Kære Annette.
Jeg er storesøster på 26 år og har to lillesøstre på 19 og 23 år. Vi er meget forskellige - mine to lillesøstre er meget ens og har de samme holdninger, hvor jeg er den der stikker ud.
Min kæreste, som jeg har været sammen med i 5 år samt mine veninder siger tit til mig, at hvis det ikke var mine søstre, så ville jeg aldrig finde mig i den behandling og cutte dem.
Problemet er jo, at de er mine søstre så det kan man jo ikke, men hver gang vi skal ses, så skændes vi om alt - mine søstre blive hurtigt enige om f.eks, restaurant, gaver osv osv, og jeg er ofte uenig, så må jeg enten bøje mig eller selv finde på noget. Jeg bliver så sur hver gang, fordi jeg altid er den som skal bøje mig, hvis vi skal ses, og så bliver de sure, fordi jeg nævner, at jeg altid skal bøje mig :/ - ond cirkel!!!!
Jeg har allermest lyst til at sige, at vi kan ses hjemme ved vores forældre og ellers ikke ses. Men mine gamle gør meget ud af, at det er vigtigt, at vi har et godt forhold osv, så jeg får dårlig samvittighed over ikke at se dem nok ifølge mine forældre.
Jeg blive så sur og ked af at have konstant dårlig samvittighed, som mine søstre og mine forældre giver mig, hvilket jeg synes er unfair.
Jeg håber du kan give lidt perspektiv på det.
Med venlig hilsen
Hej Søster!
Det var dog et ualmindeligt træls problem. Og så alligevel ikke ret ualmindeligt. Søskende har ofte konflikter. Familie er jo ikke noget, vi selv har valgt, men derfor kan den godt være rar at have, og jeg forstår godt, at dine forældre gerne vil have, I kan enes. Der ligger på den lange bane en gave i at have hinanden. Jeg siger på den lange bane, fordi den alder og de forskelle, der lige nu skiller jer, med tiden kan blive meget mindre. I behøver ikke rende hinanden på dørene, men måske du skal tænke over, hvordan du får gjort det mere tåleligt for dig at være sammen med dine søstre, når I skal være sammen hos f.eks. dine forældre.
Jeg synes ikke, du altid skal bøje dig. Hvis du i virkeligheden gerne vil ses med dine søstre, så tror jeg, du skal tænke over, hvordan du kan gå ind og styre noget. F.eks.: Hvis du tager initiativ til at spise ude, så har du allerede bestilt bord, og så siger du. ”Hej, vil I med over på xxx og spise på mandag, så er I velkomne”. Eller når der skal købes gave, kan du sige ”Jeg har tænkt mig at købe xxx, hvis I vil være med, så giv mig et praj”. Lad være med at stille spørgsmål, som kan lægge op til debat. Giv altid plads: Dét gør I bare…jeg har andre planer!
Det vanskelige består jo så i ikke at indgå i en konkurrence om, hvem der gør/siger/mener det rigtige. Den del kræver noget særligt af dig. En overbærenhed og en selvtillid. Prøv om du kan læne dig tilbage i det og finde en måde, hvorpå du kan kigge på dine søstre og lade dem plapre om ditten dutten og datten, mens du egentlig bare holder dig ude af diskussion. Evt kan du planlægge jeres aften, så den inkluderer en biograftur (du HAR allerede valgt filmen og er i øvrigt den glade giver, så de kan vælge at følge med eller gøre noget andet), eller den inkluderer noget andet, som du selv kan styre.
I har en alder nu, hvor du stikker af i modenhed, og hvor dine søstre kommer med senere. Måske først om ti år. Men brug ikke de ti år på at kappe båndene totalt. Lad der altid være en åbning. I kan udvikle jer på så mange måder og nå at få meget glæde af hinanden også, selvom jeg erkender, at der kan være så meget forskel på søskende, at der reelt ikke er andet til fælles end forældrene.
Det leder mig frem til et prekært spørgsmål…Jeg ved ikke, hvordan dine forældre er stillede, men jeg synes, alle forældre har en pligt til at lave et dokument, der fortæller, hvordan de ønsker, tingene skal gøres, den dag de selv er borte. Det er på sådan et tidspunkt, at familier bliver splittet i atomer, hvis der er uenighed. Det er et hammersvært emne at tage hul på, men i min familie har vi totalt klare linjer og har både lavet ”En sidste vilje” og et testamente. Og jeg er endda enebarn. Nogle mener, det er kynisk, nogle mener, det er overflødigt. Jeg mener, det er rettidig omhu. I behøver ikke vide, hvad dine forældre har noteret. Men prøv at forestille dig, at dine søstre vælger ”De ukendtes grav”, hvis du nu virkelig føler for, at dine forældre skal begraves på en kirkegård. Er det så ikke bedre, at dine forældre selv har truffet en beslutning?
Nåh, det var så lige den endog meget praktiske Annette, der talte der. Men somme tider er man nødt til at sætte tingene på spidsen.
Jeg synes, du skal finde dit eget ståsted i dette her og ikke være bange for at sætte ord på tingene: ”Hey, jeg ved godt, I hellere ville noget andet i aften, for I to er meget ens, og derfor behøver I ikke følge med…jeg vil blot sige, at I er velkomne”. På den måde får du både vist forståelse og fasthed.
Det kan godt være, det er noget, du skal øve dig på over længere tid, og der kan godt være nogle situationer, du skal have gennemtænkt, inden I mødes, så du er forberedt. Og her er det vigtigt, at du får sagt tingene, så du ikke virker kontrær. Ved f.eks. gavekøb skal du bakke dine søstre op: Ja, gør det…det er lige jer. Jeg kan mærke, jeg hellere vil købe en blablabla. Når du har øvet dig længe nok, bliver det rutine.
Jeg håber, sør’me det her kan sætte nogle flere tanker i gang hos dig. Det er så nemt for din kæreste og dine veninder at sige ”kap båndene”, men jeg tror ikke, det er det, du dybest set ønsker. Jeg tror bare, du har lyst til at blive respekteret for det, du er. Det er derfor, du selv skal sætte dig i respekt.
Knus fra Annette
