Følg kommunalvalget 2013 i Frederiksberg Kommune minut-for-minut. Vi opdaterer løbende med seneste nyt.

ONSDAG D. 20. NOVEMBER

Borgmester: Jeg er godt tilfreds: Borgmester Jørgen Glenthøj (K) forsætter fire år mere i spidsen for Frederiksberg Kommune, og selvom Konservative går tilbage på Frederiksberg, så er Jørgen Glenthøj godt tilfreds. "Når man ser på de spådomme, der har været de sidste måneder, må man sige, det er et resultat, vi kan være tilfredse med," siger Jørgen Glenthøj til Enklaven.dk.  00:13: Konservative holder fast i borgmesterkæden: Det Konservative Folkeparti mister to mandater, men har stadig borgerligt flertal. Jørgen Glenthøj kan således fortsætte som Borgmester for Frederiksberg. Der havde ellers været gisninger om, at han kunne blive udfordret af både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, og der har da også været en nedgang på 4 procent til Det Konservative Folkeparti. Socialdemokraterne tager dog kun 17.6 procent af stemmerne, og har haft en nedgang på 2.1 procent og Dansk Folkeparti har fået 4 procent, en fremgang på 0.4 procent.

TIRSDAG D. 19. NOVEMBER

20:37: Jørgen Glenthøj går tilbage på Frederiksberg: Jørgen Glenthøj får en alvorlig snitter på Frederiksberg, men ser ud til at kunne beholde borgmesterkæden. Ifølge DR's Exit Poll får De Konservative otte mandater. Der er nemlig stadig et borgerligt flertal på Frederiksberg.      

17:20: Høj stemmeprocent: En optælling fra klokken 16 viser, at stemmeprocenten er steget i forhold til i 2009. 37,7 procent af vælgerne på Frederiksberg havde klokken 16 været en tur forbi stemmeboksen, mens tallet på samme tidspunkt i 2009 var på 33,4 procent, skriver Frederiksberg Bladet.  

16:10: Uffe Elbæk stemmer på Socialdemokraterne: Den tidligere kulturminister og nuværende løsgænger i Folketinget, Uffe Elbæk, stemmer ikke på sit gamle parti, De Radikale, ved dagens kommunalvalg. Det skyldes, at han er utilfreds med, at De Radikale er gået i valgforbund med Konservative på Frederiksberg. Til Politiken udtaler Uffe Elbæk: "Jeg har stemt socialdemokratisk, fordi de radikale på Frederiksberg er gået sammen med de konservative. Jeg synes, at efter 100 års konservativt styre derude, er der brug for, at der kommer nogle andre til bordet". 

TIRSDAG D. 19. NOVEMBER 2013

13:02: Stor stigning i stemmedeltagelse: De første analyser af stemmedeltagelsen tikker ind og det er meget forskelligt fra kommune til kommune om deltagelsen er stigende eller faldende. På Frederiksberg, oplyser Ritzau ifølge Jyllands-Posten, var  stemmedeltagelsen klokken 11 oppe på 16,4 procent ift. ved sidste valg, hvor deltagelsen kun var på 12,3 procent. Årsagen til dette kan være, at valget tegner til at blive en gyser i kommunen, der ellers har været en Konservativ højborg.

11:28 Barfoed stemmer. Den konservative leder, Lars Barfoed, har netop sat sit kryds til årets lokal- og kommunalvalg. Lars Barfoed. som stemte på Frederiksberg, udtaler til TV2 News at han er optimistisk for valget, og at partiets målsætning er 12 borgmesterposter og 8 procent af stemmerne.  

MANDAG D. 18. NOVEMBER 2013

10:12: LA langer ud efter lunefulde R: Det borgerlige valgforbund (LA, R, K, V) står til at løbe med sejren på Frederiksberg. Men alt er ikke rosenrødt. Spidskandidat Laura Lindahl (LA) ytrer til DR sin utilfredshed med Radikales spil på flere heste. "Vil man føre borgerlig politik med de borgerlige partier efter valget, eller vil man føre socialistisk politik med de socialistiske partier efter valget? Jeg mener, at deres vælgere må have en klar interesse i at vide, hvem de Radikale peger på efter valget," lyder Laura Lindahls kritik. Den radikale spidskandidat Morten Jung giver dog ikke meget for Lindahls udtalelser: "De Radikale honorerer de aftaler, som vi har indgået, nu og i fremtiden."

SØNDAG D. 17. NOVEMBER 2013:

15:56: Borgmesteren er landets femte dyreste: Borgmester Jørgen Glenthøj (K) er landets femte dyreste borgmester. Det viser en opgørelse, som tv2.dk har lavet på baggrund af en række aktindsigter i samtlige danske borgmestres løn og udgifter i 2011 og 2012, skriver enklaven.dk. Ifølge opgørelsen kostede borgmesteren næsten tre millioner kroner i 2011 og 2012. Pengene blev blandt andet brugt til seks dages tur til New York, en leaset BMW 520 og løn fra Metroselskabet, skriver enklaven.dk.

FREDAG D. 15. NOVEMBER 2013:

14:06: Beskyldninger om politisk motiveret hærværk. Natten til torsdag blev et større V-valgbanner fjernet fra Frederiksberg Metrostation. “Man kommer ikke bare lige forbi og får den ide at skære sådan et kæmpe banner ned. Det må være planlagt og udført af mere end én person,” siger Jan E. Jørgensen til enklaven.dk. Af Venstres hjemmeside kan man videre læse, at partiet anser hærværket som politisk. Jan E. Jørgensen tror dog ikke, at det er et af valgets andre partier, der står bag.  

TORSDAG D. 14. NOVEMBER

15:42: Borgmesteren pryder forsiden på to lokalaviser. Borgmester Jørgen Glenthøj (K) glimter i denne uge på forsiden af Frederiksberg Bladet og Lokalavisen Frederiksberg, det beretter Journalisten.dk. Kommunalforsker Roger Buch mener imidlertid, at lokalaviserne befinder sig i en gråzone. "De må overveje, om det er særlig smart at fremstå som reklamesøjle for borgmesteren. Man kan ikke undgå at tænke: Er det her en valgpjece eller et journalistisk produkt?« siger Roger Buch til Journalisten.dk. Frederiksberg Bladets chefredaktør, Morten Friis Outzen, mener ikke at avisen har et problem.

ONSDAG D. 13. NOVEMBER

13:30: Radikale cementerer borgerligt valgforbund. I et indlæg på enklaven.dk tager kandidat til kommunalvalget, Karsten Lauritsen (R), til genmæle og afviser alle rygter om, at Radikale vil bryde med den borgerlige konstitueringsaftale og pege på en borgmesterkandidat til venstre for midten. "En aftale er en aftale," skriver han i sit indlæg. 

10:13: Allerede nu kan du stemme på Frederiksberg. Så kører bussen! Her seks dage før valget er det muligt for frederiksbergborgerne at afgive deres stemmer. Den mobile valgbus besøger i dag Frederiksbergs tekniske erhvervsskolecenter (TEC) på Nordre Fasanvej. Initiativet er en del af 'Tænk dig om før du ikke stemmer' og afholdes af borgerservice i kommunen.