Vidste du, at en skål suppe og et olieshot kan gøre lige så meget for din hud som dyre cremer? Skønhedsekspert Anette Kristine Poulsen fortæller her hvorfor.

GØR DET - OG GØR DET HVER DAG
Ligesom med tandbørstning og sport hjælper hudpleje kun, når du gør det. Halvhjertede kig på badeværelseshylden og lejlighedsvise besøg hos kosmetologen batter ikke, hvis den daglige rutine mangler. Derfor:
Morgen: Let eksfoliering med en helt almindelig bomuldsvaskeklud, fugtmættende serum toppet med dagcreme, der indeholder SPF-beskyttelse.
Aften: Efter afrensning (så makeup, SPF og snavs kommer af) er det en god idé at gå i seng med A-vitamin, som hjælper med at regenere din hud. Bl.a. Environ, Verso og Beauté Pacifique laver gode produkter med A-vitamin).
TIP! Bliv klogere på A-vitamin på mbh-dermasupply.com og versoskincare.com

SE OGSÅ: Spis dig til sund og smuk hud

TIDENS HOTTESTE HUDELEKSIR
Ja, det lyder måske mærkeligt, men vandet fra langtidskogte kødben er ikke bare stort – det er simpelthen det nye brændstof til huden. Hjemmelavet kødboullion rig på kollagen hitter både herhjemme og internationalt. Bl.a. bliver der ikke længere kun drukket grøn juice og kokosvand under modeugerne i New York. Der bliver også delt hudeliksir ud af den langtidssimrede slags, som min mormor lavede den. Dét, der begyndte som en palæo-ting, er blevet tidens nye hudkærlige suppe, hvor #boilyourbones er et flittigt brugt hashtag. Både den anerkendte hudterapeut Julia March og sundhedsguruen dr. Frank Lipman, begge fra New York, anbefaler en daglig kop på grund af det høje indhold af protein, aminosyrer, kalcium og magnesium.

TIP! Personligt sværger jeg til kostekspert Lene Rodes opskrift: Et kilo økologiske okseben, en liter vand, to spiseskefulde hvid balsamico, et stort løg, to gulerødder i tern, tre stilke bladselleri og et bundt koriander eller persille. Det hele skal simre i 12 timer, men tilsæt først krydderurterne de sidste 15 minutter.

SE OGSÅ: 30 lækre produkter til køligere dage

DIT DAGLIGE SHOT
Et dagligt skud fiskeolie har en mærkbar smidiggørende effekt på huden, og netop med fiskeolie er du sikret de forskellige og vigtige omega-3-fedtsyrer (EPA og DHA). Nogle er hardcore og drikker fiskeolien som en snaps – jeg blander altid to spiseskefulde i et stort shotglas med iskold rødbede- og gulerodsjuice.

DYRK FACE FITNESS
Jeg er stor fan af elektronisk ansigtsgymnastik, dvs. opstrammende gør-det-selv-strøm, hvor apparatet måske nok minder mest om en stor kuglepen. Den lavfrekvente (og altså ufarlige) strøm stimulerer blodcirkulationen, så du får glød i kinderne. Samtidig stimuleres ansigtsmusklerne og bindevævet, så hudmadrassen af kollagen øges, og huden bliver mere fast. Priser fra 800 kr. Se mere på lancerskincare.com eller mynuface.com

SE OGSÅ: Dit ansigt afslører alt om din sundhed

MINE 4 FAVORITTER TIL SUPERGLØD
1. Fugtmagneter i din hudpleje, som hjælper med at holde den friskere og mere mæt at se på. F.eks. fugtspray med hyaluronsyre, B3-vitamin og glycerin fra Rønsbøl. ronsbol.dk, 199 kr.
2. Glød & beskyttelse. Blandt de bedste ansigtscremer, der både indeholder SPF, antioxidanter og indbygget glans hører Caudalies dagcreme døbt Vinexpert Broad Spectrum SPF 15 Radiance Fluid. hellethorup.dk, 445 kr.
3. Antioxidanter. Spis dem, drik dem og sørg for, at de er i rigelige mængder i din hudpleje. Brug f.eks. serummet CE Ferulic fra Skinceuticals. nage.dk, 800 kr.
4. A-vitamin, som fås i forskellige styrker og konsistenser. Her som hudfornyende serum fra Verso – god til om natten. magasin.dk, 795 kr.

SE OGSÅ: 10 skønne produkter uden parfume & parabener

SE OGSÅ: Antioxidanter: Holder de os raske, unge og smukke?

SE OGSÅ:  3 kvinder tester: Kan du spise & træne dig yngre på 6 uger?

Artiklen blev oprindeligt bragt på Fitliving.dk