Her får du Lene Hanssons ugentlige klumme, samt gratis opskrift og sundhedstips.

Køb abonnement på PLUS og få adgang til alle Lene Hanssons kostplaner og guider. Få blandt andet GO GREEN-kuren og

I min kostklinik har jeg flere sygeplejersker og andre klienter, der arbejder på forskellige tidspunkter af døgnet - og ofte aften, nat og dag i skift. De fortæller mig, at de har svært ved at tabe sig - næsten uanset hvad de gør. Fra min ungdom, hvor jeg arbejdede som stewardesse, ved jeg at sene og skæve arbejdstider også påvirkede min vægt og fordøjelse. Dengang vidste jeg ikke, hvor vigtigt det var at spise på ”de rigtige tider”, men jeg kan se i dag, at jo bedre jeg passer mine spisetider, des bedre fungerer min fordøjelse, humør og vægt.

Alt levende bevæger sig i en cyklus. Kvindens menstruation, planetens årstider, jordens bane, lys og mørke osv. Og på samme måde bevæger vores fordøjelse sig gennem et døgn. Rent fordøjelsesmæssigt er døgnet delt op i 3 faser på hver ca. otte timer. Det betyder, at uanset hvad du gør (sover, shopper, læser, træner), så følger dine indre organer et særligt tidsskema. Kroppen har en klar plan, der går ud på bedst mulig overlevelse, og det sker bl.a. igennem at rense sig selv for affaldsstoffer, nedbryde og fordøje mad og drikke samt at optage næringsstoffer til cellerne. Lige så vigtigt det er at få næring ind i cellerne, lige så vigtigt er det, at cellerne får lov til at udskille deres affaldsstoffer. Hvis vi ophober affaldsstoffer, går det ud over vores sundhed, og vi bliver ”forgiftede”. Det, du spiser, skal ud igen.

Vores døgnrytme er præget af lys og mørke. Det vil sige, at hvis du arbejder og er vågen om dagen, så arbejder dine organer og fordøjelse efter følgende faser:

Udskillelsesfasen kl. 04.00 – 12.00

Din krop er særligt i dette tidsrum i gang med at udrense sig selv for affaldsstoffer. Derfor bør du spise letfordøjelig mad, såsom frugt, grønt, nødder, kerner, smoothies, juicer, greenies, salater og grønsagssupper. Spiser du tungt fordøjelig mad i denne periode, kan du risikere, at der ikke er energi nok til udrensningen.

Indtagelsesfasen kl. 12.00 – 20.00

Her er dine fordøjelsesorganer i hopla og klar til at fordøje din mad og drikke. Du bør ikke spise senere end kl. 20.00, da mavesækken behøver ca. 3-4 timer for at blive tømt, og din mavesæk skal helst være tom, når du falder i søvn. Hvis mavesækken ikke er tom, skal din krop bruge en masse energi på at fordøje på den tid, hvor den har brug hvile!

Optagelsesfasen kl. 20.00 – 04.00

Du er nu i gang med ”hvile- og sovefasen”, hvor du bør slappe af og ikke belaste din fordøjelse med ”natmad”. Er du ved at dø af sult, så spis let i form af frugt, grønt og eventuelt lidt nødder.

 

Skiftevagter og natarbejde

Arbejder du aften, nat eller i skiftehold, bør du stadig overholde disse faser, da dine fordøjelsesorganer ikke lige pludselig ”stiller om”, fordi du ønsker det.

Spiser du kl. 2.00 om natten, fordi du har nattevagt, så er dine tarme og fordøjelsesorganer (lever, bugspytkirtel) ikke klar til at deltage i arbejdet.

Løsningen er at spise ganske let fra kl. 20.00  og frem til kl. 12 næste dag  for at følge kroppens naturlige rytme.

Du har sikkert prøvet at rejse og oplevet ”jetlag”. Fænomenet skyldes, at dit indre ur kun kan omstille sig med en time pr. døgn! Det lærte jeg,da uddannede mig til stewardesse. Der er jetlag jo desværre en naturlig ting i arbejdslivet, og det tager meget hårdt på kroppen.

Nattevagter føles faktisk som jetlag for kroppen. Hvis kun har en enkelt nattevagt i ny og næ, er der chance for at det ikke påvirker dig særligt meget. Men hvis dit du har skiftevis dag,- aften og nattevagter, kan det gå ud over din vægt.

Arbejder du i fast nattevagt, er der mulighed for, at dit indre organur har stillet sig om og byttet om på nat og dag. Men kun, hvis du på dine almindelige dage (fridage) også spiser omvendt. Dvs. du skal spise om natten og faste eller spise let (frugt, grønt, salater, grøntsager m.m.) om dagen. Og det er de færreste, der faktisk gør det.

Vi skal tænke på, at vores krop genetisk er den samme som vore forfædres. Og vi burde ligesom dem gå i seng kort tid efter solnedgang. For det er ikke kun vigtigt, at du får nok søvn, det er lige så vigtigt, at du får søvn på det rigtige tidspunkt. Årsagen er, at særligt den første del af søvnen fra klokken 22 til klokken 2 om natten bruges til fysisk genopbygning af f.eks. hormonale funktioner (væksthormoner, kønshormoner, insulinhormoner etc.). Den anden del af søvnen, fra klokken 2 til klokken 6 , bruges særligt til psykisk eller mental genopbygning.

Bliver hormonbalancen påvirket, kan det være svært at holde vægten og at slanke sig.