Ligesom du gør din græsslåmaskine klar til sommersæsonen, kan det være en god idé at gøre din egen krop klar, det vil sige, rense ud i vinterens ophobninger af fed mad og måske slanke dig et par kilo.

Jeg kan tydeligt se, at jo mere rå og uopvarmet mad mine klinter har spist, desto færre skavanker har de.

Mange spiser mere tung mad i den kolde tid, fordi de psykologisk har brug for varm mad. Når forår og sommer kommer, er de fleste klar til at spise mere salat og friske grønsager, for med varmens komme har vi som regel ikke ’brug’ for så meget varm mad.

Fordelen ved at skifte noget af den opvarmede mad ud med friske og rå grøntsager, mere frugt m.m., er øget energi, et bedre stofskifte og en sundere krop, da mange vitaminer bliver ødelagt af opvarmning over 43 grader.

Her kommer begrebet ’raw food’ ind. Det betyder, at man spiser sin mad rå – at den ikke varmes op over ca. 42 grader. Maden, der fylder mest på tallerkenen, er grøntsager, frugter, avocado, urter, nødder, kerner, frø osv. Maden, der vælges mindst af, er korn, mejeriprodukter og kød.

Klienterne i min kostklinik afleverer altid en maddagbog for en uge, når de kommer til den første kostvejledning. Det er mit værktøj til at se, hvordan de lever. Maddagbogen er en vigtig hjælper til at få øje på, hvordan kost og livsstil hænger sammen. Også i forhold til at se og forstå sygdomme og ubalancer i kroppen.

Når kroppen skal gøres sommerklar, kan du gøre det på flere måder.

Særligt hvis din fordøjelse ikke er optimal, kan du have svært ved at fordøje rå grøntsager. Det, der er sund og nærende mad for en rask tarm, kan være en trigger og irritation for en syg tarm, så du må prøve dig frem.

Udrensningsdag 1

Det første, du kan gøre for at rense din krop og særligt få din fordøjelse op at køre optimalt, er at tage en udrensningsdag. Det er en klar fordel at lægge den på en fridag.

Den foregår på den måde, at du spiser grøntsagssuppe morgen, middag og aften – i alt ca. to liter, der er lavet aftenen i forvejen.

Du kan vælge den samme suppe til hele dagen eller to forskellige supper. Du kan blende suppen eller spise den, som den er, med stykker af grøntsager.

Hvis de spiser en stor portion suppe seks gange på en dag, siger de fleste af mine klienter, at de føler sig mætte.

Om aftenen kan du spise frugt og grøntsager samt lidt mandler, inden du går i seng.

Sørg for at drikke mindst fem glas vand denne dag, så du får masser af væske, som din fordøjelse og dit stofskifte elsker.

Udrensningsdag 2

Morgenmad næste dag kan være en stor portion frugtsalat med hakkede nødder og kerner. Dertil en smoothie, hvor du tilsætter en spsk. hørfrøolie, en tsk. byggræs og en tsk. chiafrø. Rør godt rundt – efter et par minutter er chiafrøene opblødte og helt klar. Drik også et stort glas vand eller urtete til morgenmaden.

Formiddag kan være grøntsager i stænger, 20 mandler og ét til to glas vand.

Til frokost og middag sørger du for, at du på din tallerken altid dobler op med grøntsager og salat i forhold til hovedretten, du vælger. Er det kød, så tag f.eks. 125 g kød og mindst 250 gram grøntsager, gerne råkost.

Mellemmåltider kan være frugt eller flere grøntsager, gerne op til 300 g.

Drik mindst to liter vand om dagen og lav en maddagbog, så du sikrer, at du får, hvad du skal have, både af de friske råvarer og af væske.