LEVENDE HELE LIVET: Danskerne lever i gennemsnit fire år længere end for bare 15 år siden. Men kan alder overhovedet gøres op i tal eller er det mere en følelse, som afhænger af livssyn og antallet af skavanker? BT undersøger i en ny serie danskernes forhold til alder. Hvornår er man gammel? Hvornår føler vi os unge? Hvor mange år forventer vi at leve? Og hvor langt vil vi gå for at kunne sætte 100 lys i lagkagen - og samtidig være i stand til at puste dem ud?

Foto: Unger Anthon
Vis mere

Christian Degn, TV-vært, 38 år

Hvornår er man gammel?

Min opfattelse af alder har ændret sig hele livet. Da jeg var en lille stump i folkeskolen, syntes jeg, at dem i 9-10. klasse var voksne. På sidste skoledag slog tanken fra dengang mig, og jeg grinte for mig selv, for jeg følte mig jo bare ung og nogle gange lidt forvirret. Samme aha-oplevelse har jeg haft adskillige gange siden. Da jeg var reporter på TV Avisen, sagde en vært “de ældre over 60” på skærmen. Vi fik en strøm af klager. Folk over 60 var IKKE “ældre”. Jeg kan konkludere, at hverken pubeshår eller rynker harmonerer med folks alder. Men når alt kommer til alt, så er jeg rent fysisk bare en midaldrende mand. Statistisk set er jeg cirka midt i gennemsnitslevealderen. Halvdelen af livets store klippekort er brugt. Alligevel føler jeg mig stadig ung, selv om jeg får flere venner over 50. Jeg har det godt med min alder, men emnet er ret ømtåleligt for mange. Måske fordi vi oplever, at folk, der kalder sig gamle, har accepteret, at døden er på vej. Og vi er jo vilde med livet! Men som flaskedreng i Brugsen lærte jeg, at varerne omkring sidste salgsdato var gamle. Og mon ikke det er noget lignende med mennesker. Vi er gamle, når vi rammer gennemsnitslevealderen. Sådan cirka!

Hvornår føler du dig gammel?

Søndag morgen i bunden af et telt på Roskilde Festival føler jeg mig gammel. Efter fire dages fest og rock’n’roll.

Hvornår føler du dig ung?

Cirka 8 timer tidligere. Lørdag nat på Roskilde Festival. Med en krop, der gløder af liv og fest.

 

Hvornår føler du dig gammel?

 

’At være gammel’ er en følelse, som indhenter én i bestemte situationer, og som i høj grad hænger sammen med dit helbred.

Den dag, du skal puste 80 lys ud i lagkagen, er du gammel. Det er i hvert fald den alder, flest danskere peger på, når de skal sætte et tal på ’at være gammel’, viser en undersøgelse, som Yougov har lavet for BTMX.

Ikke overraskende rykker den opfattelse med alderen. Blandt den yngste målgruppe, mener én ud af tre, at man allerede er gammel, før man fylder 70 år. I den ældste målgruppe mener tre ud af fire til gengæld, at det kræver 80 lys i lagkagen, før man kan kalde sig gammel.

Alder er ifølge etnolog fra Center for Sund Aldring Københavns Universitet, Aske Juul Lassen, i høj grad er situationsbestemt. F.eks. når man ser de ser sig selv i spejlet, har fødselsdag, pensionsselskabet ringer eller Ældresagen kontakter en.

»Når de ældre viser rundt i hjemmet og f.eks. støder på et billede af deres forældre, går det op for dem, at de faktisk er ældre, end forældrene var på billedet. Men de føler jo, de ser temmelig meget yngre ud,« siger han.

I Ældresagens Fremtidsstudie svarer næsten hver anden i aldersgruppen 50-84-årige, at de føler sig yngre, end det tal, der står på dåbsattesten. Og her spiller helbredet en afgørende rolle. 87 pct. af dem, der føler sig yngre, end deres alder, har i undersøgelse et godt selvvurderet helbred.

»At være gammel er selvfølgelig ikke en sygdom. Men alderen er ofte noget man føler gennem sygdom,« siger Aske Juul Lassen.