LEVENDE HELE LIVET: Danskerne lever i gennemsnit fire år længere end for bare 15 år siden. Men kan alder overhovedet gøres op i tal eller er det mere en følelse, som afhænger af livssyn og antallet af skavanker? BT undersøger i en ny serie danskernes forhold til alder. Hvornår er man gammel? Hvornår føler vi os unge? Hvor mange år forventer vi at leve? Og hvor langt vil vi gå for at kunne sætte 100 lys i lagkagen - og samtidig være i stand til at puste dem ud?

Foto: Simon Skipper
Vis mere

Bent Fabricius Bjerre, Komponist og pianist, 93 år

Hvornår er man gammel?

For mig kan du igennem hele livet være gammel enten fysisk eller psykisk eller begge dele, forstået på den måde, at aktiviteten er mærkbart nedsat både i andres og dine egne øjne.

Hvornår føler du dig gammel?

Jeg følte mig ikke gammel, da jeg rundede 80 år. Men efter de 90 begyndte jeg at være opmærksom på, at fysikken haltede bagefter. Jeg begyndte at blive forsigtig med, hvad jeg foretog mig med den tanke i baghovedet, at en langvarig helbredelse efter et fald eller sygdomsforløb kunne tappe mig for energi. Men udover det, føler jeg mig ikke gammel. Jeg taler på lige fod med alle andre og skænker ikke deres kronologiske alder en tanke.

Hvornår føler du dig ung?

Hver morgen når jeg vågner ved siden af min kone og er klar til en time på tennisbanen eller en ridetur i Dyrehaven, inden jeg går i gang med dagens arbejde.

Hvornår føler du dig gammel?

’At være gammel’ er en følelse, som indhenter én i bestemte situationer, og som i høj grad hænger sammen med dit helbred.

Den dag, du skal puste 80 lys ud i lagkagen, er du gammel. Det er i hvert fald den alder, flest danskere peger på, når de skal sætte et tal på ’at være gammel’, viser en undersøgelse, som Yougov har lavet for BTMX.

Ikke overraskende rykker den opfattelse med alderen. Blandt den yngste målgruppe, mener én ud af tre, at man allerede er gammel, før man fylder 70 år. I den ældste målgruppe mener tre ud af fire til gengæld, at det kræver 80 lys i lagkagen, før man kan kalde sig gammel.

Alder er ifølge etnolog fra Center for Sund Aldring Københavns Universitet, Aske Juul Lassen, i høj grad er situationsbestemt. F.eks. når man ser de ser sig selv i spejlet, har fødselsdag, pensionsselskabet ringer eller Ældresagen kontakter en.

»Når de ældre viser rundt i hjemmet og f.eks. støder på et billede af deres forældre, går det op for dem, at de faktisk er ældre, end forældrene var på billedet. Men de føler jo, de ser temmelig meget yngre ud,« siger han.

I Ældresagens Fremtidsstudie svarer næsten hver anden i aldersgruppen 50-84-årige, at de føler sig yngre, end det tal, der står på dåbsattesten. Og her spiller helbredet en afgørende rolle. 87 pct. af dem, der føler sig yngre, end deres alder, har i undersøgelse et godt selvvurderet helbred.

»At være gammel er selvfølgelig ikke en sygdom. Men alderen er ofte noget, man føler gennem sygdom,« siger Aske Juul Lassen.