Smukke mennesker får bedre job og højere løn – bl.a. derfor går jeg med makeup.

Skræmmende tanke. Havde jeg ikke brugt makeup, så havde jeg næppe haft det job, den mand og dermed de børn, jeg har. Mit liv er på en måde sponsoreret af L’Oreal.

Jeg er nemlig ikke naturligt smuk – jeg er naturligt grim. Og det er ikke den sædvanlige kvinderutine med, at jeg nedgør mig selv uden grund eller for at komme andre i forkøbet. Hviner ikke ’eeej, jeg er bare så grim’ og forventer, at nogle fluks afkræfter: ’Nej, det er du i hvert fald ikke…’ Jeg har brug for sminke, hvis jeg skal indgå på lige fod med de naturligt smukke og de andre sminkede. Det er en ganske pragmatisk konstatering.

Selvfølgelig er det uretfærdigt, og selvfølgelig er præmissen om, at vi alle sammen skal stræbe efter at blive betragtet som smukke, forkert. Og i alle andre henseender tager jeg gerne én for holdet og for en mere ærlig verden. Jeg væmmes også ved tanken om, at mennesker bliver vurderet på deres udseende i situationer, hvor det ikke bør være relevant – men jeg må også erkende, jeg er for skvattet til at tage kampen for os naturligt grimme: Sminken åbner mange døre – eller rettere: Manglen på sminke lukker mange.

Det er måske rimeligt nok, at smukke mennesker klarer sig bedre på scoremarkedet. Det må gerne være deres niche, og jeg behøver ikke et skattefradrag for alle de gratis drinks, jeg er gået glip af. Men smukke mennesker får også bedre job, højere løn og mere social anerkendelse – den slags er der lavet videnskabelige undersøgelser af. Derfor er det jo enormt fristende for os naturligt grimme at snyde lidt for at være med i konkurrencefeltet – og det er ret uskyldigt, hvis man overordnet har et afslappet forhold til makeup. Det har jeg ikke. For eksempel tæsker jeg panisk rundt for at sminke mig, inden jeg lukker uventede gæster ind.

Kan I huske Barbara Cartland? Hun er et skræmmebillede for mig på makeup- og ligestillingsfronten. Jeg har læst, at hun altid stod en time tidligere op end sin mand og gik en time senere i seng, så han ikke skulle belemres med hendes usminkede ansigt. Og måske husker I også, at hendes sande ansigt boblede under overfladen og truede med væskerande ved mund og øjne med at brække ud gennem puddermasken. Søg dækning – it’s about to blow!

Sådan vil jeg ikke være. Men hvornår er det lige, man er klar til at springe af sminkebussen? Nu har jeg jo ligesom vænnet alle undtagen de nærmeste til at tro, mit snydeansigt er det rigtige.

Heldigvis er der støtte at hente på de sociale medier. Her bringer kendte damer selfies uden sminke – vistnok for at hjælpe usikre stakler som mig, men det har den modsatte effekt. De ligner nemlig blide feer i en fontæne af sommerregn, når de hashtagger sig med #nomakeup og det mere storladne #mitsandejegudenfilter. Alt sammen får mig bare til at føle mig endnu mere forkert, da mit sande jeg mere ligner Gollum, der flæbende over livets uretfærdigheder ryger en stang Prince. Desuden er det ærgerlige ved de billeder, at jeg ikke længere kan tale mit eget mindreværd ned med, at Christiane og co. bare ser lækre ud, fordi de har makeupartister til rådighed.

Jeg vil gerne være et bedre forbillede for mine døtre, som snart rammer den sårbare alder, hvor man hurtigt kan blive bildt ind af sine omgivelser, at pigers vigtigste funktion er at pynte, og at de skal stræbe mere efter fysisk perfektion end åndelig. Det vil jeg ikke bidrage til. Men kommer de ikke til at ligne Christiane, og spørger de en dag, om de skal bruge makeup, når de skal til samtale på drømmejobbet – så er svaret jo nok desværre et spagt ja.