Da Cana mødte Thomas, var det egentlig ikke kærlighed ved første blik. Det var nærmere den klassiske fortælling om at mødes i cigarettågen på en brun bodega.
»Første gang, vi kyssede, var på et snusket værtshus, efter vi havde mødt hinanden et par gange. Det var ikke helt tilfældigt, vi begyndte at kysse, for jeg var ret fascineret af ham, efter jeg havde mødt ham første gang i 2009 igennem nogle venners venner. Han var flabet og turde sige mig i mod, og fordi jeg var et sted i mit liv, hvor jeg havde ret meget medgang, var det bare fedt,« siger Cana Buttenschøn, der i dag er 28 til Eurowoman.dk.
Thomas fra den brune bodega, som i dag er far til Canas to sønner Jens og Peter, er den hiv-smittede sanger Thomas Buttenschøn. Ved fødslen af parrets anden søn i juni skrev han en opdatering om livet med hiv på sin Facebookprofil, der gik viralt og blev delt næsten 50.000 gange.
I opdateringen skrev han:
»Som dreng fortalte jeg min far Peter, at jeg en dag gerne ville have en søn der skulle hedde Jens, ligesom min første far. Peter fortalte mig, at jeg var født med en virus i kroppen, som man ikke kunne behandle og at jeg nok aldrig kunne få børn. Den besked sidder stadig fast på min rygrad, og jeg får stadig helt samme klump i maven, bare ved at tænke på det.«
Men børn, det fik Thomas – med Cana. Han tager hver dag en håndfuld piller for at holde virusmængden nede, og ifølge AIDS-fondet er risikoen for at overføre smitte forsvindende lille hos en velbehandlet person.
Det ændrer dog ikke på, at stigmatiseringen af hiv-smittede som enten farlige eller stakkels stadig hænger ved, og når man danner par med en smittet, bliver man en del af den.
»Om at leve med en hiv-smittet«
Cana oprettede i august i år bloggen Mortilto.dk, hvor hun 1. december delte sin side af fortællingen i et blogindlæg i anledning af, at det er international aids dag.
»Thomas voksede – trods sin sygdom – op og blev voksen. Ingen havde turdet tro på det. Men det skete. Og så mødte han mig. Mig, som nu er blevet mor til hans to børn. Da vi lærte hinanden at kende, blev jeg ofte konfronteret med "Han har jo hiv! Er du ikke bange?" Nej, det er jeg ikke. Og jeg har heller ikke været det.« skriver Cana i sit indlæg "Om at leve med en hiv-smittet".
Allerede et par måneder efter de hånd i hånd var trådt ud af bodegatågen, satte Thomas Cana ned for at italesætte det faktum, alle andre end de havde talt om; at Thomas har HIV.
»Han sagde ikke noget, jeg ikke vidste. Sådan husker jeg det. Og jeg synes bare, det var så sejt, at han var hudløst ærlig omkring det. Jeg var lidt beæret over, at han bare sagde det lige ud, siger Cana, der er uddannet jordemoder og derfor ved en masse om kønssygdomme og fertilitet. Hun blev ikke overrasket over, hvad Thomas havde at fortælle. Faktisk frygtede hun slet ikke, når tiden kom til, at de skulle have sex.«
»Da vi havde kendt hinanden relativt kort tid, sagde jeg, at jeg gerne ville have, at vi tog en snak med hans læge. Jeg ville vide, hvad der var op og ned. Vi spurgte også til det at få børn, og fik at vide, at vi havde tre muligheder: at få renset sæden, eller få grønt lys fra fertilitetsklinikken til, hvornår vi skulle gå hjem og knalde én gang for så at komme igen, eller bare gå hjem og knalde. Vi valgte den sidste metode,« siger Cana, der på sin blog beskriver den som "naturale"
Hellere hiv end diabetes
Selv har hun aldrig været bekymret for at være sammen med Thomas. Men medierne har tidligere skrevet historier om, at Thomas er hiv-smittet, så omgivelserne skulle lige have forklaret en ting eller to, før de var med.
»Da vi mødtes, tænkte jeg overhovedet ikke over det. Det var noget, mine veninder gjorde mig opmærksom på, inden Thomas og jeg overhovedet havde talt om det. Jeg modtog flere opkald og beskeder fra folk, der troede, jeg skulle dø, fordi de havde hørt et eller andet eller kun forholdt sig til den viden, vi alle sammen fik i 80'erne, som er helt forældet,« siger Cana.
Én af dem, der ringede var hendes egen bror.
»Han ringede jo kun, fordi han elskede mig, og fordi han ville høre, hvad der foregik. Han var en af dem, der troede, at jeg skulle dø, men sådan er det jo ikke længere. Jeg mærker ikke, at nogen i netværket eller vores omgangkreds er bange for at være sammen med os eller ikke tør bruge vores toilet eller sådan noget. Indimellem møder vi nogle ignorante mennesker, og selvfølgelig har vi mødt nogle stive typer i byen som råber, men vi føler ikke, der er nogle ting vi, ikke kan,« siger hun.
Du frygter slet ikke at blive smittet?
»Nej, det gør jeg faktisk ikke. Jeg ville selvfølgelig blive ked af det, hvis jeg skulle blive smittet, men jeg ville eksempelvis hellere have hiv end diabetes, hvor man skal stikke sig selv med sprøjter. For jeg kan jo se, at Thomas lever helt normalt. Det ville det være mega ærgerligt, og jeg går da ikke efter det, men det er ikke det værste, der kan ske,« siger Cana, der med sit blogindlæg ønsker at sætte fokus på det, hun mener, er den værste konsekvens ved hiv.
»Stigmatiseringen. Det burde ikke være sådan, at folk er bange for at sige, at de har hiv. For hvis det ikke var sådan, og alle, der har mistanke, blev testet og sat i behandling, så ville vi have udryddet hiv indenfor en generation, fordi man ikke smitter, når man er i behandling,« lyder budskabet.
Artiklen er oprindeligt bragt i Eurowoman
LÆS OGSÅ: Se Emmas comeback, da hun var udsat for hævnporno
LÆS OGSÅ: Matthew McConaughey var dødsensangst for HIV og AIDS
LÆS OGSÅ: Linda: "Jeg troede det værste ville være at miste håret"
