Beskriv den perfekte fridag?

Katrine:

»Jeg kan næsten ikke huske, hvordan en fridag er… Men jeg ville lade børnene sove længe, lave noget god morgenmad, hygge med min mand, Rasmus, og ungerne, gå tur med hunden og tegne eller male nogle malerier.«

Markus:

»Jeg elsker dage, hvor jeg ikke skal noget. Men jeg drikker faktisk næsten hver morgen kaffe på sengen med min kæreste. Jeg elsker at stå op og lave kaffen, komme tilbage med den og massere hendes fødder, til hun vågner, så sidder vi der og sludrer. Ellers er det bare en gåtur i skoven og hygge. Også med mine børn, hvis de har tid.«

8. Hvad er bedst og værst ved at lave tv?

Katrine:

»Det bedste har været at møde både Markus og hele holdet. Det har været en virkelig fed oplevelse at lære alle at kende. Det værste er, at vi skal sende folk hjem. Jeg er vant til at være konstruktiv og hjælpe, her skal de bare ud.«

Markus:

»Det bedste er, hvor sjovt vi har det. Jeg har aldrig grinet så meget. Det værste er at se, hvad folk skriver om os –  men jeg prøver at lade. Det kan være meget personligt, og i går læste jeg, at en journalist kaldte os røvsyge.«

LÆS OGSÅ: BAKING NEWS: ‘Bagedyst’-darling er blevet gift

9. Hvordan holder du formen?

Katrine:

»Jeg spiser kage hver dag, men til gengæld går jeg sindssygt meget på grund af arbejdet. Jeg går mellem 17 og 20.000 skridt om dagen, og jeg kan godt lide at tage trapperne. Men jeg hader at løbe og cykle.«

Markus:

»Jeg spiser faktisk ikke mange kager. Jeg elsker kager, og jeg smager på mange, men jeg spiser sundt. Og så dyrker jeg meget sport.«

10. Hvad gider du ikke bage?

Katrine:

»Der er ikke noget. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke kunne finde på at købe færdige hotdogbrød. Det kan jeg sagtens, hvis jeg ikke har tid. Men jeg nyder det hjemmebagte mere.«

Markus:

»Filodej er for besværligt, så det laver jeg ikke selv. Men jeg arbejder ikke som bager eller konditor til hverdag, så bortset fra rugbrød bager jeg næsten kun, når vi har gæster. Så jeg støtter bageren.«

LÆS OGSÅ: ‘Bagedyst’-vært om ny sæson: Jeg savner Mette og Jan

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.