LEVENDE HELE LIVET: Danskerne lever i gennemsnit fire år længere end for bare 15 år siden. Men kan alder overhovedet gøres op i tal eller er det mere en følelse, som afhænger af livssyn og antallet af skavanker? BT undersøger i en ny serie danskernes forhold til alder. Hvornår er man gammel? Hvornår føler vi os unge? Hvor mange år forventer vi at leve? Og hvor langt vil vi gå for at kunne sætte 100 lys i lagkagen - og samtidig være i stand til at puste dem ud?

Foto: Kim Haugaard
Vis mere

Jytte Abildstrøm Mygind, Skuespiller, 84 år

Hvornår er man gammel?

Uanset alder har man lov til at føle sig gammel. Man kan være gammel, fordi man ikke længere har så mange kræfter. Jeg er nu selv så privilegeret, at selvom jeg ikke har så mange kræfter, er mine livsholdninger sprællevende. Jeg vil så gerne, at vi mennesker er gode ved hinanden og også gode overfor jord, luft, ild og vand. Noget jeg stadig holder foredrag om ca. en gang om ugen for store og små. Vedvarende energi i det åndelige og fysiske liv.

Hvornår føler du dig gammel?

Om morgenen. Men det går bedre efter lidt yoga, meditation eller en skøn morgentur i den skønne natur, hvor jeg bor.

Hvornår føler du dig ung?

Når jeg af og til drager afsted med mine kufferter med små dukker og små historie og gøgler for børn og voksne.

Hvornår føler du dig gammel?

’At være gammel’ er en følelse, som indhenter én i bestemte situationer, og som i høj grad hænger sammen med dit helbred.

Den dag, du skal puste 80 lys ud i lagkagen, er du gammel. Det er i hvert fald den alder, flest danskere peger på, når de skal sætte et tal på ’at være gammel’, viser en undersøgelse, som Yougov har lavet for BTMX.

Ikke overraskende rykker den opfattelse med alderen. Blandt den yngste målgruppe, mener én ud af tre, at man allerede er gammel, før man fylder 70 år. I den ældste målgruppe mener tre ud af fire til gengæld, at det kræver 80 lys i lagkagen, før man kan kalde sig gammel.

Alder er ifølge etnolog fra Center for Sund Aldring Københavns Universitet, Aske Juul Lassen, i høj grad er situationsbestemt. F.eks. når man ser de ser sig selv i spejlet, har fødselsdag, pensionsselskabet ringer eller Ældresagen kontakter en.

»Når de ældre viser rundt i hjemmet og f.eks. støder på et billede af deres forældre, går det op for dem, at de faktisk er ældre, end forældrene var på billedet. Men de føler jo, de ser temmelig meget yngre ud,« siger han.

I Ældresagens Fremtidsstudie svarer næsten hver anden i aldersgruppen 50-84-årige, at de føler sig yngre, end det tal, der står på dåbsattesten. Og her spiller helbredet en afgørende rolle. 87 pct. af dem, der føler sig yngre, end deres alder, har i undersøgelse et godt selvvurderet helbred.

»At være gammel er selvfølgelig ikke en sygdom. Men alderen er ofte noget man føler gennem sygdom,« siger Aske Juul Lassen.