Kerteminde: Kupmager blev snydt

Sonja Rasmussen, indtil i går borgmester i Kerteminde for Borgerlisten, trak i 2009 gulvtæppet væk under sin partifælle og borgmester for selv at tage posten. Denne gang lignede valget endnu en triumf for Borgerlisten, men da S stjal to mandater åbnede der sig nye muligheder, og samtlige partier udover Borgerlisten gik sammen i en aftale, der sikrede posten til Venstres spidskandidat Hans Luunbjerg.

Hvidovre: Socialdemokrater spiller på borgerlig splittelse

Stemmerne er i gang med at blive talt op, men der er stadig ikke enighed om, hvem der skal være borgmester i Hvidovre. Selvom borgmester Helle Adelborg (S) er kommet i mindretal, har Socialdemokraterne ikke opgivet at bevare posten. Socialdemokraten Dan Holt Højgaard (S), der sidder med ved forhandlingerne, fortæller, at Socialdemokraterne forhandler med medlemmer af den borgerlige fløj, efter de borgerlige foreløbig har opgivet at nå til enighed om en konstituering. Den borgerlige fløj er splittet mellem lokallisten Hvidovrelisten og Dansk Folkeparti, der hver især afviser at pege på modpartens spidskandidat som ny borgmester. Meget tyder på, at Hvidovrelisten overvejer at skifte fløj. Spidskandidat Arne Bech er tidligere socialdemokrat, men han har både før og efter valget afvist at samarbejde med Socialdemokraterne. Han udelukker dog også, at Hvidovrelisten kan pege på Dansk Folkepartis Mikkel Dencker (DF), selv om DF er det største parti i den borgerlige blok. Der er få hundrede stemmer mellem de to fløje i Hvidovre Kommune, så onsdagens fintælling kan få indflydelse på forhandlingerne.

Hillerød: Konservativ borgmester med rød støtte

For første gang i tredive år får Hillerød en konservativ borgmester. De konservative var ellers gået tilbage fre fire til tre mandater, skriver Hillerød Posten. Men socialdemokraterne, der hidtil har haft borgmesterposten, kunne ikke mønstre flertal sammen med valgforbundsfællerne Fælleslisten og SF, så de trak konservative Dorte Meldgaard til side for at få en aftale i hus. Den konservative kandidat krævede borgmesterposten for en aftale - og fik den.

Lolland: Venstrefløjen snyder tidligere V-minister for borgmesterkæder

I Lolland Kommune bliver det den konservative Marie Louise Friderichsen, der kan tage borgmesterkæden om halsen. Hun sætter sig på borgmesterkontoret med opbakning fra en noget uventet kant. SF og Lokallisten Lolland træder ind i konstitueringen og Enhedslisten bliver parlamentarisk grundlag for den nye konservative borgmester, skriver folketidende.dk. Dermed snyder de den tidligere fødevareminister Henrik Høegh for borgmesterposten, der ellers var valget store vinder. Men i et forsøg på at holde Venstre og Dansk Folkeparti uden for indflydelse pegede venstrefløjspartierne SF og Lokallisten Lolland på en konservativ, skriver folketidende.dk

Rebild: Borgmester vil ikke garantere konstitueringen holder

Leon Sebbelin, den nye Radikale borgmester i Rebild sagde tirsdag morgen til TV2 News, at han havde inviteret Venstre til et møde, selv om der var faldet en konstituering på plads uden om partiet. Til spørgsmålet om hvorvidt vi kan være sikre på at denne konstituering holder svarede han, at "Garantier, det ved vi jo fra sidst, det kan man ikke altid give" med henvisning til kommunalvalget i 2009, hvor 3 borgmestre nåede at blive valgt før forhandlingerne var afsluttet. Kl. 12.40 var der dog ikke indløbet meldinger om en ny konstituering i Rebild Kommune.

Randers: Kamp om borgerlistes mandat

Claus Omann Jensen (V) hedder borgmesteren i Randers fra januar 2014. Det blev en realitet efter en meget lang valgnat, hvor mange ting tyder på, at Socialdemokratiet smed en valgsejr på gulvet, fordi de forhandlede for hårdt, skriver Randers Amtsavis.Efter mange endeløse forhandlinger hele natten igennem kunne Venstres kommende borgmester præsentere partierne bag konstitueringen. Og det er en noget broget flok. Beboerlisten og Velfærdslisten er gået sammen med de borgerlige Venstre, Konservative. Radikale og DF. Den nye borgmester og formand for beboerlisten Bjarne Overmark kunne klokken kvart i seks præsentere de nye grundlag. Den nye borgmester udtaler til DR2 Morgen, at Venstre tilbød flere muligheder end Socialdemokraterne. Beboerlisten blev igen tungen på vægtskålen og listen har tradition for at være Randers' egen kongemager.

Allerød: Eksborgmester: Det er et kup

De Konservative gik hele 7,7 procentpoint frem ved gårsdagens valg, men alligevel ender borgmester Erik Lund (K) med at tabe borgsmesterposten. Det er resultatet, efter Venstres borgmesterkandidat, John Køhler, udenom Konservative forhandlede sig til borgmesterposten med de øvrige partier i Allerød. Erik Lund er rasende over John Køhlers manøvre og mener, at John Køhler har brudt en fælles aftale om, at det største borgerlige parti i Allerød skulle have borgmesterposten. "Vi havde en aftale om, at det største parti skulle have borgmesterposten. Det er et kup, når man har indgået en aftale på forhånd og bryder den, siger den nu forhenværende borgmester i Allerød, Erik Lund, til Ekstra Bladet.

Ringkøbing-Skjern: Kristendemokrat afviser kupmagere - i første omgang

Kristendemokraten Kristian Andersen har i nat afvist at gå uden om Venstre for at blive ny borgmester. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Manøvren ville have sikret 16 mandater med hjælp fra Socialdemokraterne, SF, Fjordlisten, Dansk Folkeparti sammen med Kristendemokraternes egne tre mandater. »Jeg vil helt ærligt hellere være »udenrigsminister« og sælge kommunen udadtil. Hvis der er noget, vores kommune har brug for, så er det at blive brandet, og den opgave vil jeg meget gerne påtage mig. Så er jeg klar til at blive borgmester om fire år,« siger Kristian Andersen til avisen. Seneste nyt er, at alle partierne på nær Venstre skal mødes kl. 13 og forsøge at få en aftale på plads og vælge en anden borgmester end Venstres kandidat.