For socialminister- og integrationsminister Karen Hækkerup er den årlige bryllupsdag forbundet med blandede følelser.

For ti år siden mistede hun nemlig sin mor til kræften, og moderen døde på ministerens to års bryllupsdag.

- Hun døde på min toårs-bryllupsdag, så jeg vræler mig stadig igennem hver bryllupsdag. Jeg var på barsel dengang. Ellen havde levet i nøjagtigt 100 dage, så det var ét stort følelseskaos. Det var ekstremt svært at stå med den ene fod i graven og den anden i vuggen, at være superlykkelig, rundt på gulvet, nybagt mor og samtidig skulle pakke min afdøde mors hus sammen, sætte det til salg og rydde op i alle minderne, siger 37-årige Karen Hækkerup i et stort interview i ugebladet Alt for damerne.

Kærlighed ved første blik
Karen Hækkerup mødte sin mand til en jobsamtale. På det tidspunkt sad hun i Borgerrepræsentationen i København, og Ole Hækkerup var netop blevet valgt til Folketinget. De to mødte hinanden, da hun søgte et job hos ham. Jobsamtalen fandt sted på Café Kys.

- Jeg havde virkelig ingen skumle bagtanker. Men vi snakkede, og da jeg gik på toilettet efter at have drukket en øl og så mig selv i spejlet, tænkte jeg: ”Den er helt gal”. Mine øjne skinnede som stjerner. Det var bare kærlighed ved første blik, og jeg var solgt til stanglakrids. Det gik helt galt den aften, fortæller Karen Hækkerup til Alt for damerne.

Hun fik ikke jobbet, til gengæld fik hun manden. Tre måneder efter samtalen flyttede de sammen, og et år efter var hun. I dag har de tre børn.

I interviewet med Alt for damerne fortæller den travle minister, hvordan hendes mand tager tørnen med hjem og børn, mens hun udlever ministerdrømmen.