Skal du rejse i påsken? Få gode råd til, hvordan du sikrer dig mod kvalme og svimmelhed på turen.

Af Mia Qvist Scheelsbeck, Alive.dk

Skal du besøge familien i Jylland, måske på skiferie i Norge eller en weekendtur til London her i påsken, så kræver det naturligvis en del rejsetid i enten bil, bus, tog eller fly.

Skal du have et lille barn med på turen? Få gode råd på Mama.dk til, hvordan du kan lindre barnets transportsyge »

Men det er ikke specielt sjovt, hvis man lider af transportsyge og må døje med kvalme, svimmelhed og hovedpine.

Får du hovedpine, kan du forsøge at kurere den på en naturlig måde. Læs mere om det på Familiejournal.dk »

I Berlingskes magasin Sundt Liv giver apoteker Lise Larsen fra Frederikssund Apotek gode råd om transportsyge. Her er fire af dem:

Spis inden turen

Har du ingen mad i maven, øger du risikoen for at blive køresyg på turen. Spis gerne en smule, inden du tager af sted, og sørg for at have lidt mad i maven undervejs.

Hold gerne spisepause ofte, hvis du er på biltur, og luft samtidig godt ud i bilen.

Hav et godt udsyn

Det kan lindre transportsygen, hvis du kan følge horisonten med øjnene. Det er derfor, at kvalmen eksempelvis bliver værre, hvis du forsøger at læse i en bog.

Lig vandret

Det kan faktisk hjælpe på transportsygen, hvis du kan ligge vandret og lukke øjnene. Det gør nemlig, at kroppen lettere kan følge transportens rytme.

Plaster og antihistaminer

Du kan købe antihistaminer mod transportsyge i håndkøb som tabletter eller mikstur. Tager du forbi din læge, kan du få et plaster, der langsomt afgiver et stof mod transportsyge. Skal du være chauffør på bilturen, er det en god idé at gå uden om dem, der virker sløvende på dig. Prøv dem af inden turen.