Lyt til artiklen
Selvfølgelig må en lærer ikke slå et barn. Det må forældre sådan set heller ikke. Lussinger er ikke en løsning. Det kostede en lærer jobbet på en skole i Ølstykke og en dom og bøde i retten, at hun i januar mistede besindelsen og stak en seks-årig dreng en lussing. Forinden havde drengen slået en anden elev og spyttet og slået sin lærer, da hun greb ind.


Det var ifølge moderen til den seks-årige dreng først, da sagen kulminerede med lussingen, at der for alvor blev taget fat om at hjælpe hendes seks-årige søn, som har haft problemer siden børnehaven. Hvor er det trist, at der ikke blev grebet ind i tide. Det var vel ingen hemmelighed for nogen, at drengen passede så dårligt ind.

Sagen fra skolen i Ølstykke ligner endnu en trist historie om fejlslagen inklusion i folkeskolen. Endnu en historie om, hvor svært det kan være at inkludere børn med særlige behov i folkeskolens normalklasser. Sagen er ulykkelig for alle: For den seks-årige dreng og hans mor, for den fyrede lærer og hendes kolleger, for de øvrige børn og deres forældre. For hele skolen. 

Igen må der sættes et stort og berettiget spørgsmålstegn ved folkeskolens evne til at inkludere i det tempo, som der forventes. Har lærerne den nødvendige faglighed til at klare elever med særlige behov? Er der nok voksne om eleverne? Er forældrene klar? Hvis børnene skal have et fornuftigt udbytte af skolegangen, og lærerne skal kunne holde ud at gå på arbejde, må inklusionen forberedes grundigere. At omsætte smukke politiker-tanker om inklusion til praktisk virkelighed er en kæmpe opgave. Det rækker ikke at stille et par ekstra stole ind i klassen, når dét, der er brug for, er helt anderledes massiv støtte til børnene med de særlige behov. Inklusion kan være rigtig godt, når det virker. Men når det går galt, er inklusion decideret ødelæggende. hec