Marcus på 23 år spillede dagligt gennem tre år. Først på en uskyldig fodboldkamp med sin far. Efterfølgende på en asiatisk badmintonkamp midt om natten.
Han har løjet, manipuleret og snydt alle omkring sig. Bare for at have et spil i gang. Bare for at kunne trække vejret.
Langsomt blev den unge mand opslugt af spillet, til han pludselig ikke kunne kende sig selv.
»Jeg har lavet mange numre, som var amoralske og langt væk fra den person, jeg gerne vil være i dag. Men dengang var det jo noget, som jeg var nødt til for at holde det kørende. Det var min ret og min pligt,« fortæller han til B.T.
Marcus har sammen med sin kammerat Nicklas Vincent, der også er spillefri ludoman, skrevet bogen 'Ludoman – Alt på spil' for at sætte fokus på sygdommen og være et spejlbillede for andre unge, der er på vej ned ad samme rute.
En undersøgelse fra 2022 lavet af Rambøll i samarbejde med Spillemyndigheden, viste nemlig, at omtrent seks procent af unge mellem 12 og 17 år har spilproblemer. Den statistik var Marcus engang en del af.
Snyd og bedrag
Han snød nemlig jævnligt sin mor for 25 kroner efter arbejde for at købe et pizzaslice. Men Marcus tog bussen sulten hjem, for pengene gik direkte ind på en spilkonto.
Den unge mand løj for sin svigerfamilie, der troede, at han larmede om natten for at tisse. Men han stod faktisk inde i stuen og så fjernsyn for at følge med i de kampe, han havde spillet på.
Og han sagde til sig selv, at alle andre omkring ham var idioter. For problemet kunne bestemt ikke ligge hos ham.
»Der er rigtig mange venner og familiemedlemmer, jeg har manipuleret. Løjet for. Snydt og bedraget,« fortæller Marcus, og tilføjer:
»Da jeg var i det, rørte det mig ikke. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det gjorde ondt i min samvittighed. Men det gjorde det ikke. Jeg tænkte kun på en ting, og det var at spille.«
Ensomheden fik sit greb i ham. Han var aldrig sammen med sine kammerater. Over en længere periode talte han ikke med sine forældre.
Der var simpelthen for mange konflikter. Og det var sjovere bare at sidde derhjemme foran computeren og spille.
»Hver gang der var nogen, der konfronterede mig og gerne ville mig det bedste, så blev det til en konflikt. Jeg blev aldrig mødt med forståelse for eller accept af, at jeg var afhængig af noget. Jeg var bare dum,« siger han, og tilføjer:
»Der var ikke nogen, der havde en ordentlig samtale med mig. Men jeg var heller ikke til at have en ordentlig samtale med.«
En vej ud af mørket
Marcus skulle helt ned, hvor der er mørkt og koldt, før han besluttede sig for at få hjælp. Han mente ikke selv, at han var ludoman, men alligevel tikkede han 19 ud af 20 spørgsmål af i spørgeskemaet. Han var ludoman og nu skulle han altså i behandling.
Behandlingen betød også, at han skulle fortælle sandheden til de mennesker, han har snydt og bedraget. Nogle svarede ham, andre har ladet beskeden ligge alene.
Udover at sige undskyld og give folk deres penge tilbage, forsøger han nu at give dem oplevelser og vise dem, hvor meget de betyder for ham.
»Man bliver jo nødt til at sige sandheden på et tidspunkt, og håbe på, at de tager imod en med blide arme. Og det er også det bedste råd, jeg kan give. Tal. Fortæl om dine problemer. Det reparerer hullet i maven.«
Marcus lavede sit sidste bet den 31. januar 2019. I dag er han gruppebehandler for andre ludomaner. Han er også debattør, hvor han taler for at forbyde spillereklamer i Danmark.
Med bogen vil Marcus nu fortælle om sin egen rejse og forhåbentlig vise ludomaner og pårørende, at der er en vej ud af mørket igen.
Ludomaniforeningen anslår, at 155.000 danskere mellem 18 og 74 år havde et problem med spilafhængighed i 2022 i mere eller mindre grad. De skriver også på deres hjemmeside, at cirka 48 procent af ludomaner det samme år i Danmark var under 25 år.
